VIDEO Kongefamilien fandt vej i skoven

Kronprinsparret og deres ældste børn hyggede sig ved Find Vej Dagen i Rude Skov.

H.K.H. Kronprins Frederik deltog for tredje år i træk ved Find Vej Dagen - og i år var både Kronprinsessen, Prins Christian og Prinsesse Isabella med i Rude Skov.

- Det var sjovt, men også lidt... pyh, sagde Prins Christian efter at have tilbagelagt den to kilometer lange rute.

Den unge prins var hurtigst af de fire royale deltagere, og sammen med familien var han med til at skabe opmærksomhed omkring Find Vej Dagen.

I alt havde 43 orienteringsklubber over hele landet i dag inviteret til åbent hus i skoven, og de seneste års royale deltagelse har gjort en målbar forskel på folkets interesse for sporten. Det fastslår Dansk Orienterings Forbunds formand:

- Der kommer flere og flere hvert år, og vi kan også se, at der er flere, der melder sig ind i vores klubber rundt omkring i Danmark, siger Walther Rahbek til DR.

Se et indslag om den royale families orienteringsløb i playeren herover.