Danske volleyballherrer er sikret Final 4-billet: Vi har brug for de ekstra kampe

Som vært er Danmark sikret en plads i European Leagues Final 4, så gruppespillet kan bruges til forberedelse.

ARKIVFOTO. Danmark er sikre på en billet til Final 4 som værter, men gruppespillet er alligevel vigtigt. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Det danske herrelandshold i volleyball tager fredag hul på gruppespillet i European League, der finder sin vinder ved et Final 4-stævne i Danmark i begyndelsen af juli.

Men da Danmark som vært for Final 4 er garanteret en plads i slutkampene, har resultaterne i gruppespillet en sjældent lav prioritet for det danske hold.

- Gruppespillet bliver lidt anderledes for os i år end de andre år, fordi vi så at sige ikke behøver at bruge gruppespillet til at toppe og kvalificere os, siger landstræner Mikael Trolle.

- Vi kan faktisk bruge det til at forberede os frem mod Final 4.

Danmark skal i gruppekampene op mod Ukraine, Ungarn og Israel, mens Makedonien, Sverige, Albanien og Aserbajdsjan er i den anden gruppe.

Den sikre plads

De to bedste fra hver gruppe går til Final 4, men skulle Danmark ikke få en af pladserne, så overtager danskerne pladsen i den ene semifinale fra den dårligste toer.

Et Final 4-stævne uden en værtsnation kan blive en tam affære, og derfor er reglerne lavet, som de er.

Hvorfor så overhovedet deltage i gruppespillet, vil nogle måske spørge. Men det er nødvendigt, forklarer landstræner Mikael Trolle.

- Det handler om at sikre værten en ordentlig sportslig forudsætning. Når du kun har semifinale og finale, har du ikke en jordisk chance for at nå at få holdet på plads, hvis ikke du er med i de indledende kampe, siger han.

Danmark møder Ungarn fredag, Ukraine lørdag og Israel søndag. Weekenden efter mødes holdene igen i anden del af gruppespillet.

Final 4 spilles 1. og 2. juli i Danmark, og du kan faktisk også se det live herinde på dr.dk. Der vil komme mere ud om tidspunkter, når vi kommer lidt tættere på stævnet.

Vinderen af European League kvalificerer sig til World League, hvor klodens stærkeste volleyballnationer er samlet.

/ritzau/

Facebook
Twitter