Forskernes drømmeatleter er frankenstein-kreationer bygget til rekorder

Usain Bolt med vokseværk og Michael Phelps med hypermobile knæ er på ønskelisten, hvis idrætsforskerne selv kunne sammensætte topatleterne.

Forskernes drømmeatleter er frankenstein-kreationer bygget til rekorder

Usain Bolt med vokseværk og Michael Phelps med hypermobile knæ er på ønskelisten, hvis idrætsforskerne selv kunne sammensætte topatleterne.

  • 27. nov. 2018
Scroll for at læse


En velstøbt fysik er afgørende for atleternes evner til at slå verdensrekorder. Derfor har idrætsforskerne også klare ideer om, hvordan selv de største atleter kunne blive endnu bedre. I samarbejde med idrætsfysiolog Jesper Løvind Andersen, præstationsfysiolog Peter Møller Christensen og svømme-forsker Per-Ludvik Kjendlie har vi skabt videnskabens bud på de optimale atletkroppe. Bevæg dig ned i artiklen og se, hvordan forskerne ville ændre verdensrekordholderne i marathon, 100 meterløb, svømning og vægtløftning.

Gennem tiderne har der været 100 meter-løbere med meget forskellig kropssammensætning, men den ideelle 100 meter-løber bør være høj og muskuløs med en stor procentdel af hurtige eksplosive muskelfibre i benmusklerne. Den muskelkraft, der er nødvendig i spurter kommer fra for- og baglårsmusklerne samt ballerne, mens lægmusklen er mindre afgørende. Det kommer tydeligt til udtryk hos de bedste sprintere, som alle har meget muskuløse lår og baller, men relativt tynde lægmuskler. Usain Bolts styrke er blandt andet hans højde, der gør, at han kan tage væsentligt længere skridt end en lavere sprinter og således skal bruge færre skridt på de 100 meter.


1. 15 centimeter højere
Selvom Usain Bolt er den højeste OL-guldvinder i 100 meter-løb nogensinde, kunne han være hurtigere, hvis han fik længere ben og dermed kunne tage længere skridt. Det kræver dog, at han stadig kan opretholde den høje skridtfrekvens, og at han ikke taber for meget i starten. Verden venter på en sprinter med Usain Bolts fysiske egenskaber, men som er 210 centimeter.

2. Større muskler
Muskelkraften er afgørende for, at sprinterne kan opnå deres tophastighed hurtigst muligt og bibeholde den gennem løbet. Derfor ville større muskler på Bolts ben gøre ham hurtigere, så længe muskelstørrelsen ikke begrænser hans bevægelser.

3. Flere eksplosive muskelfibre
Der findes ingen officielle tal for Bolts muskelfibersammensætning, men da mængden af eksplosive muskelfibre er altafgørende for succes på de korte distancer, ville en muskelfibersammensætning med endnu flere eksplosive muskelfibre give ham mulighed for at få højere muskelkraft og øget skridtfrekvens.

Den kvindelige verdensrekordindehaver på marathon, Paula Radcliffe, er ikke den typiske marathon-atlet, da sporten primært domineres af østafrikanere. Men hendes kropstype med tynde, lange ben kendetegner de træk, som gør en person til en god marathonløber. Hun er dog noget højere, end de andre verdensstjerner i marathonløb, hvilket følger den generelle udvikling. En marathonløber har særligt brug for at have velfungerende indre organer, der kan pumpe iltholdigt blod rundt i kroppen.

1. Lavere fedtprocent og færre muskler
Paula Radcliffe var ekstrem tynd, da hun løb konkurrencer. Men med endnu færre gram på kroppen kunne hun blive hurtigere. Det hjælper både at fjerne fedt og muskler, som ikke bliver brugt til at løbe med. Kvindelige marathonløbere har typisk en fedtprocent på 5-11 %. Normalen for kvinder ligger mellem 20-30 %.

2. Tyndere ben
Det er afgørende, at sænke energiforbruget under marathonløbet mest muligt. I den sammenhæng spiller benene en stor rolle, da de er den del af kroppen, der skal flyttes mest. Særligt underbenet skal derfor være let og tyndt, så det ikke giver for stor vindmodstand. Her kan Paula Radcliffes ben blive endnu tyndere.

3. Flere udholdende muskler
Marathonløb kræver ikke hurtige accelerationer, og derfor skal man ikke have eksplosive muskler. Så for at tilpasse Radcliffes krop endnu bedre skal hun have en sammensætning af muskler med flest mulige røde muskelfibre, der er de udholdende muskler. De kan nemlig blive ved med at arbejde time efter time.

Den stærkeste vægtløfter nogensinde kommer fra Georgien og har været med til at skubbe grænserne for, hvad der er menneskeligt muligt. Lasha Talakhadze deltager i den frie vægtklasse, der starter fra 105 kg. Han kan samlet løfte 474 kg i de to olympiske discipliner, og han kendetegner sin klasse med sin store højde og tyngde. Men der er muligheder for at gøre hans krop endnu bedre til vægtløftning.

1. 20 centimeter højere
De bedste vægtløftere i den tunge klasse er alle høje, og det er primært fordi en høj mand alt andet lige har mulighed for at have en større samlet muskelmasse. Så længe de øvrige proportionerne følger med, vil det også være en fordel for Lasha Talakhadze, hvis han var endnu højere.

2. 40 kg tungere
Når der ikke er vægtbegrænsning i den tungeste vægtklasse, vil en højere kropsvægt i samspil med en højere højde gøre, at løfterens samlede muskelmasse vil blive større. En større muskelmasse giver mulighed for at løfte flere kilo.

3. Kortere arme og ben
Hvis Talakhadze fik kortere lemmer, ville det betyde, at han ikke ville behøve at bevæge vægtstangen så langt. Det gælder om at minimere afstanden som vægten skal løftes fra jorden og op over hovedet. Korte arme er primært en større fordel, når stangen skal stødes op over hovedet.

Den amerikanske svømmer Michael Phelps er den mest vindende OL-atlet nogensinde. Hans 194 centimeter lange krop bliver brugt som standarden for den ideelle svømmekrop, fordi han er høj med korte ben og lang overkrop og lange arme. Hans vingefang måler 204 centimeter. De egenskaber giver ham en god flydeevne og fremdrift gennem vandet samt et kraftigt tag med armene, der er de kropsdele, som er vigtigst for fremdriften i vandet. Han har også store hænder og bruger størrelse 48 i sko, hvilket giver ham gode muligheder for at trække og sparke sig frem i vandet.

1. 10 centimeter højere
Svømmere bruger store dele af deres energi på at bryde vandet, og det skaber bølger. En stor krop skaber færre bølger og bryder vandet mere effektivt. Samtidig har højden en direkte effekt på, hvor langt svømmeren skal svømme, da kroppen har en længere rækkevidde og når bassinkanten tidligere. 10 centimeter mere i højden vil give Phelps en stor fordel.

2. Hypermobile knæ
Hypermobile knæ kan give problemer på landjorden, men i svømmebassinet giver de svømmeren lidt af en superkraft. Det gør nemlig, at atleten får en større fleksibilitet og kan sparke med benene som en delfin sparker med halen. Derfor kunne hypermobilitet give legenden et ekstra gear.

3. Større fødder og hænder
Phelps har allerede store fødder og hænder, men hvis man kunne gøre dem endnu større, vil det skabe mere fremdrift i vandet. Det virker lidt ligesom naturlige svømmefødder og finner.

Credit


Tekst: Niels Anton Heilskov


Grafik: Vibeke Kjær Lund


Paula Radcliffe, Peter Møller Christen, Fysiolog Team Danmark.

Usain Bolt og Lasha Talakhadze, Jesper Løvind Andersen, Seniorforsker ISMC, Bispebjerg Hospital.

Michael Phelps, Per-Ludvik Kjendlie, Forfatter til forskning om den ideelle svømmekrop og ansat ved Politihøgskolen i Norge.