VIDEO Michelle fra Rødovre deltager ved sit tredje OL med Finland

På det finske ishockeylandshold spiller en dansk stjerne, der ved OL i Sochi blev kåret til turneringens bedste forward.

Michelle Karvinen og Finland indledte med et nederlag til USA i kvindernes ishockeyturnering ved OL.

På det finske ishockeylandshold for kvinder løber en dansker med de store overskrifter. Hun hedder Michelle Karvinen, og hun er en af finnernes største profiler.

Dansk/finske Michelle Karvinen tog søndag hul på OL, da hun sammen med sine finske landsmænd tabte 1-3 til USA.

Michelle Karvinen, der har en dansk mor og en finsk far og derfor dobbelt statsborgerskab, deltager ved sit tredje OL med Finland. Ved de seneste to olympiske lege i Vancouver og Sochi udmærkede Michelle Karvinen sig ved at være en af Finlands helt store stjerner.

OL-bronze og bedste forward

Karvinen, der til dagligt spiller i svenske Luleå HF, fik sin ishockeyopdragelse i Rødovre, hvorfor hun også kaldes Michelle fra Rødovre. Tilbage i 2010 spillede hun på Rødovres U20-hold, hvor holdkammeraterne udelukkende var mænd. Der har derfor aldrig været tvivl om hendes talent.

Et talent hun også viste frem ved OL i Vancouver, hvor hun vandt OL-bronze med de finske ishockeykvinder. I bronzekampen mod Sverige udmærkede Karvinen sig også med en scoring. Du kan se højdepunkter fra kampen i vidoen nedenfor.

Fire år senere var hun igen med ved vinter-OL i Sochi. Denne gang blev kvartfinalen endestationen for Michelle Karvinen og Finland. Men på trods af en tidlig exit blev hun alligevel kåret som OL's bedst forward i Sochi.

Dansk-finnen blev samtidig turneringens topscorer med fem scoringer og to assists - sammenlagt syv point. Du kan Karvinen i aktion ved OL i Sochi i den følgende video.

USA og Canada er favoritter

Udover kampen mod USA, som altså endte med et nederlag, skal Finland og Karvinen i det indledende gruppespil op imod Canada og de russiske atleter, der stiller op under den olympiske fane.

I den indledende runde er holdene inddelt i to puljer af fire hold - en pulje med de højest rangerede hold og en pulje med de lavest rangerede hold.

De to bedste hold fra pulje A, hvori Finland befinder sig, kvalificerer sig direkte til semifinalen, mens nummer tre og fire møder nummer et og to fra pulje B om en plads i semifinalen. Dermed bør Finland med en sejr i en af de to sidste kampe stadig være i spil til en semifinale ved OL.

Vil du vide, hvornår Finland og Michelle Karvinen spiller næste kamp, kan du se den fulde sendeplan fra OL her.

Facebook
Twitter