Ikke mere vind i sejlene: Danske VM- og OL-medaljevindere stopper samarbejde

Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen har besluttet at stoppe samarbejdet i 49FX-klassen kun et enkelt år efter, de blev verdensmestre.

Katja Salskov-Iversen (th) og Jena Mai Hansen stopper samarbejdet efter fem år sammen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

I de senere år har 49FX-besætningen med Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen været en af de mest succesfulde, men det er slut nu. De to har nemlig valgt at ophøre samarbejdet.

De vandt EM-guld i 2016 og VM-guld i 2017, mens de også formåede at hente OL-bronze ved De Olympiske Lege i Rio i 2016, og det var da heller ikke en nem beslutning at stoppe, skriver de i en pressemeddelelse.

- Det er en beslutning, som vi har været lang tid om at træffe, og hvor der ligger mange overvejelser bag. Det handler i virkeligheden om ét centralt spørgsmål - nemlig hvorvidt vi har hjertet og energien til at investere 100 procent i projektet fra nu af og frem til OL i Tokyo. Her er vi nået til den konklusion, at det har vi ikke, forklarer Katja Salskov-Iversen.

- Vi er utroligt stolte af alt det, vi har opnået sammen. Det rækker langt ud over, hvad vi nogensinde havde turdet drømme om. Derfor er det også en tung beslutning at træffe, men det er samtidig en lettelse, og inderst inde er vi ikke i tvivl om, at vi gør det rigtige, siger Jena Mai Hansen.

Duoen var med helt fremme ved det netop overståede VM i Aarhus, hvor en dårlig dag kun lige sendte dem uden for medaljerækkerne til en femteplads. Det er da også et stort tab for dansk sejlsport, at de stopper med samarbejdet.

- Jeg er naturligvis ærgerlig over, at Jena og Katja stopper. Det er én af verdens absolut bedste 49erFX-besætninger, som nu takker af. Samtidig har jeg også den største respekt for, at de træffer en konsekvent beslutning nu i stedet for at fortsætte uden at have hjertet med 100 procent. Det vidner om stor modenhed i deres karrierevalg, siger Thomas Jacobsen, der er sportschef.

De har dog ikke tænkt sig at hoppe helt væk fra sporten. Katja Salskov-Iversen vil gerne fortsætte i et nyt projekt som udøver, mens Jena Mai Hansen overvejer at gå trænervejen.

Facebook
Twitter