VIDEO Dansk boksning sendt til tælling

Det internationale bokseforbund har torsdag udelukkede dansk boksning fra internationale aktiviteter.

Det internationale bokseforbund AIBA har i dag suspenderet Danmark som medlem og dermed udelukket dansk boksning fra internationale aktiviteter.

Det sker fordi DABU på grund af dansk lovgivning afviste at lade bokserne optræde uden hjelm ved amatør-DM i april.

DABU er i kontakt med Justitsministeriet og Sundhedsstyrelsen om at finde en løsning, således det kan gøres lovligt, at de danske seniorer kan bokse uden hjelm på hjemlig grund, som AIBAs regler kræver det.

- Hjelmen skal nok komme af. Det er jeg ikke i tvivl om, siger formanden for DABU Benny Jørgensen til DR Sporten.

- Det er bare hvilke betingelser vi kan blive enige om med Justitsministeriet og efterfølgende Sundhedsstyrelsen.

Også DABUs elitechef Gunnar Berg håber på en snarlig løsning. Ellers vil det gå ud over landskampe, internationale træningsophold og turneringer.

- Så længe vi er spærret af AIBA, kan vi ikke bokse landskampe, hverken ude eller hjemme. Det betyder også, at vi heller ikke kan tage i træningslejr i udlandet hos andre forbund. Et samarbejde som vi ellers har gjort brug af i mange år, fortæller Gunnar Berg fra Kaunas i Litauen, hvor tre danskere boksere netop har deltaget i en international turnering.

Facebook
Twitter