Emilie mistede sig selv efter tragisk ulykke: 'Bølgerne reddede mig'

En bilulykke knuste Emilie Uttrups fremtid i ridesporten og skubbede hende ud i en krise. Surfing blev vejen tilbage til livet. Her fortæller hun sin historie.

Emilie mistede sig selv efter tragisk ulykke: 'Bølgerne reddede mig'

En bilulykke knuste Emilie Uttrups fremtid i ridesporten og skubbede hende ud i en krise. Surfing blev vejen tilbage til livet. Her fortæller hun sin historie.

Scroll for at læse

Oktober 2009. Emilie Uttrup befinder sig på et landsbyhospital i Kina

- Jeg vågner og får øje på to kinesiske sygeplejere i hjørnet af rummet. Mit hoved føles tungt. En af sygeplejerskerne ser, at jeg åbner øjnene, og løber hen for at sætte en telefon ved mit øre.

Det er min far.

"Emilie?! Emilie?! Hvad er der sket!?"

"Jeg tror, jeg er faldet ned fra en hest," svarer jeg.

Jeg kigger ned ad mig selv. Der er blod over det hele, jeg har rifter og ledninger alle steder. Så får jeg et flashback til at være ude at køre.

"Nej far, jeg har været i en bilulykke."

Og så bliver alt sort.

I 2009 er Emilie Uttrup 19 år. Heste er hele hendes liv. Hun har redet, siden hun var seks år, og hun både konkurrerer og underviser i ridning. Drømmen er at kunne leve af sin passion.


Navn: Emilie Uttrup
Født: Den 16. september, 1989 (30 år)
Bopæl: Ericeira, Portugal
Uddannelse: Cand.merc marketing og business
Job: Digital marketing manager

- Da jeg vågner igen, får jeg at vide, at jeg er på et landsbyhospital i Kina og skal med en ambulance til det store universitetshospital i Dalian.

"Hvad med mr. Lin, min chef fra ridecentret? Hvad er der sket med ham? Og de andre?" spørger jeg.

Ingen svarer.

De vil heller ikke sige, hvad der er sket med mig. Jeg får en ubehagelig følelse i maven.

Hvis jeg nogensinde kommer til at kunne gå igen, vil jeg lære at surfe, tænker jeg.

Lægerne kører mig ind i en elevator for at få mig ned til ambulancen. I elevatoren dækker et spejl hele loftet, og jeg ser mig selv rigtigt for første gang, siden jeg vågnede på hospitalet.

Dér går det op for mig, hvor slem ulykken har været.

Emilie Uttrup går i 3.g, da hun bliver ringet op og tilbudt et job i Kina. Hun skal ride heste importeret fra Europa og uddanne de lokale i at passe og håndtere hestene. Emilie Uttrup siger ja til jobbet og rejser alene til Kina efter sin studentereksamen. Som bare 19-årig er hendes livs drøm ved at gå i opfyldelse.

- Jeg kan ikke kende pigen, jeg ser i spejlet.

Jeg har flækket øjenbryn, sting i ansigtet og i hovedbunden, som er fyldt med skaldede pletter, hvor de har barberet mit hår af. Plastre over det hele. Mine øjenomgivelser er helt sorte. Det samme er mit bryst og skulderen, hvor sikkerhedsselen har siddet.

Da jeg kommer ind i ambulancen, melder smerten sig, og jeg skriger den næste time.

Seks uger inde i sit nye liv i Kina inviterer to samarbejdspartnere Emilie Uttrup og hendes chef rundt i nærområdet for at finde et nyt ridecenter. De kører i samme bil op ad bjergenes smalle veje med skarpe sving. Emilie Uttrup tager sin sele på. Chaufføren er den eneste af de andre, der gør det samme.

Pludselig kommer en motorcykel til syne i et hårnålesving. Men det er for sent at sætte farten ned eller køre udenom. På universitetshospitalet får Emilie Uttrup at vide, at hun og chaufføren er de eneste overlevende. Hendes chef, hvis familie og børn hun kender - som hun har spist med, talt med – er gået bort.

- Lige dér vælter hele min verden, siger Emilie Uttrup.

November 2009, Danmark: 'Jeg vil ikke mere'

En måned efter ulykken er Emilie Uttrup til en sidste sundhedsundersøgelse hjemme i Silkeborg. Lægen siger, at alt ser ok ud, men at rytteren skal tage den med ro.

Nu kan Emilie Uttrup endelig se fremad. Hun sletter alle beviser fra rejsen på sin computer. Kina skal pakkes væk og glemmes, så alt kan blive, som før hun tog afsted. Nu skal hun bare fokusere på sit mål. Den drøm, hun har haft, siden hun var seks år – at blive professionel springrytter.

Og allerede efter to måneder rider Emilie Uttrup stævner igen. Men noget er galt.

- Jeg har mistet lysten fuldstændigt. Det hele føles som en pligt, der skal overstås. Jeg er rastløs og vil ud i verden. Der er så mange ting, jeg pludselig skal nå at opleve.

Rytteren må tage en beslutning. Hun kører hjem til sine forældre og fortæller, at hun er nødt til at sælge hestene. Fortæller, at den drøm, hun har haft hele sit liv, nu nærmere føles som et mareridt.

Et halvt år senere spadserer Emilie Uttrup gennem Strøget i Odense på vej hjem til en veninde. Butikkerne forsvinder bag den tidligere rytter, indtil hendes øjne låser sig fast på et skilt, og benene stopper op.

Kilroy står der. Hun mærker et sus i maven, og den impulsive tanke på hospitalet i Kina dukker op igen:

Hvis jeg nogensinde kommer til at kunne gå igen, vil jeg lære at surfe.

"Kan jeg hjælpe dig med noget?"

En fyr fra butikken vækker Emilie Uttrup fra dagdrømmeriet.

"Øh, ja."

Halvanden time senere går hun derfra med en one way ticket til Australien.

September 2010: 'Jeg er virkelig dårlig til at surfe'

Siddepladserne ryster en smule, da flyet letter fra Københavns Lufthavn. Emilie Uttrup sidder bagerst i maskinen og kan ikke holde op med at græde. Angsten for at rejse igen efter Kina rammer hende hårdt, og nu er hun på vej til Australien, hvor hun skal være et år.

En gymnasieveninde er taget med hende, og i Sydney får de et job i en isbutik. Opsatte på at få råd til et surf-kursus skraber de alle de penge sammen, de kan, over det næste stykke tid, indtil de endelig har nok til at tage afsted.

- Jeg er virkelig dårlig til at surfe, men er opsat på at lære det. Jeg mærker følelsen af at have et mål igen. Og lige dér, på et surfbræt i Australien, genfinder jeg glæden ved livet.

Emilie Uttrup bruger sin første løn på en våddragt og et surfbræt. Da hun er tilbage i Danmark et år senere, surfer hun ved Klitmøller, og under sin bachelor tager hun tilbage til Australien og surfer i ni måneder. Men det er ikke nok.

Hun vil læse sin kandidat med udsigt til Europas bedste surf-bølger og rejser til Portugal - og bliver.

April 2015: 'Drømme kan ændre sig, og det er okay'

Emilie Uttrup ved, at der snart bliver afholdt en dansk surf-konkurrence. Hun ser egentlig ikke surfing som en konkurrencesport, men udfordringen frister hende. Her vil hun virkelig kunne lære noget af de andre.

Spændt og nervøs tropper hun op til stævnet. Og forlader det efter afslutningen undrende.

Amatørsurferen endte i top fem.

Og stævnet, Emilie Uttrup har deltaget i for sjov, ender med at ændre hendes liv.

To måneder senere ringer telefonen i den portugisiske lejlighed. Det er formanden for Dansk Surf og Rafting Forbund. Han har set Emilie Uttrup surfe og vil høre, om hun vil repræsentere Danmark til EM i Marokko.

- At ende på landsholdet er for vildt. Jeg er stadig ydmyg, fordi jeg ved, hvor højt et niveau jeg kæmper imod, men jeg vil inspirere andre danske unge og vise, at det kan lade sig gøre.

Surf-karriere
Disciplin: Woman shortboard
2016: Bedste dansker ved Lake Pibe Master, Klitmøller
2017: Nummer tre i den regionale tour i Portugal
VM: Costa Rica 2016 og Frankrig 2017
EM: Marokko 2015, Norge 2017 og Portugal 2019

Siden har Emilie Uttrup haft fast plads på landsholdet. I Portugal surfer hun med den danske landsholdstræner, der er bosat i samme by, og lige nu forbereder de sig til Emilie Uttrups tredje VM.

Hvornår det afholdes vides ikke endnu, men landsholdssurferen er ikke i tvivl om, at det bliver stort.

- Det bliver det største VM for mig, fordi det er kvalifikation til OL i 2021. Så jeg kommer til at konkurrere mod de bedste af de bedste, fordi de alle vil have en OL-plads. Det bliver en kæmpe drøm, der går i opfyldelse, siger hun.


Den danske landsholdssurfer, der for ti år siden troede, hun sagde farvel til alt det, livet skulle handle om, har fundet en ny passion. Og selvom ulykken altid vil sidde i Emilie Uttrup, nægter hun at lade den stoppe hende i at jagte nye mål.

- Drømme kan ændre sig, og det er okay. Det har taget mig mange år at acceptere, men i dag kan jeg sige, at jeg har fundet dem i surfing.

Credit


Tekst og interview: Nikita Pelch

Video og foto: Pedro Mestre, Thomas Van Malderen, Mentawai Surfcamp, Octavio Benetti Scholz og privatfotos

Grafik: Maria Eriksen Volthers

Redaktør: Ulrik Andersen