Halvdelen af medaljeduoen ville gerne fortsætte: ’Jeg blev ked af det’

Katja Salskov-Iversen ville gerne have fortsat sammen med Jena Mai Hansen, men erkender, at gnisten var forsvundet.

Katja Salskov-Iversen (th) og Jena Mai Hansen er ikke længere sammen i 49FX. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det er ikke meget mere end et år siden, at Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen blev hyldet for mange fremmødte i Hellerup Sejlklub oven på deres VM-guldmedalje i 2017.

Mandag på en halvkold solskinsdag i oktober 2018 er billedet et helt andet. Den stærke 49FX-duo har besluttet at stoppe samarbejdet. Det er en fælles beslutning, eller det er det næsten.

- Det bunder i, at Jena har haft rigtig meget at se til med sit Volvo Ocean Race og så fuld træning ved siden af i 49eren. Så det er hende, som smider den på bordet og siger, at hun har brug for tid til at finde ud af, om det er det rigtige det her, forklarer Katja Salskov-Iversen.

- Hvis ikke Jena havde sagt det, så havde vi nok stadig sejlet for fuld skrue, siger hun.

De to har sejlet sammen siden 2013, hvor det i 2016 blev både til en EM-guldmedalje samt en OL-bronze, mens det året efter altså blev til et verdensmesterskab.

I sommer forsøgte de at forsvare titlen på hjemmebane i Aarhus uden held, og det viste sig at blive deres sidste store konkurrence sammen.

- Jeg blev ked af det, men det kom heller ikke som en overraskelse, fordi tidligere har vi altid sejlet med en enorm glæde, og vi kunne ikke finde en federe ting at lave. Men på det seneste har vi ikke haft den samme gnist. Det er det sidste halve års tid, forklarer Katja-Salskov Iversen.

- Der har manglet noget. Vi kender hinanden så godt, at det ikke kommer som nogen overraskelse, men det er da også hårdt, og nogle gange overrasker det også en, når man ikke selv har haft de tanker. Så man blev tvunget ud i at tage en beslutning. Det er selvfølgelig hårdt, siger hun.

Manglede drivkraften

Katja Salskov-Iversen fortæller, at selvom noget af gnisten var forsvundet, så var det ikke en tanke, hun havde overvejet. Hun ville gerne have fortsat med Jena Mai Hansen, men hun anerkender også, at det kræver fuldt engagement fra begge for at fungere, og det manglede faktisk fra begge.

- Hvis det stod til mig, så havde vi begge to haft den drivkraft, som vi havde tilbage i 2016, og så havde vi helt klart fortsat. Men man er to til at danse tango, og man kan ikke bare lade det være op til mig, om vi skulle fortsætte, fordi det skal være de helt rigtige omstændigheder for, at det kan lade sig gøre, siger Katja Salskov-Iversen.

- Jeg ved ikke, om jeg stadig har den drivkraft som i 2016. Jeg tror, at jeg skal finde den konstellation, som gør, at jeg får den tilbage. Lige nu brænder jeg ikke for bare at tage ud og sejle. Det skal være den helt rigtig årsag, og det skal være et sted, hvor jeg kan se fremtiden og potentialet. Så skal jeg nok finde drivkraften igen, forklarer hun.

Der er nemlig stadig sportslige ambition hos Katja Salskov-Iversen. Hun vil gerne fortsætte i sporten. Det behøver ikke at være samme bådklasse, så intet er udelukket fra hendes side. Drømmen om en gentagelse af OL-medaljen fra 2016 er dog langt væk.

- Det er svært at lægge de olympiske drømme helt på hylden. Jeg har også erkendt, at Tokyo 2020-drømmen er langt væk lige nu. Det er selvfølgelig lidt svært at indse, men når det er sagt, så har Jena og jeg også opnået, hvad der kan opnås. Vi har vores OL. Det var fantastisk, og jeg ville gerne gøre det igen, men det er også et kryds, vi har sat i bogen. Det gør det også nemmere at forstå, at det måske ikke kommer til at ske igen.

Vi har forsøgt at få kontakt med Jena Mai Hansen i forbindelse med ophøret af samarbejdet, men det har ikke været muligt.

Facebook
Twitter