Vildt soloridt af Michael Rasmussen

Michael Rasmussen realiserede søndag sin erklærede drøm om at vinde en etape i Tour de France. På niende etape stak danskeren af efter fire km, og siden så han sig aldrig tilbage. Team CSC's Jens Voigt overtog samtidig den gule førertrøje fra Lance Armstrong.

Michael Rasmussen kigger lettet mod himlen ved målet i Mulhouse efter sit fornemme solotogt på 9. etape. (Foto: Vincent Kessler © Scanpix)

Michael Rasmussen realiserede søndag sin erklærede drøm om at vinde en etape i Tour de France. På niende etape stak danskeren af allerede efter fire km, og han holdt hele vejen hjem. Med den fantastiske solopræstation udbyggede Rabobank-rytteren også sit forspring i bjergkonkurrencen.

Men etapen skabte også væsentlige forskydninger i klassementet. Team CSC's Jens Voigt blev nummer tre, og da tyskeren passerede målstregen omkring fire minutter før Lance Armstrong, overtog Voigt den gule førertrøje fra amerikaneren.

Michael Rasmussen erobrede den polkaprikkede trøje på lørdagens etape og havde varslet, at han ville gøre, hvad han kunne for at forsvare den. Og som sagt, så gjort. Tour-karavanen var knap nok rullet ud fra startbyen Gérardmer, før Rasmussen på den første af dagens i alt seks stigninger splittede bramsejlene - og feltet.

Rasmussen op på samlet fjerdepladsDanskeren fik selskab af Dario Cioni (Liquigas), men italieneren måtte slippe grebet og lade sig falde tilbage. Så var det op til Michael Rasmussen at fuldføre den lange udflugt, og det gjorde han på overbevisende og kraftfuld facon.

For da Rasmussen efter de 171,5 km - heraf 166 km i udbrud - nåede frem til målbyen i Mulhouse var det med et forspring på 3,04 minutter til de nærmeste forfølgere, Christophe Moreau (Credit Agricole) og Jens Voigt, der lå på mellemhånd. Feltet med alle favoritterne blev sat med yderligere fire minutter.

Med etapesejren rykker Michael Rasmussen op som nummer fire i den samlede stilling i Tour de France. Han er 2,43 minutter efter den førende Jens Voigt - og blot 25 sekunder efter selveste Lance Armstrong på tredjepladsen. Moreau er nummer to.

Michael Rasmussen efterlod Christophe Moreau, Jens Voigt og alle andre tidligt p? etapen og s? sig aldrig tilbage. (Foto: Franck Fife © Scanpix)

Udbrud a la VirenqueDen 58 kilo lette klatrer fra Tølløse gør sig næppe forhåbninger om yderligere avancement. Men til gengæld fik Michael Rasmussen karrierens hidtil største sejr, og muligheden for at bære bjergtrøjen hele vejen til Paris er oplagt.

Søndagens præstation var samtidig den eftertragtede trøje værdig. Rasmussens opportunistiske togt mindede nemlig i den grad om ét af dem, som forgængeren og den syvdobbelte vinder af den prikkede trøje, Richard Virenque, lavede flere af og blev så berømt på i Tour de France.

Mandag er der hviledag i Tour'en, og tirsdag gælder det så de første rigtige skrappe prøvelser i Alperne.

Fakta om cykelrytteren Michael Rasmussen:

Født: 1. juni 1974 i København.

Nuværende hold: Rabobank (siden 2003)

Tidligere hold: CSC (2002), Mix-TrodatResch (2001)

Største resultater:

1999: Verdensmester i mountainbike.

2002: Vinder af fjerde etape af Vuelta Ciclista a Burgos. Samlet tredjeplads i Giro d'Emilia.

2003: Vinder af syvende etape af Spanien Rundt. Samlet syvendeplads i Spanien Rundt.

2004: Vinder af sjette etape af Dauphine Liberé. Samlet 14. plads i Tour de France.

2005: Vinder af niende etape af Tour de France.

Michael Rasmussen efterlod Christophe Moreau, Jens Voigt og alle andre tidligt p? etapen og s? sig aldrig tilbage. (Foto: Eric Gaillard © Scanpix)

Michael Rasmussen har store muligheder for at bære bjergtrøjen helt til Paris.

 

 

Facebook
Twitter