VIDEO: Ove C. som bordtennisspillende Movember-konge

I dag er han Superliga-træner i Viborg, men engang var han spillende bordtennistræner i Brønderslev.

I denne uges 'Fredag i Fortiden' har vi med vores arkivklip valgt at sætte fokus på det omsiggribende fænomen Movember.

Hvis du af uvisse grunde ikke skulle have hørt om Movember, så er det et tiltag, hvor mænd lader overskægget stå i november til fordel for kræftforskningen.

Linket mellem overskægskampagnen og ugens arkivklip er selvfølgelig Ove Christensens prægtige, trimmede snegl, som den så ud i 1983.

Tre af de helt store

Ugens indslag handler nemlig om bordtennisherrerne i den storsatsende Vendsyssel-klub Brønderslev, der i 1983 sikrede sig sin anden oprykning i træk og dermed var klar til den bedste hjemlige række.

Og Brønderslevs spillende træner var ingen ringere end den nuværende chef for Viborgs fodboldspillere i Superligaen, Ove Christensen.

Med til nordjylland havde Christensen fået lokket dansk bordtennis' helt store rutinerede navn, Claus Pedersen, og det unge stortalent Jan Harkamp.

Det kan i parantes bemærkes, at Pedersen blev dansk mester i herresingle 15 gange i karrieren, og at Harkamp i alt tog sig af 14 DM-titler (hold-, single- og doubletitler).

Stilstudie med Eric Clapton

DR Sportens Ole Larsen tog kort efter oprykningen til 1. division på besøg i Brønderslev og det er der kommet et prægtigt indslag ud af.

Der er interview med alle tre hovedpersoner, bl.a. en ung Jan Harkamp, der allerede overvejer en karriere i Sverige efter endt HH-uddannelse.

Indslagets helt store højdepunkt må nu siges at være en slow-sekvens på 55 sekunder, hvor man ser Pedersen og Harkamp, der er iklædt røde bomulds-t-shirts og korte shorts, vise, hvordan spillet med den lille hvide celluloidbold skal skæres.  

Læg så dertil en lydside med en god gang Eric Clapton, og så har du opskriften på et fornemt sportssindslag årgang 1983 og et herligt nostalgi-trip 30 år senere.

Kan du genkende dette 19-årige bordtennistalent? (© DR Sporten)

Og det bør efterfølgende lige bemærkes, at bordtennissatsningen i Brønderslev i den grad lykkedes.

Allerede året efter oprykningen sikrede klubben sig det danske holdmesterskab for mænd og siden er det blevet til seks hold-DM-titler.

Kilder tæt på bordtennismiljøet påstår desuden, at herredoublen med Ove Christensen og Jan Harkamp i den første mesterskabssæson i 1983/84 gik ubesejret igennem danmarksturneringen.

Se indslaget i playeren herover.

Facebook
Twitter