VIDEO Curling-pigernes træner: Vi kan stadig nå vores målsætning

Tre sejre i de sidste tre kampe vil sikre Danmarks curlingkvinder målet om at ende i top-seks til OL, mener træneren.

Træneren for de danske curling-piger var både lettet, men også fokuseret, efter dagens sejr over USA.

- Det er dejligt, når pigernes gode spil bliver belønnet. Vi har haft det tungt - og denne sejr kan løfte presset af pigerne, så de kan spille mere frit, siger Gert Larsen.

Curling-pigers form bliver bedre og bedre

Sejren over USA var den første i seks forsøg, men er en konsekvens af, at spillerne har formået at fastholde godt spil over flere kampe, mener træneren.

- Jeg synes deres (pigernes, red.) form er opadgående. Måske er vi kommet for sent i gang, men vi er nødt til at holde fast i de ting, vi har snakket om - at holde fast i de processer, som vi ved vil virke.

Kan stadig ende i top-seks

Inden OL meldte curling-pigerne ud, at målet var en plads i top-seks. Med nederlag i de første fem kampe så den målsætning ud til at være helt væk.

Men med dagens sejr tror træner Gert Larsen igen på, at målet om top-seks kan være indenfor rækkevidde.

- Med fire sejre, hvis det bliver tilfældet, så er vi indenfor målsætningen, det er jeg ret sikker på. Men vi tager en kamp af gangen, siger han.

Facebook
Twitter