Gentofte vinder volleyguld efter sikker finalesejr

I femte og afgørende finaleopgør havde Gentoftes herrer ingen problemer med at sikre sig guldet.

Gentofte sikrede sig det tredje sæt guldmedaljer på fire år. (© Volley TV)

Gentofte Volley er ny danmarksmester i volleyball.

Det står klart, efter klubben her til aften sikrede sig en 3-0-sejr i det femte og afgørende finaleopgør mod Middelfart VK.

Klubberne havde ellers været ganske jævnbyrdige gennem hele finaleserien, hvor de havde skiftedes til at tage sejrene.

Men i sidste ende blev det altså favoritterne fra Gentofte, der løb med guldet, og klubben tilbageerobrede dermed titlen, som de tabte sidste år.

Gentofte stærke fra start

I aftenens opgør var det fra start Gentofte, der satte sig tungt på tingene, og holdet førte første sæt fra start til slut.

På trods af at Middelfart hang godt på, kunne Gentofte derfor gøre det til 1-0 i sæt med cifrene 25-23.

I anden sæt var billedet stort set det samme. Middelfart slog godt fra sig, men kunne på intet tidspunkt tage føringen. Derfor kunne Gentofte igen sikre sig sættet, der endte 25-20.

I tredje sæt fortsatte Gentofte takterne og sikrede sig sættet og dermed guldmedaljerne med cifrene 25-21.

Guldet er det tredje på fire år for Gentofte, mens Middelfart igen må tage til takke med sølvmedaljer, ligesom de måtte sidste gang, de deltog i en DM-finale.

Det var i 2015, og her tabte de ligeledes til Gentofte.

Facebook
Twitter