Armstrong erobrede Touren

Sed ut perspiciatis unde omnis iste natus error sit voluptatem.

Scroll for at læse

Armstrong startede sin


Tour-dominans for 20 år siden



På alle tænkelige måder har Lance Armstrong sat et aftryk på cykelverdenen historisk set. Mest af alt er han berygtet nu. Berygtet for at have narret alt og alle. Specielt i de syv år, hvor han vandt Tour de France fra 1999 til 2005.

Berettiget eller ikke berettiget, så er det ikke helt forkert at påstå, at mange giver ham en kæmpe del af ansvaret for den mørke fortid, som cykelsporten har.

I år er 20-året for Lance Armstrongs første samlede sejr i det store franske etapeløb. Løbsledelsen og UCI har valgt at viske tavlen ren i de år, hvor amerikaneren vandt. Armstrongs navn har fået en fed streg over sig, og der står ikke nogen vinder på listen i de syv udgaver.

Tour de France-udgaven i 1999 skulle have været starten på en ny tid med nye stjerner efter skandaleudgaven i 1998, hvor den systematiske doping blev gravet frem dag efter dag.

Og der kom en ny stjerne. Men han endte med at være med til at splitte en verden af cykelfans. Der var dem, som naivt så med og lod sig begejstre, og så var der dem, der ikke havde glemt skandaleåret 12 måneder før i 1998.

Med billeder, videoer og beretninger kigger vi nærmere på den juli-måned, hvor texaneren Lance Armstrong kom ind på den store scene.

De største favoritter var væk


- og ingen kendte til Armstrong



Den tunge skygge fra Festina-skandalen, hvor mange af verdens bedste cykelryttere blev taget i systematisk doping, hang stadig over Tour de France-feltet et år efter, at den fandt sted.

Journalisternes spørgsmål var rettet mod doping, arrangørerne påpegede, at man havde strammet op omkring prøverne, og det var også stadig et stort emne blandt rytterne. Det husker Bo Hamburger, der var en af tre danskere til start, og som senere selv indrømmede brug af doping i størstedelen af karrieren.

- Man tænkte over, hvordan det franske politi ville tackle situationen, efter hvordan de havde håndteret det i 1998. Det var en forfærdelig oplevelse året før, siger han.

- Rytterne var også blevet mere påpasselige med, hvad man sagde og gjorde efter 1998, forklarer Bo Hamburger.

Den nuværende fodboldkommentator hos Discovery Peter Piil arbejdede dengang for DR Sporten, og han dækkede Tour de France for radioen.

- 1998 var skandaleåret, og derfor var man meget opsat på, at nu skulle tavlen viskes ren. Derfor var det også meget positivt for løbet, at flere af de store navne fra skandaleåret ikke var til start. Der var mulighed for en ny start med nye profiler, siger han.

Herover: TV-Avis-indslag fra tour-start i 1999, hvor løbsdirektør Jean-Marie Leblanc gør status.

Marco Pantani og Jan Ullrich var sluttet som henholdsvist et og to i klassementet året forinden, men ingen af dem var med i 1999. Sidstnævnte havde knæproblemer, mens Pantani var blevet testet positiv i Giro d'Italia halvanden måned inden.

Det åbnede op for andre til at tage den samlede sejr. Navne som Alex Zülle og Richard Virenque, der var indblandet i Festina-skandalen 12 måneder tidligere, blev nævnt.

Men ingen pegede rigtig på Lance Armstrong, som havde været ude i en lang periode med en alvorlig kræftsygdom.

- Han var jo lige kommet tilbage, og man vidste ikke rigtig, hvad han kunne i Tour de France, forklarer Bo Hamburger.

Peter Piil havde godt lagt mærke til, at Lance Armstrong var blevet nummer fire i Vueltaen i det forgangne år, men derfra og så til at være med helt fremme i Touren var alligevel lidt for urealistisk.

- Det var der ikke rigtig nogen, som regnede med på forhånd, selvom man gik ind til løbet med en fornemmelse af, at det var ret åbent.

Allerede efter prologen var en amerikaner i den gule førertrøje – navnet var selvfølgelig Lance Armstrong.

Magtdemonstration i bjergene


Lance Armstrong brugte den første halvdel af løbet på et vise sin eminente styrke på enkeltstartscyklen, men det store spørgsmål var, hvad kunne han i bjergene?

Fordi selvom han havde vist glimt af sin styrke i de unge dage af karrieren, så havde han aldrig vist, at han kunne slå de største på de helt store bjergetaper. Men nu fik han muligheden på den første store Alpe-etape.

Stigningerne Col du Galibier, hvor Marco Pantani nedlagde Jan Ullrich året forinden, samt Sestriere, hvor Bjarne Riis grundlagde sin Tour-sejr tre år forinden, skulle besejres.

Og det gjorde han så.

Som daværende DR-journalist Dennis Ritter speaker i videoindslaget, så var Tour de France formentlig allerede ovre der. Armstrong førte den samlede stilling med mere end seks minutter, og ingen var på niveau med ham.

- Han kunne have vundet Tour de France med 20 minutter det år. Det er jeg ikke i tvivl om, siger Peter Piil.

Men den suveræne kørsel betød, at man begyndte at puste til gløderne omkring doping. Hvordan kunne det være, at en mand kunne komme så meget ud af det blå og pludselig være den bedste midt i en dopingtid?

Den anerkendte franske sportsavis skrev blandt andet, at Armstrong virkede til at være fra en anden planet.

Blev han testet positiv?


Og det blev faktisk ikke bare ved snakken omkring Armstrong og doping. Allerede tidligt i løbet begynder der nemlig at gå rygter om, at der er en rytter, som har aflevet en dopingprøve med spor af det forbudte stof kortison.

Lance Armstrongs navn bliver nævnt, og det gør Bo Hamburgers faktisk også.

- Jeg kan godt huske, at de nævnte nogle navne. Det var et frustationsmoment, fordi efter 1998 var der et meget spændt forhold til medierne. Det er en mega svær balancegang. Man havde en mærkelig retfærdighedsfølelse.

- Det konflikter med hinanden. Man følte, man gjorde noget galt, men det følte man også, at de andre gjorde. Men jeg havde det sådan, at jeg i det mindste måtte stå op for medierne og forklare mig.

Og det gjorde han. Bo Hamburgers forklaring var, at hvis det var ham, så var det en medicin, han havde fået lov til at bruge. Det var nemlig sådan, at kortison var forbudt, medmindre man havde fået en særlig tilladelse.

Men det var ikke Bo Hamburgers dopingtest. Det var Lance Armstrongs. Det, der sker, efter amerikaneren får det at vide, er kun bekræftet fra en side af historien, men det er en af de mørkere skygger over cykelsporten og måske sport generelt.

Da Armstrong i 2013 selv tilstod sit dopingforbrug, sagde han samtidig, at UCI holdt hånden over amerikaneren i 1999. I stedet for at dømme ham lovede de at dække for historien, hvis han og holdet bare kunne finde en grund til, at han havde brugt kortison.

Den daværende UCI-præsident Hein Verbruggen har tidligere nægtet, at den historie er sand, men mange pile peger mod, at det var det, der foregik.

- Når ser man tilbage i tiden, så havde UCI og cykelsporten ikke brug for en ny skandale. De tænkte bare, at det er en så lille sag, så den kan de lynhurtigt få lagt et låg på, forklarer Peter Piil.

Og det fik de. Lance Armstrong og U.S. Postal sætter sig ned og søger efter noget, der indeholder kortison, som er logisk. Det bliver creme for et siddesår.

Kortison-stormen lægger sig, og Lance Armstrong kører til Paris iført den gule førertrøje for første gang i karrieren. Men det er ikke kun som vinder af løbet, at han ankommer til den franske millionby.

Det er også som den nye chef og stjerne i feltet.

- Han ændrede cykelsporten, fordi tidligere havde der været fuld tilgængelighed for pressen. Men der blev pludselig lukket af. Han var den første, der havde bodyguards på, siger Peter Piil.

- Han var ikke cykelsportens første store stjerne, fordi dem havde der historisk set været mange af før. Men han var den første rockstjerne, forklarer han.

Bo Hamburger kørte en del mod Lance Armstrong i amerikanerens helt unge dage, hvor han havde et godt forhold til ham. Texaneren efterlod et meget positivt indtryk, men i 1999 var situationen en helt anden.

- Han har hele tiden været den der vindertype, men jeg synes måske, at han virkede noget mere arrogant. Han virkede underlig og reserveret. Han snakkede kun med sine holdkammerater. Det var mærkeligt, at han pludselig var forandret, forklarer Bo Hamburger.

Reserveret eller ej, så er Lance Armstrong vinder af Tour de France 1999, og sejren var aldrig i fare. Bortset fra en sejr på den sidste enkeltstart, så holder amerikaneren bare kontrollen den sidste halvanden uge af løbet.

Han kunne formentlig godt have vundet flere etapesejre, men følger blot konkurrenternes angreb.

- Jeg tænkte, at han kan vinde det her løb i syv år i træk. Han var så dominerende, siger Peter Piil.

- Men det tænkte jeg også, da Jan Ullrich vandt i 1997. Så jeg glædede mig til at se året efter, hvis Ullrich var der. Duellen mellem de to. Fordi det var lidt en billig baggrund, at Armstrong vandt på i 1999, forklarer han.

Det bliver til mange spændende opgør med Jan Ullrich de kommende år, men som bekendt forlader amerikaneren cykelsporten med syv Tour de France-titler.

Dem har han dog på papiret ikke længere. I forbindelse med afsløringerne om Armstrongs dopingbrug vælger man at fratage ham alle titler uden at kåre en ny vinder.

De syv års Tour de France fra 1999 til 2005 står derfor helt uden en vinder. Bo Hamburger er ikke vild med ideen.

- Hvem skal vi så bibeholde på listen? Armstrong var en fusker og måske endda en lille smule værre end andre, men jeg synes, at det er noget mærkeligt noget, at han er blevet slettet, siger Bo Hamburger.

Lance Armstrong blev også helt udelukket fra sporten af UCI og udpeget som den ultimative syndebuk for dopingproblemerne.

- Man sletter navnet og tror, at man glemmer, hvad der skete. Men det gør man jo bare ikke, siger Bo Hamburger.

Credit


Tekst: Frederik Palle


Grafik: Vibeke Kjær Lund


Foto: Scanpix