Højgravide Dupont dropper EM-afbud og skal lede landsholdets guldforsvar

Hun har termin til jul, men Madeleine Dupont er stadig rejst med landsholdet til EM i Curling.

Madeleine Dupont er endnu engang med, når de danske curlingkvinder skal forsvare deres EM-guld i Skotland. Men denne gang har hun en lille gæst med i maven. (Foto: © TT NEWS AGENCY)

Tre OL-deltagelser, EM- og VM-medaljer liggende derhjemme og et hav af kampe for det danske curlinglandshold.

Madeleine Dupont har oplevet stort set det hele i sin lange landsholdskarriere for Danmark. Men når landsholdet skal forsøge at genvinde EM i Curling i Skotland, som begynder lørdag, bliver det alligevel en noget anderledes oplevelse for landsholdsstjernen.

Madeleine Dupont er nemlig gravid med termin til jul, og derfor har det været uklart for hende, om hun i november ville kunne rejse med landsholdet til et mesterskab.

- Man kan jo ikke vide, om man tager 20 kilo på, eller har det helt forfærdeligt under sådan en graviditet. Det er første gang, jeg står i denne her situation, siger Madeleine Dupont til DR Sporten.

Derfor meldte Dansk Curling Forbund i første omgang ud, at landsholdsstjernen ikke kom med til EM, og at forventningerne til slutrunden måtte lide et knæk uden holdkaptajnen.

Men Dupont kom altså alligevel med flyveren til Skotland. Med kun seks og en halv uge til termin, føler Dupont sig fortsat frisk på isen. Hun er derfor også på holdkortet som skipper, når Danmark lørdag morgen møder de forsvarende verdensmestre fra Schweiz.

- Jeg har jo lidt gået og ventet på det tidspunkt, hvor jeg ikke kan spille mere. Jeg kan godt mærke, at jeg er blevet tungere og bliver mere forpustet, men det er ikke en så stor hindring, som vi først havde antaget.

- Der er jeg jo heldig i min rolle som skipper, og at jeg ikke er en af dem, der fejer. For så var der ingen chance for, at jeg kunne være med, siger hun.

Never change a winning team. Danmark stiller med det samme hold, der vandt EM i sidste år. Fra venstre ses landstræner Ulrik Schmidt, Jasmin Lander, Mathilde Halse, Madeleine Dupont, My Larsen og Denise Dupont. (Foto: © Mats Andersson/TT)

Men hvis der skulle ske det mindste, er Madeleine Dupont overbevist om, at holdet kan klare sig uden hende.

- Forhåbentlig går det godt, som det plejer. Hvis det ikke gør, har vi heldigvis andre, der kan fylde mine skøjter, siger Madeleine Dupont.

OL-kvalifikation på spil

De danske curlingkvinder er taget til Skotland, som forsvarende mestre efter EM-triumfen i Sverige sidste år, hvor landsholdet vandt guldmedaljer for første gang i 28 år.

Derfor tror Madeleine Dupont, at EM-modstanderne denne gang er særligt opmærksomme på Danmark.

- Det er jo egentlig lidt irriterende. Man kan godt mærke, at de tager sig endnu mere sammen, når de møder os. På den ene side er det jo et skulderklap, at de tænker sådan om os, men vi er også gået hen og blevet sådan et hold, som de andre gerne vil slå.

Herunder kan du se den danske jubel, da curlingkvinderne i 2022 vandt EM-guld ved at slå Schweiz i finalen:

Men det er ikke bare forsøget på at forsvare guldet, der har fået højgravide Madeleine Dupont til at rejse med til Skotland.

For der venter også et vinter-OL i Italien i 2026. Og skal Danmark booke en plads her til, bliver en god EM-slutrunde vital for.

Kun top-8 ved EM bliver nemlig en del af kvalifikationen til vinter-OL, og derfor er det også målet for de danske curlingkvinder, selvom de er forsvarende europamestre.

- Der kommer til at være ti hold i år, der bare med død og pine skal have den ottendeplads som minimum.

- Det lyder jo åndssvagt som forsvarende mestre, men det er det altoverskyggende mål, at vi kommer i top-8. Vores niveau er ikke til at ende udenfor top-8, så der skal vi bare ikke lande, når EM er ovre, siger landsholdsspilleren.

Men når målet om top-8 er nået, kan der sagtens drømmes om større ting for de iskolde curlingkvinder.

Madeleine Dupont tror også, at holdet i sidste ende kan stå øverst på podiet - både med og uden hende med stenen i hånden.

- Holdet har niveauet, uanset om jeg spiller eller ej. Det bliver ikke en nem opgave, men det var det bestemt heller ikke sidste gang, hvor vi vandt, siger Madeleine Dupont.