Overlegne Holte snupper volleyguldet fra Brøndby

Holte IF vandt sikkert med 3-0 i sæt over Brøndby Volleyball Klub.

Det foregik i overlegen stil, da Holtes volleykvinder torsdag aften vandt det danske mesterskab med en sikker sejr på 3-0 i sæt over sidste års mestre fra Brøndby Volley Klub.

Dermed sikrede Holte IF sig det danske mesterskab, da sejren var deres tredje i finaleserien, som spilles bedst af fem kampe.

Første sæt var tæt indledningsvis, og først ved stillingen 9-9 begyndte Holte at trække fra. Det endte med en sætsejr på 25-17.

Andet sæt var omvendt tæt hele vejen, men til sidst kunne Holte-anfører Nora Møllgaard sende bolden i gulvet til sætsejr 25-22.

Tredje og sidste sæt blev vundet med komfortable 25-15 af Holte. Derfor var glæden naturligvis også stor hos anfører Nora Møllgaard efter opgøret.

- Det er helt fantastisk, og det er den vildeste følelse. Vi er simpelthen så glade, lød det efterfølgende.

Guldmedaljen var Holtes fjerde siden 2009.

Facebook
Twitter