VIDEO Koma-triatlet vil være europamester igen

Et styrt på cyklen var tæt på at koste Camilla Pedersen livet, men nu er hun tilbage og sætter store mål.

For snart otte måneder siden lå Camilla Pedersen i koma med alvorlige hjerneblødninger. Triatleten var i topform, da hun kørte galt på sin cykel, og nu nærmer hun sig topformen igen.

Ulykken skete under træningen med kammeraterne fra Esbjerg Tri & Multisport den 3. september sidste år. Hun lå på hjul af en anden rytter, da en flok børn pludselig krydsede vejen.

- Jeg kan huske, hvilken vej vi cyklede men, hvor selve ulykken var, kan jeg ikke huske. Og jeg kan ikke huske, hvad der skete. Det har jeg så fået fortalt efterfølgende.

- Vi var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Der var syv børn på vej til fodboldtræning, og de krydsede vejen. Og for ikke at køre ind i dem må vi prøve at undvige, og så rammer jeg ind i hans baghjul og tager hele styrtet på hovedet, fortæller Camilla Pedersen til DR Sporten.

Cyklen var bortset fra lidt skrammer på sadlen fuldstændig intakt efter uheldet, men Camilla Pedersen havde fået kraniebrud. Hun lå i koma på Odense Sygehus i 19 dage, og hendes tilstand var kritisk de første 13 dage efter ulykken.

Byttede om på ordene

Hukommelsen fik hun igen den 28. september, men til gengæld kæmpede hun med sproget.

- Jeg havde rigtig svært ved at finde ord i starten. Jeg kunne ikke snakke. Hver gang, jeg skulle sige nogle ting, var det de samme ord igen og igen og igen.

- Hvis jeg skulle sige mælk, sagde jeg æg, og jeg kunne ikke selv høre, at jeg sagde de forkerte ting, forklarer hun nu med de helt rigtige ord.

Camilla Pedersen var i absolut topform, da ulykken skete, hvor hun havde sat øjnene op efter en topplacering ved Hawaii Ironman - triatleternes ultimative konkurrence.

I sidste weekend vandt hun Challenge Fuerteventura efter 1,9 km svømning, 90 km cykling og en halvmaraton. Et løb racerkøreren Kevin Magnussens holdkammerat Jenson Button i øvrigt også deltog i, hvor han dog udgik under løbet.

EM og Hawaii er de store mål

Dermed er Camilla Pedersen godt på vej mod den form, som gjorde hende til europamester i Ironman i juli sidste år.

- Næste mål er selvfølgelig at komme tilbage og forsvare min titel til EM på ironman-distancen.

- Det største mål er jo så Hawaii, men om det lige bliver i '14, '15 eller '16, det må vi så se. Jeg har stadig meget at lære, siger hun.

Men Camilla Pedersen er ikke sluppet helt for varige mén fra ulykken.

- Den mentale og fysiske del kommer helt sikkert tilbage. Men jeg vil have varige mén oppe i hovedet, men mit hår er ved at vokse ud der, hvor jeg blev åbnet. Det tager et til to år, før hovedet heler.

- Jeg er stadig ikke i helt lige så god form, som da jeg styrtede. Men det kommer jeg, og det kommer jeg hurtigt igen, siger Camilla Pedersen.

Første chance for at vinde europamesterskabet på ironman-distancen bliver i Frankfurt den 6. juli.