OL-stjerne føler sig som en joke efter tre fiaskoer på pisten

Mikaela Shiffrin var blandt storfavoritterne i de alpine ski-konkurrencer ved vinter-OL, men hun kom ikke på podiet i en eneste.

Mikaela Shiffrin var fantastisk kørende inden OL, mener DR's alpinekspert, Johnny Albertsen. (Foto: © Jean-Christophe Bott, Ritzau Scanpix)

Er Mikaela Shiffrin den største OL-skuffelse nogensinde?

Spørgsmålet lyder hårdt, men den 26-årige skistjerne regner sig selv som en del af favoritfeltet til den specielle titel. Amerikaneren var spået tre guldmedaljer i Beijing, men rejser i stedet hjem uden metal efter tre styrt.

- Jeg føler mig som en joke, siger Mikaela Shiffrin i et interview med amerikanske NBC.

- Jeg ved ikke, om nogen har fejlet så hårdt efter så mange muligheder i den olympiske historie. Det tager jeg med. Altså, det er en joke, men det er fint.

Hun havde med andre ord forventet mere af sig selv. Mikaela Shiffrin regnes som en af verdens absolut bedste skiløbere.

Hun har vundet alt, der er noget værd. Amerikaneren slog i slutningen af sidste år den legendariske Ingemar Stenmark som den med flest sejre i én disciplin nogensinde efter sin 47. triumf i slalom.

Hun rejste desuden til vinter-OL som nummer et i World Cuppen og havde ifølge DR Sportens alpinekspert Johnny Albertsen gang i en fantastisk sæson. Derfor er han ekstremt overrasket over Shiffrin, og han kalder amerikanerens manglende præstationer for en fiasko.

- Vi skal 11 år tilbage for at finde sidste gang, hun kørte ud i to løb i træk. Nu gør hun det tre gange under samme OL. Det er ekstraordinært, særligt og spektakulært. Det er en kæmpe skuffelse, siger han.

De to første styrt var et spørgsmål om uheld. Tredje gang var det mentale pres på i spil.

I videoen herunder kan du se Mikaela Shiffrins tredje styrt ved OL.

Sikkerheden selv - indtil Beijing

Ifølge Johnny Albertsen regnes Mikaela Shiffrin som sikkerheden selv. Hun er en af de mest stabile skiløbere på både kvinde- og herresiden og kører konstant med om medaljer.

På sine 210 World Cup-starter er hun endt på podiet 116 gange og har vundet 73 af konkurrencerne. Men alligevel gik det grueligt galt for Shiffrin. Hun anslår selv i et interview med Reuters, at 60 procent af karrierens DNF'er (Did Not Finish, red.) fandt sted under vinter-OL i Beijing.

På de første to styrt i henholdsvis storslalom og slalom begik hun minimale fejl, som kostede hende dyrt. Inden den afgørende slalomkonkurrence i den kombinerede alpine skidisciplin torsdag morgen fortalte Shiffrin om tvivlen på egne evner.

- Jeg har ikke den store selvtillid i slalom. Jeg har et tilbagevende billede af mig selv, der falder ved den femte port igen, så jeg vil forsøge at gøre mit bedste, siger hun til NBC.

DR Sportens ekspert Johnny Albertsen kommenterede konkurrencen, og han kunne han se en rystet amerikaner, der bukkede under for et enormt forventningspres.

- I dag var der noget mentalt i spil. Folk begynder at snakke om en fiasko, og 'hvad sker der for hende?' Det blev et problem, som hun aldrig har skulle forholde sig til, siger Johnny Albertsen.

- Det er meget uheldigt for hende. Og at det sker under OL gør, at det kommer til at fylde enormt meget. Hun er så stort et navn i skisporten, at det bliver blæst ud af proportioner.

Mikaela Shiffrin understreger selv, at der ikke er grund til panik.

Mikaela Shiffrin ser ingen grund til panik efter sin OL-fiasko. (Foto: © Jean-Christophe Bott)

Hun kommer helt sikkert tilbage

Det gik bare virkeligt, virkeligt galt, siger den amerikanske skiløber.

- Der er ikke noget som skal fikses.

- Jeg holdt hverken igen eller pressede mig selv for hårdt. Det fungerede bare ikke. Det er irriterende, men mere er der ikke i det, siger hun til NBC.

Johnny Albertsen ser heller ingen grund til alarm.

Det er fortsat blot et spørgsmål om tid, før den 26-årige Mikaela Shiffrin kan regnes som den bedste på alpinski nogensinde. Hun vil atter være en magtfaktor ved næste vinter-OL i Milano og Cortina d'Ampezzo i 2026, mener han.

- Vi så Johan Clarey fra Frankrig blive den ældste OL-medaljetager som 41-årig. Der er ingen problemer for hende. Det er kun skader eller motivation, der kan holde hende fra at blive verdens bedste nogensinde. Hun kommer helt sikkert tilbage, siger Johnny Albertsen.