DIF-formand kalder amerikansk OL-boykot et stærkt signal

USA boykotter vinter-OL diplomatisk. DIF vil markere sin utilfredshed ved at være til stede.

Kina er værter for vinter-OL til februar, hvilket har medført adskillige reaktioner internationalt. (Foto: Frederic J. BROWN © Ritzau Scanpix)

USA's præsident Joe Biden og hans kollegaer ser vinter-OL hjemme fra de amerikanske stuer.

Det står klart efter mandagens udmelding om, at USA diplomatisk boykotter vinter-OL i Beijing. Det forklarede Jen Psaki, talsperson for det Hvide Hus, mandag aften.

- Biden-administrationen vil ikke sende diplomatiske eller officielle repræsentanter til vinter-OL og -PL på grund af Kinas fortsatte folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden i Xinjiang, siger Jen Psaki ifølge CNN.

Ved at dukke op til legene ville de amerikanske regeringsfolk blot bakke op om 'Kinas uhyggelige menneskerettighedsbrud', og det vil USA ikke stå inde for, forklarer hun.

Vinter-OL begynder 4. februar, og det er Danmarks Idrætsforbund (DIF), som står for at sende en dansk olympisk delegation til vinterlegene.

Formand Hans Natorp hæfter sig ved, at USA sender et 'stærkt signal til Kina', men at de samtidigt sender de amerikanske atleter til vinter-OL.

Det flugter med holdningen fra Danmarks olymnpiske komité, forklarer han. En eventuel dansk markering over for Kina er op til den danske regering.

- Vi har en klar rollefordeling, og det er vores regering, som tager sig af udenrigspolitikken og idrætsorganisationerne af det sportsligt, fortæller Hans Natorp.

- Vi sender et hold til vinter-OL, og vi er meget tydelige overfor Kina, hvad vi forventer os af dem. Atleterne skal være frie, og der skal være fri pressedækning.

I videoen herunder kan du se mere om undertrykkelsen af Kinas muslimske mindretal:

Opmærksom på faldgruber

I stedet vil DIF understrege sin utilfredshed med Kinas ageren via dialog med Amnesty International og politikere fra den danske regering.

Det skal være med til at forberede og styrke de danske atleter, så de er 'klædt på til opgaven og eventuelle faldgruber' i Beijing. De udsendte fra Danmark skal være opmærksomme på 'den politiske og kulturelle konstekst, de udtaler sig i'.

Hans Natorp forventer, at de danske atleter overholder de olympiske spilleregler. De indbefatter blandt andet, at man ikke udøver politiske manifestationer under medaljeceremonier.

Men hvis en eller flere atleter derudover føler for at markere sig med et budskab, vil DIF ikke stå i vejen, forklarer Hans Natorp.

- Hver atlet har sin egen holdning og ret til at udtale sig. Den er der ingen, som ønsker at begrænse.

Er det noget i bakker op om?

- Jeg vil sige det på den måde, at vi opfordrer dem til at være forberedt på, hvad de kaster sig ud i, og at vi har fokus på det sportslige. Hvad vores atleter ønsker at markere omkring personlige og politiske standpunkter, er de altid fri til at gøre, siger Hans Natorp.

Formanden for DIF tror ikke på, at man i fremtiden kan undgå sportsbegivenheder i 'tvivlsomme regimer' som Kina. Omvendt nytter det heller ikke noget at 'tage atleterne som gidsler' ved at holde dem hjemme. Sport er et globalt samlingspunkt.

- Det betyder også, at vi vil komme til at befinde os steder, hvor vi ikke bryder os om deres værdisæt eller deres tilgang til menneskerettigheder. Men vi mødes om sporten, og den magi skal vi holde fast i.

- Det giver anledning til, at man møder andre kulture samt at italesætte, hvordan vi skal gøre næste gang. Ved at blive hjemme, mister du den taleret, siger Hans Natorp.

Danmark har udsigt til at stille med et historisk stort hold ved vinter-OL, idet både det mandlige og det kvindelige ishockeylandshold har kvalificeret sig til legene. (Foto: John Randeris © Ritzau Scanpix)

Boykot er en blød mellemvej

DR's USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz kalder det amerikanske boykot for den bløde mellemvej.

- Amerikanske atleter kan tage af sted og kæmpe om medaljer, mens det officielle USA bliver hjemme. USA er ikke gået hele vejen som ved sommer-OL i Moskva i 1980, hvor daværende præsident Jimmy Carter indførte fuld boykot, efter Sovjetunionen invaderede Afghanistan, og hvor 60 lande fulgte USA's eksempel.

- Derfor har det også langt mindre gennemslagskraft. Det er symbolpolitik, vurderer Lillian Gjerulf Kretz.

Hidtil har Kulturministeriet ventet med at træffe en beslutning om, hvorvidt det officielle Danmark skal være til stede ved vinter-OL i Beijing.

Australiens premierminister, Scott Morrison, sagde fredag, ifølge FOX Sports Australia, at en diplomatisk boykot er noget, Australien 'overvejer'.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, er den første og eneste regeringsleder, der har meldt sin ankomst ved vinter-OL.

Vinter-OL i Beijing begynder 4. februar og varer frem til 20. februar 2022.

FacebookTwitter