VM-guld til Jeanette Ottesen

Jeanette Ottesen Gray vandt verdensmesterskabet i 50 meter butterfly i Barcelona.

Jeanette Ottesen får en krammer af briten Francesca Halsall efter VM-triumfen. (Foto: JAVIER SORIANO © Scanpix)

Jeanette Ottesen Gray levede op til favoritværdigheden og vandt verdensmesterskabet i 50 meter butterfly. Det er Danmarks tredje medalje ved årets VM i Barcelona, men den første af guld.

Hun vandt i 25,24 sekunder - dansk rekord - foran kineseren Lu Ying (25,42) og hollænderen Ranomi Kromowidjojo (25,53).

Jeanette Ottesen Gray mødte op til VM i Barcelona som årets bedste i verden på 50 meter butterfly. Hun havde også bedste tid af alle i semifinalerne, hvor hun svømmede i 25,50 sekunder, som også var dansk rekord frem til finalen.

Trods den suveræne sejr kom Ottesen ikke i nærheden af svenskeren Therese Alshammars verdensrekord på 25,07 sekunder fra VM 2009 i Rom. Den rekord er dog også fra tiden, hvor højteknologiske badedragter medførte stribevis af verdensrekorder.

Det er Jeanette Ottesen Grays anden VM-medalje på langbane. Den 25-årige svømmer vandt for to år siden VM-guld i Shanghai på 100 meter fri.

Hun stillede ikke op på distancen i år, fordi hun ville koncentrere sig om 50 meter.

Medaljen er Danmarks tredje ved VM. Tidligere har Lotte Friis vundet sølv på 1500 meter fri, mens Rikke Møller Pedersen vandt samme karat på 200 meter bryst.

Resultatet af finalen i 50 meter butterfly:

1.  Jeanette Ottesen Gray (Danmark) 25,24 2.  Lu Ying (Kina) 25,42 3.  Ranomi Kromowidjojo (Holland) 25,53 4.  Francesca Halsall (Storbritannien) 25,70 5.  Inge Dekker (Holland) 25,83 6.  Melanie Henique (Frankrig) 25,96 7.  Farida Osman (Egypten) 26,17 8.  Dana Vollmer (USA) 26,46

Facebook
Twitter