VIDEO Rikke Møller: Jeg var enormt glad under løbet

Rikke Møller Pedersen havde i guldløbet på 200 meter bryst for første gang under EM kontrol over sig selv.

Rikke Møller Pedersen sikrede fredag Danmark sin fjerde guldmedalje ved svømme-EM i Berlin, da hun i suveræn stil sejrede i kvindernes 200 meter brystsvømning.

- Det er fantastisk. Jeg kan ikke mindes, at vi har haft en dobbelt europamester i brystsvømning, fortale Rikke Møller til DR Sporten.

For første gang under mesterskaberne følte den dobbelte danske medaljevinder, at hun kunne holde fokus helt på sig selv og sit eget løb.

- Jeg følte, at jeg havde mere kontrol over mig selv, og det har jeg manglet i de andre løb. Jeg havde ikke kontrol over de andre overhovedet, og det havde jeg valgt at skære helt af.

- For en gangs skyld så irriterede den store skærm for enden af poolen mig heller ikke, for jeg havde skyklapperne på, og det gjorde mig enormt glad under løbet. Yes, jeg er her virkelig, tænkte jeg.

Og sejren glædede Rikke Møller ekstra meget, på grund at det fine fremmøde på lægterne.

- Jeg er så glad. Og det er så dejligt at vide, at lige netop i dag er alle bare kommet. Mine forældre og mine veninder de sidder deroppe og jeg ved, at folk sidder hjemme i stuerne og hepper. Det er så dejligt, sluttede Rikke Møller.

Se interviewet med Rikke Møller Pedersen i playeren over artiklen.

Facebook
Twitter