Vinduet er ved at lukke, men snowboardlegenden Shaun White er på vej til sit femte OL

Han er sin sports største ikon gennem tiderne og håber på et sidste vinter-OL.

Shawn White snuppede OL-guldet i Pyeongchang i 2018. (Foto: Mike Blake © Ritzau Scanpix)

Det er svært at blive en meget større stjerne inden for sin sport end Shaun White.

Han har sit eget forretningsimperium og lancerede så sent som i denne uge et nyt tøjbrand, 'Whitespace'.

Han har to gange prydet forsiden hos det ikoniske magasin Rolling Stone - et privilegium forbeholdt klodens allerypperste stjerner.

Og så vil den 35-årige snowboardlegende Shawn White kæmpe om en fjerde OL-guldmedalje ved legene i Beijing.

Eneste problem?

Han er endnu ikke officielt sikret en plads.

- Jeg har det godt og føler stadig, at mine tricks holder. Og jeg ville være beæret over at skulle afsted igen. Vinduet for at konkurrere er ved at lukke, og enhver atlet ved, at du har begrænset tid, fortalte han tidligere på måneden på OL's officielle YouTube-konto.

Se Shaun White i aktion ved seneste vinter-OL i videoen her:

Amerikaneren gør i disse dage sit for at sikre sin plads på det amerikanske OL-hold.

White dyster ved en konkurrence i Schweiz, hvor han før lørdagens finalen har øget afstanden til sin nærmeste konkurrent i kampen om en plads blandt USA's snowboard udsendinge.

Og derfor skal meget også gå galt, hvis ikke Shaun White er at finde på det olympiske snowboardanlæg til februar.

Men hvem er den amerikanske superstjerne?

Det kan du blive klogere på i de tre punkter herunder.

En historisk vinder

Shaun White efter at have sikret sig OL-guldet i 2018 i Sydkorea. (Foto: Issei kato © Ritzau Scanpix)

Shaun Whites sportslige meritter taler for sig selv.

Han har vundet hele 23 X Games-medaljer (15 af guld) og tre olympiske guldmedaljer. Det er ikke overgået af andre snowboardere og bliver det heller ikke foreløbigt.

Samtidig har Shaun White flere gange rykket barren for, hvilke tricks man troede var mulige for en snowboarder at lande, og ved X Games i 2012 blev han den første snowboarder til få den perfekte score på 100 point.

En fremragende skateboarder

Shaun White er også specialist på et skateboard. Her ses han ved X Games i 2010. (Foto: Matt Sayles © AP2010)

Han nøjes ikke kun med at excellere på snowboard: Han startede med at dominere på skateboard.

Shaun White blev den første til at deltage ved både et sommer og et vinter X Games, og to af hans guldmedaljer ved X Games er hentet i skateboard-disciplinen vert, kort for vertikal skateboarding.

Allerede som 9-årig blev White spottet af skateboard-guruen Tony Hawk, som tog den unge dreng under sine vinger.

En rockmusiker med krænkelsesanklager

Shaun White er ligeså meget kulturpersonlighed, som han er sportsstjerne. Her ses han på vej til et award show i 2011. (Foto: Danny Moloshok © Scanpix Denmark)

Shaun White er også en ivrig musiker og spiller blandt andet guitar i bandet Bad Things.

Her var trommeslageren Lena Zawaideh medlem i en periode, og hun anklagede i 2016 White for blandt andet seksuelle krænkelser.

De to parter indgik et ikke offentliggjort forlig i sagen, som igen blev bragt på banen forud for OL i 2018. Her affejede White i første omgang sagen som det rene "sladder".

Det udtryk beklagede han efterfølgende over for NBC, hvor han også kaldte sig "en forandret person".

FacebookTwitter