Emre Mor solgt til Dortmund

FC Nordsjælland har solgt den talentfulde driblekonge Emre Mor til den tyske storklub Borussia Dortmund.

Emre Mor er solgt til Borussia Dortmund. (© Borussia Dortmund.)

Det tog blot Emre Mor 13 kampe i den danske Superliga at overbevise den tyrkiske landstræner, Fatih Terim, om at han var værd at udtage til det tyrkiske landshold.

Siden er det blevet til to halvlege i to testkampe for tyrkerne, hvor Emre Mor har imponeret stort.

Så stort, at Fatih Terim har taget Emre Mor med i sin trup til EM i Frankrig.

18-årige Mor har i det hele taget fart på. Tirsdag oplyser FC Nordsjælland, at den danskfødte tekniker er blevet solgt til den tyske storklub Borussia Dortmund.

- BVB er en storartet klub med enestående fans. Jeg glæder mig meget til mine nye kollegaer, og jeg kan dårligt vente på sæsonstarten og min første kamp for Borussia, siger Emre Mor til Borussia Dortmunds hjemmeside.

Stort slag for FCN

I FC Nordsjælland er glæden over Emre Mors skifte til Borussia Dortmund også stor. Mors værdi på markedet kunne være steget med et godt EM, men nordsjællænderne modtog et tilbud, man ikke kunne sige nej til.

– Der skal lyde et kæmpe stort tillykke til Emre med dette skifte, det er noget som alle, i og omkring FCN kan være stolte over. Der er blevet ydet en super indsats, hvor vores kultur har været rigtig stærk. Det er flot, at vi kan tiltrække talenter med Emre’s kvaliteter til vores akademier, og bringe dem videre ud til de største klubber i Europa. Denne aftale vil stå som den bedste i klubbens historie, og er selvfølgelig ganske unik, for ellers havde vi ikke solgt før EM-slutrunden, siger FC Nordsjællands sportschef, Carsten V. Jensen.

- Vi tror på, at dette vil være det rigtige skifte for Emre, da Dortmund har fulgt ham igennem længere tid og har fremlagt en god plan for Emre, således at han kan forsætte med, at udvikle sine færdigheder og blive en endnu mere komplet spiller. Vi vil med stolthed følge ham tæt i fremtiden, og ønsker ham al det bedste, siger Carsten V. Jensen.

FC Nordsjælland og Borussia Dortmund har efter indbyrdes aftale besluttet ikke at oplyse salgsprisen på Emre Mor. Den tyske avis Bild mener dog at vide, at Dortmund betaler i omegnen af 70 millioner kroner for Emre Mor.

Facebook
Twitter