Dansk kvindevolleys evige rivaler dyster igen om DM-titlen: 'Pokalen skal hjem'

Holte IF og Brøndby VK mødes fredag for niende år i træk i DM-finalerne i volleyball.

Holte IK jagter revanche mod Brøndby VK i fredagens første DM-finale.

Det er allerede et par år siden, at man kunne kalde det for en fast tradition.

For når kvindernes danmarksmesterskab i volleyball skal afgøres, så står det mellem Holte IF og Brøndvy VK.

Fredag aften er det niende år i træk, at de to klubber mødes for at duellere om danmarksmesterskabet. For et år siden var det Brøndby VK, der efter en hård serie over fem kampe kunne kalde sig for mestre.

Men i år kommer pokalen igen til at skifte hænder, hvis det står til Holte IF's anfører, Nora Møllgaard.

Den blot 22-årige anfører er allerede en rutineret ræv, når det kommer til at spille DM-finaler mod netop Brøndby, og derfor betyder sidste års nederlag også, at motivationen i høj grad er på plads.

  • Anfører for Holte IK, Nora Møllgaard. Foto: Intophoto.com
  • Anfører for Holte IK, Nora Møllgaard. Foto: Morten Olsen
1 / 2

- Vi har stor respekt for Brøndby, der gjorde det bedst sidste år, men i år kommer vi tilbage for at få revanche og få pokalen med hjem. De har den til låns.

- Der er ikke et had mellem klubberne, hvis man skal sammenligne det med Brøndby og FC København i Superligaen, men der er mange kampe i kampen, hvor der virkelig bliver fightet hårdt, lyder det fra Nora Møllgaard.

Sikkerhed i hjemmefordel

Rivaliseringen mellem de to klubber er en evig fejde - også når det kommer til at slutte øverst i grundspillet. I denne sæson vandt Holte IK det første slag, da de gik gennem grundspillet som ubesejrede.

Dermed har Holte IK fordelen ved at have tre hjemmekampe i finaleserien, hvis det skulle komme så vidt.

- Vi er ubesejrede i grundspillet, og det giver os noget tryghed. Vi har gjort det, vi skulle, men hvis ikke vi holder hovedet koldt, så kan Brøndby godt køre os over, og der bliver hjemmebanen vigtigt for os.

- Når man kan mærke stemningen, som der er i en finaleserie, så giver det virkelig ekstra kræfter. Især hvis det ikke kører, for så siger man også til sig selv, at nu er der mødt så mange tilskuere op - så skal vi også give dem noget at klappe af, siger Nora Møllgaard.

Første kamp i DM-finaleserien spilles klokken 19.00 i Ny Holtehal. Kampen kan også ses på www.volleytv.dk.

Facebook
Twitter