Historiens bedste italienere: Gianluigi Buffon i top 5

DR Sportens Marco de los Reyes bringer forud for Italien-Tyskland her sin top 50-liste.

Tre af Italiens store fodboldsønner. Paolo Maldini (øverst), Alessandro del Piero (nederst til højre) og Gianluigi Buffon, der fortsat er aktiv, og som i aften er med til at møde Tyskland ved EM.

Italien er en af fodboldens sværvægtere med fire VM-triumfer; i 1934, 1938, 1982 og 2006. Desuden har støvlelandet været i yderligere to VM-finaler; i 1970 og 1994.

I EM-sammenhæng strøg Italien til tops i 1968, mens det er blevet til andenpladser i 2000 og 2012. Ved det nuværende EM er Italien efter flotte præstationer fremme ved kvartfinalerne, hvor Tyskland i dag er modstanderen - i en slags moralsk finale.

Klubmæssigt ligger Italien ligeledes helt i top - sammen med England og Spanien - når det handler om succeser i de europæiske klubturneringer.

Derfor er Italien selvfølgelig også et af de lande, der har produceret fleste store navne gennem tiderne.

Gianluigi Buffon jubler, da sejren over Sverige ved dette EM er i hus. (Foto: vincenzo pinto © Scanpix)

Lidt længere nede bringer jeg min top 50-liste over de bedste italienske spillere nogensinde, og her er der blevet plads til fire navne, der er med ved EM; Gianuigi Buffon, Daniele De Rossi, Giorgio Chiellini samt Leonardo Bonucci.

Kun førstnævnte er blandt de 30 første. Men måske kan det ændre sig, hvis Italien får mere succes ved denne slutrunde?

Har du en kommentar til listen, kan du skrive den i bunden af siden!

50. Mario Corso (1941) En af Europas bedste wings midt i 1960erne, hvor han havde stor succes hos La Grande Inter, der ellers var mest kendt for sine defensive kvaliteter. Var med til at vinde mesterholdenes Europa Cup i 1984 og 1965. Spillede 23 landskampe, men kom pudsigt nok ikke med til nogen slutrunde.

50. Giuseppe Giannini (1964)Il Principe var en af Europas bedste midtbanespillere i slutningen af 1980erne. Var med til at blive nummer tre ved både EM i 1988 og VM i 1990. Spillede for AS Roma og var med til at sende Brøndby ud i semifinalerne af UEFA Cuppen i 1991.

48. Alessandro Costacurta (1966) Var et af de mindre navne, da AC Milan vandt Europa Cuppen for mesterhold i 1989 og 1990. Kom siden på landsholdet og var med til at nå VM-finalen i 1994, hvor han opnåede status som en af verdens bedste midterforsvarere.Var med til at vinde mesterligaen tre gange mere, i 1994, 2003 og 2007, men var dog kun med i finalen i 2003.

47. Demetrio Albertini (1971) En intelligent midtbanespiller, der især defensivt var enorm dygtig - uden at være beskidt i sit spil. Vandt Europa Cuppen for mesterhold med AC Milan i 1990 og 1994 og opnåede andenpladser ved både VM i 1994 og EM i 2000.

Demetrio Albertini i kamp mod Ebbe Sand under EM-kvalifikationskampen i Napoli i 1999, hvor Danmark overraskende vandt 3-2. Italien havde dog i forvejen vundet gruppen. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

46. Fulvio Collovati (1957) Stopper, som blev verdensmester i 1982, hvor han var på toppen af sin karriere. Spillede i alt 50 landskampe fra 1979 til 1986. Var god ved EM i 1980, selv om Italien skuffede og kun blev nummer fire - på hjemmebane. Spillede i den periode for AC Milan og Inter.

45. Leonardo Bonucci (1987) Klog og elegant forsvarsstyrmand, der fortsat bliver bedre og bedre. Men har allerede spillet 61 landskampe og var med til at nå finalen ved EM i 2012. Med Juventus har han vundet Serie A de seneste fem sæsoner i træk - og var med i Champions League-finalen i 2015, hvor FC Barcelona dog vandt 3-1. Har været god her ved EM.

44. Filippo Inzaghi (1973) En rigtig målræv, der altid var på kanten af offside, og som specielt havde stor succes i Champions League, som han var med til at vinde med AC Milan i 2003 og 2007. Scorede i alt 70 mål i de europæiske klubturneringer, hvilket kun er overgået af Raul, Lionel Messi og Cristiano Ronaldo. Var med til at blive nummer to ved EM i 2000.

43. Alessandro Altobelli (1955) Scorede som indskifter et af målene i Italiens 3-1-sejr over Vesttyskland i VM-finalen. Fire år senere var han med fire mål Italiens store profil ved VM i Mexico, hvor støvlelandet dog kun nåede til 1/8-finalerne. Havde sin bedste år som Inter-spiller.

42. Franco Causio (1949) Spillede i sin storhedstid for Juventus og fik 63 landskampe i perioden 1972-1983. Var en alsidig angriber, der også huskes for sit store og karakteristiske overskæg. Havde stor personlig succes ved VM i 1978, hvor Italien blev nummer fire.

41. Giorgio Chiellini (1984) En af de senere års bedste forsvarsspillere i Europa. Er en hård nyser, men også en begavet fyr,der har spillet i Juventus siden 2005. Debuterede året forinden på landsholdet, hvor det nu er blevet til 87 landskampe. Scorede mod Spanien i 1/8-finalen her ved EM.

Giorgio Chiellini kendes af mange især fra episoden under VM i 2014, hvor Luis Suarez fra Uruguay bed ham. (Foto: tony Gentile © Scanpix)

40. Tarcisio Burgnich (1939)La Roccia (Klippen) var primært højre back, men kunne også spille central forsvarsspiller. Dannede i mange år verdens bedste back-duo med Giacinto Facchetti hos Italien og Inter. Blev europamester med landsholdet i 1968 og vandt Europa Cuppen for mesterhold med klubholdet i 1964 og 1965.

39. Aldo Baloncieri (1887-1986) Et målfænomen i 1920erne, hvor han scorede 25 mål i 47 landskampe. Var dog for gammel til at være med, da Italien blev verdensmester i 1934. Var i 1930 til gengæld med til at vinde det centrale europæiske mesterskab, der blev afviklet nogle gange frem til 1960. Spillede blandt andet for Torino.

Gianluca Zambrotta jubler efter sit mål mod Ukraine ved VM i 2006, hvor Italien endte som verdensmester. (Foto: ALESSANDRO BIANCHI © Scanpix)

38. Gianluca Zambrotta (1977) Spillede mange forskellige pladser, men toppede, da han som offensiv højre back var med til at vinde VM i 2006. Spillede 98 landskampe og optrådte for klubber som Juventus, FC Barcelona og AC Milan.

37. Giovanni Ferrari (1907-1982) Sammen med Giuseppe Meazza var han den eneste, der var med til at vinde VM i både 1934 og 1938. Spillede for klubber som Juventus og Inter på forskellige offensive pladser

36. Roberto Donadoni (1963) Var en stor profil på det legendariske AC Milan-mandskab, der vandt Europa Cuppen for mesterhold i 1989, 1990 og 1994. Med Italien blev han nummer tre i ved VM i 1990 og nummer to i 1994. Var altid offensiv midtbanespiller.

35. Virginio Rosetta (1902-1975) Forsvarsspiller, der primært optrådte for Juventus. Vandt hele otte italienske mesterskaber med Torino-klubben. Var med til at vinde VM i 1934, men mistede sin plads i begyndelsen af slutrunden.

Daniele De Rossi var med til at besejre Belgien 2-0 her ved EM. (Foto: Jeff Pachoud © Scanpix)

34. Daniele De Rossi (1983) Har spillet 105 landskampe- Tre af dem var under VM i 2006, hvor Italien strøg til tops. Sin bedste periode på landsholdet havde han nok under EM i 2012, hvor han var med til at nå finalen, som Spanien vandt. Har som voksen altid spillet for AS Roma og har bortset fra enkelte kampe i forsvaret altid været midtbanespiller. Døjer med en skade og er tvivlsom til aftenens EM-kvartfinale.

33. Antonio Cabrini (1957) Venstre back, der spillede for Juventus i sin storhedstid. Var med Italien med til at vinde VM i 1982. Brændte et straffespark i finalen ved stillingen 0-0 - Italien vandt alligevel 3-1. Var med til at vinde Europa Cuppen for mesterhold i 1985.

32. Giuseppe Bergomi (1963) Var blot 18 år gammel med i VM-finalen i 1982, hvor Vesttyskland blev slået 3-1, og spillede frem til 1998 81 landskampe i alt. Spillede hele sin karriere for Inter, som han vandt UEFA Cuppen med hele tre gange. Var højre back eller midterforsvarer.31. Renzo de Vecchi (1894-1967) Var 15 år, da han debuterede for AC Milan i Serie A, og 16 år, da han fik debut på landsholdet. Var en allround-back, der generelt anses for at være Italiens bedste spiller i den første fjerdedel af det 20. århundrede.

Gianfranco Zola fejrer sin scoring i finalen i pokalvindernes Europa Cup-turnering i 1998. (Foto: Ian Waldie © Scanpix)

30. Gianfranco Zola (1966) Vandt UEFA Cuppen med Parma i 1995 – året forinden var han med til at nå finalen. I 1998 var han – denne gang med Chelsea – så med til at vinde pokalvindernes turnering. Han blev skiftet ind i finalen og scorede. Var også med til at vinde FA Cuppen med Chelsea i både 1997 og 2000. Opnåede aldrig den store succes på landsholdet, men scorede alligevel 10 mål i 35 landskampe. Blandt andet et enkelt, da Italien i 1997 slog England i en VM-kvalifikationskamp på Wembley.

29. Claudio Gentile (1953) Var kendt for at kunne holde alle modstandere nede med både lovlige og ulovlige midler. Spillede både højre back og central forsvarsspiller. Var med til at vinde VM i 1982 og spillede i sin storhedstid for Juventus.

28. Roberto Bettega (1950) Var i flere år en af Europas bedste angribere. Var med til at sikre Italien en fjerdeplads ved VM i 1978. Men var knæskadet og derfor ikke med, da Italien vandt VM i 1982. Spillede for Juventus det meste af karrieren.

27. Giancarlo Antognoni (1954) Var i slutningen af 1970erne og starten af 1980erne en af verdens bedste og mest elegante midtbanespillere. Blev verdensmester i 1982, mens han fire år tidligere var med til at sikre Italien en fjerdeplads ved VM i Argentina. Spillede for Fiorentina det meste af karrieren.

Giancarlo Antognoni ærgrer sig, mens Per Røntved jubler over sin scoring til 1-0, da Danmark vandt 3-1 over Italien i en VM-kvalifikationskamp i 1981. (Foto: Bent K Rasmussen © Scanpix)

26. Marco Tardelli (1954) Var en en fremragende box-to-box-spiller, før man begyndte at bruge det begreb. Huskes især for sin vilde jublescene, da han scorede i VM-finalen i 1982, hvor Italien vandt 3-1 over Vesttyskland. Med Juventus vandt han alle tre eruopæiske turneringer en enkelt gang i perioden 1976-1985.

25. Giampiero Boniperti (1928) Var angriber og en af de store spillere på Juventus' storhold fra slutningen af 1940erne og frem til starten af 1960erne, hvor klubben blev italiensk mester hele fem gange. Var med ved VM i både 1950 og 1954, men begge gange røg Italien hurtigt ud.

24. Walter Zenga (1960) Var verdens bedste målmand i slutningen af 1980erne. Var med på det italienske landshold, der var favorit til at vinde VM på hjemmebane i 1990, men hvor det blot blev til en tredjeplads. Vogtede Inter-målet i 12 år og vandt blandt andet UEFA Cuppen med klubben i 1991.

23. Giampiero Combi (1902-1956) Var målmand og anfører, da Italien vandt VM i 1934, hvor Tjekkoslovakiet blev slået 2-1 i finalen, og blev regnet som en af sin tids bedste keepers i verden. Optrådte hele sin karriere for Juventus.

22. Bruno Conti (1955) Højre wing, der var en af de store profiler ved VM i 1982, hvor Italien blev verdensmester. I 1983 var han sammen med brasilianske Paolo Roberto Falcao de store stjerner hos AS Roma, der vandt klubbens første mesterskab i 41 år. Året efter tabte klubben Europa Cup-finalen for mesterhold til Liverpool efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

21. Gaetano Scirea (1953-1989) I flere år en af verdens bedste liberoer. Med Italien vandt han VM i 1982 og blev nummer fire ved VM i 1978, mens det med Juventus blev til sejr i de tre europæiske turneringer. Døde ved en trafikulykke i Polen.

Christian Vieri fejrer sin scoring mod Kroatien ved VM i 2002. Alligevel tabte Italien 1-2. (Foto: © Reuters Photographer / Reuter © Scanpix)

20. Christian Vieri (1973) Stor og stærk angriber, der på det personlige plan havde to fantastiske VM-slutrunder; 1998 og 2002, hvor han scorede henholdsvis fem og fire mål. Italien nåede dog ikke så langt ved de to slutrunder, en kvartfinale og en 1/8-finale. Spillede for adskillige klubber - heriblandt Lazio, som han vandt Europa Cuppen for pokalvindere med i 1999. Samme år blev han verdens dyreste spiller, da Inter købte ham.

19. Alessandro Nesta (1976) Midterforsvarer, som var Italiens bedste og en af slutrundens bedste spillere i 2000, hvor støvlelandet nåede finalen og var tæt på at vinde den. Stoppede frivilligt på landsholdet i 2006, hvor han blev skadet tidligt ved VM-slutrunden, som Italien vandt. På klubplan havde han stor succes for både Lazio og AC Milan, hvor han spillede frem til 2012. Stoppede karrieren i 2014.

Gianluca Vialli fra sin tid som spillende manager i Chelsea. (Foto: Ian Hodgson © Scanpix)

18. Gianluca Vialli (1964) En af Europas bedste angribere i slutningen af 1980erne og frem til midten af 1990erne. Opnåede aldrig den forventede succes med landsholdet, men på sine klubhold havde han konstant stor succes. Vandt Europa Cuppen for pokalvindere med Sampdoria i 1990, UEFA Cuppen med Juventus i 1993, Champions League med samme klub i 1996 og igen pokalvindernes turnering i 1998 som spillende manager for Chelsea. Blev af det engelske magasin World Soccer kåret til verdens bedste i 1995

Fabio Cannavaro med VM-trofæet efter sejren over Frankrig i finalen i 2006. (Foto: © Dylan Martinez / Reuters © Scanpix)

17. Fabio Cannavaro (1973) Dannede sammen med Alessandro Nesta et af EM-historiens bedste midterforsvar, da Italien nåede finalen i 2000. Verdensmester med i Italien i 2006, hvor han var bedre end nogensinde og fortjent blev kåret til årets spiller i Europa. Spillede i flere klubber - blandt andet Inter, Juventus og Real Madrid.

16. Alessandro del Piero (1974) Var et vidunderbarn, da han midt i 1990erne brød igennem som kreativ midtbanespiller på det Juve-mandskab, som tre år i træk nåede finalen i Champions League; 1996, 1997 og 1998. Det blev dog kun til sejr det første år. Var i 2003 igen med til at tabe en finale. Spillede næsten 20 år for Juventus. Var i 2000 med til at sikre Italien en finaleplads ved EM, og her havde han en stor chance for at bringe Italien foran med 2-0 mod Frankrig. Men det lykkedes ham ikke, og efterfølgende vandt Frankrig finalen med 2-1. Var med i en kamp fra start under VM i 2006, hvor Italien blev verdensmester, og blev skiftet ind undervejs i tre andre - blandt andet i semifinalen og finalen. I semifinalen mod Tyskland scorede han til slutresultatet 2-0, og i finalen var han med til at score i straffesparkskonkurrencen.

Alessandro Del Piero har netop scoret mod Tyskland i semifinalen ved VM i 2006. (Foto: Kai Pfaffenbach © Scanpix)

15. Valentino Mazzola (1919-1949) Var den store stjerne og anfører på det berømte Torino-hold, der vandt Serie A fem gange i 1940erne. Men den 4. maj 1949 skete katastrofen. Et fly på vej hjem fra Portugal styrtede ned ved Superga-bakken nær Torino. Hele Il Grande Torino, som holdet huskes som, var med, og alle 18 spillere plus ledere og journalister døde; 31 personer i alt - heriblandt Valentino Mazzola. Sportsligt er klubben aldrig kommet sig over tragedien. På grund af 2. verdenskrig nåede Valentino Mazzola ikke at spille mere end 12 landskampe, inden han døde. Far til Alessandro Mazzola.

14. Alessandro Mazzola (1942) Inter var i 1960erne især kendt for sine defensive kvaliteter, men ikke mindst takket være Alessandro Mazzola var der også både slagkraft og kreativitet i angrebet. Var med til at vinde turneringen i 1964 og 1965. Var med til at vinde EM i 1968 og var med ved VM i 1970, hvor Italien tabte finalen 1-4 til Brasilien. Blev i 1971 nummer to i kåringen af årets spiller i Europa.

13. Paolo Rossi (1956) Scorede tre mål ved VM i 1978, hvor han for alvor brød igennem som en angriber i absolut verdensklasse. Var sæsonen op til VM også blevet topscorer i Serie A. Fik siden karantæne, fordi han medvirkede i en korruptionsskandale. Men ved VM i 1982 var han tilbage, bedre end nogensinde, og endte som topscorer med seks mål. Italien blev verdensmester. Kåret til årets spiller i Europa i 1982. Spillede blandt andet for Vicenza, Perugia og Juventus.

12. Francesco Totti (1976) Verdensmester i 2006 og viceeuropamester i 2000. Scorede ni mål i 58 landskampe. Men det er først og fremmest i Serie A for klubholdet AS Roma, at han har sikret sig en status som en levende legende. Er med 248 mål i 601 kampe den næstmest scorende spiller i Serie A nogensinde. Og er stadig aktiv på klubholdet.

Francesco Totti i aktion for AS Roma i en Serie A-kamp i 2014. (Foto: tony Gentile © Scanpix)

11. Luigi Riva (1944) Er med 35 mål i 42 landskampe den mest scorende på det italienske landshold nogensinde. Europamester i 1968 og var med, da Italien blev viceverdensmester i 1970. Spillet for Cagliari, der samme år overraskende vandt Serie A. Blev i 1969 nummer to og i 1970 nummer tre i kåringen af årets spiller i Europa.

10. Silvio Piola (1913-1996) Italiens store angrebsstjerne i 1930erne og 1940erne. Scorede fire mål ved VM i 1938 - heraf to i finalesejren på 4-2 over Ungarn - og var en af slutrundens allerbedste spillere. Havde sikkert været en af VM-historiens største, hvis ikke Anden Verdenskrig havde betydet en aflysning af VM i 1942 og 1946. Spillede for Lazio på toppen af sin karriere og er med 290 mål fortsat den mest scorende i Serie As historie.

9. Franco Baresi (1960) En af alle tiders bedste liberoer. Den defensive styrmand på AC Milans storhold i slutningen af 1980erne og frem til midten af 1990erne. Vandt Europa Cuppen for mesterhold i 1989, 1990 og 1994. Med Italien blev han viceverdensmester i 1994. Blev i 1989 nummer to i kåringen af årets spiller i Europa.

Andreas Pirlo skiftede i 2015 fra Juventus til New York City. (Foto: STRINGER © Scanpix)

8. Andrea Pirlo (1979) Den spilstyrende figur hos Italiens verdensmestre i 2006. Fra en dyb position havde han konstant det store overblik og dirigerede med især mange præcise afleveringer sit holds offensiv på bedste vis. Ved EM i Polen og Ukraine i 2012 var han ligeledes helt unik på et italiensk hold og endte trods træthed i finalen, som Spanien vandt, som slutrundens i mine øjne bedste spiller. Vandt Champions League med AC Milan i 2003 og 2007 og nåede finalen i samme turnering med Juventus i 2015. Er stadig aktiv for New York City.

7. Roberto Baggio (1967) Startede på bænken, men kom ind og leverede mange lækkerier under VM i 1990. Fire år senere var han den altdominerende spiller, da Italien nåede finalen, hvor han brændte sit forsøg i straffesparkskonkurrence, som Brasilien vandt. Vandt UEFA Cuppen med Juventus i 1993, hvor han også blev kåret til årets spiller i Europa.

Roberto Baggio har netop brændt sit forsøg i straffesparkskonkurrencen, der afsluttede VM-finalen i 1994, som Brasilien derfor endte med at vinde. (Foto: © Andre Camara / Reuters © Scanpix)

6. Dino Zoff (1942) Vandt EM i 1968 og VM i 1982, hvor han var 40 år. Opnåede også utallige succeser med Juventus, der blandt andet vandt seks italienske mesterskaber med ham på mål. Blev i 1973 nummer to i kåringen af årets spiller i Europa. Blev af Foreningen af internationale fodboldhistorikere og -statistikere kåret til den tredje bedste målmand i det 20. århundrede - efter Lev Yashin og Gordon Banks.

5. Gianluigi Buffon (1978) Var den i særklasse bedste målmand ved slutrunden i Tyskland i 2006, hvor Italien fortjent endte som verdensmester. Stod fejlfrit i alle kampe, men havde også et fortræffeligt forsvar foran sig. Viceeuropamester i 2012. Har spillet i Juventus siden 2001. Er fire gange blevet kåret til årets målmand i verden. En kåring, som Foreningen af fodboldhistorikere - og statistikere har stået for siden 1987. Blev nummer to i kåringen af årets spiller i Europa i 2006. Viste verdensklasse, da Spanien blev slået i 1/8-finalen her ved EM.

Billedet er fra 2005, hvor Giacinto Facchetti var præsident i Inter, som netop havde skrevet kontrakt med Luis Figo. (Foto: Daniele la Monaca © Scanpix)

4. Giacinto Facchetti (1942-2006) Anfører og offensiv venstre back på det Inter-mandskab, som med vægt på en stærk defensiv vandt Europa Cuppen for mesterhold i i 1964 og 1965. Anfører og sit holds bedste spiller, da Italien efter to finaler mod Jugoslavien blev europamester i 1968. Dengang spillede man en ny kamp, når finalen ikke var afgjort efter forlænget spilletid. Ved VM i 1970 var han med til at spille Italien frem til finalen, som Brasilien vandt 4-1. Spillede senere i sin karriere den centrale plads i midterforsvaret. Blev nummer to i kåringen af årets spiller i Europa i 1965.

3. Gianni Rivera (1943)Il bambino d’oro, gulddrengen, var som ung en af profilerne, da AC Milan vandt mesterholdenes turnering for første gang i 1963. I 1969 skete det igen, og denne gang med Gianni Rivera som den helt store spiller. Offensiv midtbanespiller, der med landsholdet blev viceverdensmester i 1970, hvor Italien tabte 1-4 til Brasilien i finalen. Kåret til årets spiller i Europa i 1969.

2. Giuseppe Meazza (1910-1979) Angriber, der med til at vinde VM i både 1934 og 1938, hvor han var en af de bedste spillere. Var Italiens største spiller før Anden Verdenskrig. Scorede 33 mål i 53 landskampe. Spillede det meste af sin karriere i Inter, som han var med til at vinde tre italienske mesterskaber. I ni år var han anfører for klubben.

Paolo Maldini jubler sammen med AC Milan-holdkammeraten Massimo Ambrosini. (Foto: Filippo Monteforte © Scanpix)

1. Paolo Maldini (1968) En af historiens bedste forsvarsspillere. Var venstre back det meste af karrieren, men optrådte også i midterforsvaret. Spillede hele sin karriere for AC Milan, som han fra 1989 til 2007 var med til at vinde Europa Cuppen for mesterhold/Champions League med hele fem gange. Var fire gange med til VM med andenpladsen i 1994 som bedste resultat. Deltog tre gange ved EM, hvor andenpladsen i 2000 var bedst resultat. Blev i 2003 kåret til årets tredjebedste spiller i Europa

Jeg har kun medtaget spillere, der forinden ikke har optrådt på andre landshold. I 1960erne og tidligere var det eksempelvis meget almindeligt, at sydamerikanske stjerner blev nationaliseret. Som eksempelvis Omar Sivori, der først spillede 19 kampe for Argentina og siden 9 for Italien.

Savner du et eller flere navne? Eller har du blot en kommentar? Så skriv herunder!