VIDEO Den olympiske fakkel sendes ud i rummet

Den olympiske fakkel blev sammen med tre astronauter torsdag sendt mod den internationale rumstation, ISS.

Den olympiske fakkel for Vinter-OL i Sochi i 2014 er på den længste rejse, som en olympisk fakkel nogensinde har været.

Torsdag satte den sammen med de tre astronauter Mikhail Tyurin fra Rusland, Rick Mastracchio fra USA og Japans Koichi Wakata kursen mod rummet.

Det er dog ikke første gang, at den olympiske fakkel bliver sendt ud i rummet.

17 år siden sidste tur i rummet

Forud for OL i Atlanta i 1996 var den olympiske fakkel ombord på den amerikanske rumfærge Atlantis, men det er første gang, at faklen vil blive taget uden for et rumfartøj.

På lørdag vil de russiske kosmonauter Oleg Kotov og Sergei Ryazanskiy, som i øjeblikket befinder sig på den internationale rumstation, nemlig tage faklen med på en rumvandring, inden den bliver sendt retur til Jorden på mandag.

Af sikkerhedsmæssige årsager vil faklen ikke brænde, når den er ombord på rumstationen, fordi det både vil forbruge dyrebart ilt, samt udgøre en trussel mod besætningen.

Se den olympiske fakkel for Vinter-OL i Sochi i 2014 blive sendt mod rummet og den internationale rumstation i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter