Fra Hobart til Aarhus: Tasmanske sejlere rejser 16.675 kilometer for VM

De cirka 1400 sejlere ved VM i Sejlsport kommer fra hele verden for at deltage i den store begivenhed i Aarhus.

De to 19-årige 49'erfx-sejlere Chloe Fischer (venstre) og Jasmin Galbraith (højre) er rejst hele vejen fra Tasmanien for at sejle ved VM i sejlsport i Aarhus.

VM i sejlsport er en af største sportsbegivenhed nogensinde på dansk jord, og sejlere fra alle verdenshjørner mødes, når kapsejladserne løber af stablen.

Hele verden er samlet i Aarhus, og der er blandt andet besætninger fra Botswana, Haiti og Holland.

Nogle af dem, der har rejst længst for at være med i kampen om VM-medaljerne, er Chloe Fischer og Jasmin Galbraith, der har taget den 16.675 kilometer lange tur fra Hobart på den australske ø Tasmanien.

- Der er ikke særligt mange 49erfx-besætninger I Australien, og vi ville gerne have noget mere konkurrence, så vi er nødt til at rejse helt til Europa for at finde de store kapsejladser, hvor vi kan sejle mod folk fra hele verden og få noget mere modstand, siger Chloe Fischer.

Chloe Fischer og Jasmin Galbraith sejler Tasmaniens eneste 49erfx-båd, og de to 19-årige sejlere er vant til at rejse langt for sejlsporten.

Med hjemstavn på den store australske ø Tasmanien er de to sejlere nødt til at rejse rundt for at finde andre 49erfx-sejlere, de kan konkurrere imod.

Turen til Europa er den længste makkerparret nogensinde har taget, og de to 19-årige sejlere er taget afsted helt alene.

- Det er lidt som at flytte hjemmefra – vi flytter bare lidt mere rundt. Der er meget organisering, og det er vi jo nødt til at tage os af selv, siger Chloe Fischer.

Det er ikke nogen smal sag at rejse jorden rundt som sejler, og med sig i bagagen har makkerparret kilovis af udstyr - heriblandt deres enorme sejl. Båden har de dog været nødt til leje, for den var for dyr og besværlig at fragte de 16.675 km fra Hobart til Aaarhus.

Selv uden båden i bagagen er rejsen fra Australien til Danmark dyr, og med et stramt træningsprogram, der skal passes, kan det være svært at finde tid til at tjene penge til store rejser.

- Jeg arbejder lidt løst, men fordi vores træning afhænger af vejret, er den meget hektisk, så det gør det svært at arbejde ved siden af sejladsen, siger Chloe Fischer.

- det er hårdt, men vi leder efter sponsorer og prøver ellers bare at finde så mange penge, som vi kan, og gøre det så godt som vi kan, med det vi har, siger Jasmin Galbraith.

Satser alt for en plads på landsholdet

Chloe Fischer og Jasmin Galbraith har sejlet sammen i seks år, men først inden for det seneste år, er de begyndt at konkurrere seriøst. I december 2017 kom de som de første tasmanske sejlere i 30 år på podiet ved et VM, da de vandt bronze ved ungdoms-VM i Sanya i Kina.

Medaljen gav dem blod på tanden, og de to 19-årige sejlere har nu smidt alt, hvad de har i hænderne og udskudt deres uddannelser for at få en karriere indenfor sejlsport. De drømmer om OL, men i første omgang er målet at komme på det australske sejlerlandshold.

Men for at komme i betragtning til landsholdet, må de vise deres værd ved flere store internationale sejladser – og derfor sejler de to 19-årige piger fra Tasmanien nu rundt i Aarhus Bugt.

- Vi er nødt til at gå på kompromis med både arbejde og skole, og vi ser ikke vores venner og familie særlig meget. Det er hårdt, men det er det hele værd, siger Jasmin Galbraith.

Besøg fra Kronprinsessen

De to sejlere har kendt hinanden siden de var små, og det også gennem sejlsporten at de to lærte hinanden at kende, da de begge sejlede i samme klub, Sandy Bay Sailing Club.

Den danske kronprinsesse Mary er ligesom Chloe Fischer og Jasmin Galbraith opvokset i Hobart, og ligesom dem, var hun en ivrig sejler op gennem hendes barndom. Også hun sejlede i Sandy Bay Sailing Club som barn.

Kronprinsessen flyttede til Danmark i 2002, og de to 19-årige sejlere har derfor aldrig haft mulighed for at sejle med hende i Sandy Bay. Til gengæld mindes Jasmin Galbraith, at hun fik chancen for at møde den danske prinsesse som barn.

Jasmin Galbraith gik nemlig på den samme skole, som Mary gjorde, da hun var barn, og de stødte på hinanden under en af kronprinsessen royale besøg i hjembyen.

- Jeg kan huske engang, da jeg var omkring fire år gammel, og hun kom på besøg på min skole. Af en eller anden grund blev jeg så bange for hende, at jeg simpelthen løb væk, da hun kom ind i klasselokalet.

Chloe Fischer og Jasmin Galbraith skal i aktion 4. august.

I samme klasse sejler danskerne Ida Marie Baad og Marie Thusgaaard og OL-bronzevinderne Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen.

Facebook
Twitter