Anders gennemførte ironman på Antarktis for at gøre op med fortiden: 'Ingen troede på mig'

Anders Hofman blev træt af at begrænse sig selv på baggrund af andres meninger og gjorde det umulige: Gennemførte den første ironman på Antarktis.

Anders gennemførte ironman på Antarktis for at gøre op med fortiden: 'Ingen troede på mig'

Anders Hofman blev træt af at begrænse sig selv på baggrund af andres meninger og gjorde det umulige: Gennemførte den første ironman på Antarktis.

Scroll for at læse

Nattehimlen er kulsort, og Anders Hofman kan kun se det is, pandelampen lyser op. Benene kører rundt på cyklens pedaler per automatik. Fokus er kun på ikke at skride i Antarktis' ubarmhjertige terræn.

Og så sker det igen. Han er ellers lige stoppet med at tælle, hvor mange gange han er faldet på cyklen. Men han styrter. Denne gang slår han knæet hårdt mod styret.

"Det var det," tænker han.

Den 30-årige triatlet er på vej igennem 180 kilometers cykling på en gletsjer. Forud er gået 3,9 kilometers svømning i isvand, og senere venter 42,2 kilometers løb i dyb sne. Han er ved at gennemføre en ironman på Antarktis – det, han har navngivet Iceman.

Anders Hofman ved, at hvis han holder pause nu, vil knæet blive koldt og ubrugeligt. Han sætter sig op på cyklen igen.

28 timer er gået uden søvn. Fødderne er følelsesløse efter knap fire kilometers svømning og sokkerne våde. Der er 60 kilometers cykling endnu, og han kører med en gennemsnitsfart på 5,4 kilometer i timen.

Anders Hofman er så langt ude, at tårerne begynder at trille. Han forestiller sig det næste scenarie: Ved næste vagtskifte vil hans bror komme tilbage, og Anders Hofman vil fortælle ham, at han ikke kan mere. Og så vil det hele være slut.

Men broren kommer ikke. Efter 30 minutter cykler Anders Hofman stadig frem og tilbage på gletsjeren, afventende.

Endelig står broren der, og Anders Hofman stopper op på cyklen. Ligesom han har forestillet sig.

"Jeg er knækket," siger han.

Som teenager drømte Anders Hofman om at blive fodboldspiller, men turde ikke følge drømmen. I starten af tyverne fik han så en ny drøm om at starte sin egen virksomhed. Men endte med at opgive det.

Begge drømme havde det til fælles, at når han havde delt dem med andre, havde ingen troet på ham – på, at det ville lykkedes. Så han lod være.

- Dem, der ikke troede på, at jeg kunne blive fodboldspiller eller starte min egen virksomhed uden en uddannelse, havde ikke selv prøvet at forfølge nogle af de ting. Alligevel lod jeg mig styre af, hvad de sagde. Jeg følte, at nogen havde en forestilling om, hvad der var muligt, og den pålagde de så mig, siger han.

Det blev Anders Hofmans drivkraft til at ville vise andre mennesker, at de skal gå efter deres drømme, lige meget hvad andre siger. At begrænsninger kun er vores egne eller andres opfattelser af, hvad der er muligt.

Nu skulle han bare finde på noget så skørt, at ingen havde gjort det før eller ville tro på, at han kunne.

Amatørtriatleten ville gennemføre en Iceman.

To år senere sejler et team på ti mænd med 500 kilo bagage, to cykler og skiudstyr ud syd fra Kap Horn i Sydamerika. De næste fire dage skal de bruge på at krydse Drake Passage og ende på verdens koldeste kontinent.

Tre ud af de fire dage på båden ligger Anders Hofman og kaster op. Løbet er ikke engang begyndt, da han finder ud af, at han ret nemt bliver søsyg.

- Jeg går ikke på toilettet i 24 timer, da jeg bliver dårlig, hver gang jeg står op. I alt for lang tid frygter jeg, at det vil resultere i en blærebetændelse. Ikke den bedste start.

Anders Hofman beslutter sig for at sejle svømmeruten med de andre i en gummibåd for at få et overblik, inden han skal svømme de fire kilometer hjem. Mændenes pandelamper er det eneste lys i mørket, men Anders Hofman kan fornemme, at han kommer til at svømme imod strømmen.

Han sidder i en våddragt i minusgrader, mens den iskolde vind river ham i ansigtet. Turen tager 20 minutter i båd, så Anders Hofman har god tid til at tænke over, hvor dårlig en idé han er kommet på.

Det er første gang, han skal svømme hele distancen i isvand. Og det er nu.

Anders Hofman hopper i. Det første, han mærker, er chokket af kulden. Vandet føles som små lussinger på kinderne, men kroppen begynder at svømme. Vandet skvulper konstant ind i hovedet og ind i munden.

Han ved, at saltindholdet er højt, men tankerne er slået fra, indtil han efter 700 meter bliver så dårlig, at han begynder at kaste op.

- Jeg ser stjerner og er allerede rigtig presset. Jeg tænker bare: "Hvad er det, jeg har gang i?"

Efter tyve minutter er kulden nået igennem våddragten, og efter 1.500 meter fryser duggen på indersiden af dykkermasken til.

Pludselig hører han en fløjten i den modsatte retning. Han er kommet til at vende sig 180 grader og svømmer den forkerte vej, så teamet må guide ham tilbage på ruten. Efter 2.000 meter går han i en form for trance kun afbrudt af adrenalinkicks, når han fornemmer noget svømme under ham.

"Var det en søleopard, der kan slå mig ihjel på stedet? Eller var det bare havbunden?" tænker han.

Midt i trancen kan han pludselig ane land ude i horisonten.

"Shit! Jeg er her."

Anders Hofman har svømmet ét minut hurtigere end sin ironman i København fire år tidligere med en tid på 1:10:49. Da han kommer på land, kan han ikke mærke sine fødder, ansigt eller hænder.

- Min krop føles paralyseret, og min vejrtrækning er unaturlig. Jeg kan ikke fatte, at jeg har klaret svømningen. Det har været den største udfordring i mit hoved, så at jeg nu har klaret den del føles ekstremt.

Det tager Anders Hofman 30 minutter at skifte fra våddragt til cykeldragt, fordi han ikke kan mærke sine lemmer. Gletsjeren, han skal cykle op ad, er fire kilometer lang og 241 i højdemeter.

I overgangen til cyklen skal han gå 300 meter op ad en gletsjer. Vejrforholdene er perfekte. Så perfekte, at en tåre triller ned ad Anders Hofmans kind. Han havde klaret den umulige svømmetur, og isen er frossen nok til, at han kan cykle på den. Resten af løbet skal nok køre derudaf.

Men på toppen af gletsjeren venter virkeligheden. Plusgraderne smelter sneen, så den bliver som slushice at køre i, og han kommer nærmest ingen vegne.

Da Anders Hofman har været i gang i fire timer, har han cyklet ti kilometer med 170 tilbage. Teamet har brugt fire dage på at forberede loopet, men det står mere og mere klart for triatleten, at han ikke kan fortsætte her. De er nødt til at finde på en plan b.

Længere nede på gletsjeren begynder teamet at fjerne 30 centimeter sne for at skabe en ny rute. Natten begynder at sluge lyset, og pandelampen bliver tændt. Resten af cykelløbet foregår på en 200 meter lang og glat bane, Anders Hofman skal køre frem og tilbage på.

Det er her, han opgiver at tælle sine styrt. Og hvor han et døgn senere går sin bror i møde for at sige, at han ikke kan mere:

"Jeg er knækket."

Men Anders Hofmans protest mødes af stilhed. Broren siger ingenting, så han er nødt til selv at svare.

"Men jeg kan ikke give op."

- Jeg bliver opmærksom på, hvad det er, jeg siger højt. Det går op for mig, at det netop er det her moment, hele projektet handler om. Jeg havde bare aldrig troet, at jeg skulle så langt ud. Det er nu, jeg skal bryde igennem mine egne begrænsninger.

Scenariet vender 180 grader, og Anders Hofman fortsætter. Kører og smiler, selvom tårerne løber ned ad ansigtet. Da der er 50 kilometer igen, vender han tilbage til den oprindelige location.

- Dér føler jeg, at universet er med mig. Solen kommer frem, og det er, som om jeg er sluppet ud af et tætpakket rum, hvor der ikke var mere ilt tilbage. Der siger jeg til mig selv: "Okay, det var mit ultimative low, og det efterlader jeg der. Mit ultimative high venter oppe på gletsjeren, hvor jeg gør det færdigt."

Vejrforholdene er de bedste indtil videre. Underlaget er fast, og Anders Hofman kan cykle op mod 15 kilometer i timen.

Han mærker blæsten. Fanger sig selv i at lukke øjnene, mens han kører, og bliver pludselig i tvivl om, hvor længe, han har holdt dem lukket. Han er nødt til at få sovet. I teltet tager han en 30 minutters lur, inden han cykler videre og når i mål på cyklen i tiden 33:27:37.

Anders Hofman kæmper mod sin egen krop, der er nået langt over smertegrænsen. Han skal skifte tøj i en snehule, som teamet har bygget under gletsjeren, men alt hans løbetøj er vådt, så han må låne alt fra sokker til bukser af de andre. Da han tager det første skridt på løberuten, når sneen til hans knæ.

"Det mener du simpelthen ikke!" udbryder Anders Hofman.

- Det føles som om, udfordringerne ingen ende vil tage. At det aldrig vil slutte. Jeg er ligeglad med, om jeg skal gå eller løbe de 42,2 km. Det er bare overlevelse herfra, siger han.

Triatleten har kæmpet sig igennem ti kilometer sne på to timer, da smerterne fra knæet, han flere gange slog ned i isen på cykelruten, tvinger ham til at gå.

Natten nærmer sig igen. I mørket udvikler blæsten sig til en farefuld storm med et vindstød på 80 kilometer i timen, og Anders Hofman kan ikke se mere end fem meter frem. Den er halv to om natten. Der er gået 44 timer, da han begynder at blive svimmel, og teamet beslutter at tage en tre timers pause.

Uden for teltene tager stormen til med et vindstød på 150 kilometer i timen, og sneen begynder at bygge sig op på siden af teltene.

- Det føles som at sidde i en tørretumbler, så meget stormen har fat i teltet. Jeg kan mærke, at jeg ikke kan bøje mine ben, og jeg tænker: "Det er simpelthen løgn, jeg mangler 20 kilometer løb!"

Tidlig morgen på tredjedagen bliver Anders Hofman vækket af sin bror. De har været fanget i teltene i 27 timer, før stormen endelig stilner af.

"Det er nu."

Da de kravler ud, er der ikke en eneste vind.

- Det føles som en stor joke fra Antarktis side af. Vi har været så mange voldsomme ting igennem, og så slutter det hele med den smukkeste solopgang.

Som det eneste under hele Iceman forløber afslutningen som planlagt, og Anders Hofman gennemfører de sidste 20 kilometer på lidt over to timer.

Efter 73 timers frysende helvede løber han grædende forbi det sidste punkt en smuk og klar morgen. Ingen målstreg, ingen familie til at tage imod ham. Til gengæld står syv udkørte mænd, der har hjulpet ham igennem verdens første Iceman.

- Der ligger jeg på isen og indser, at det var det. Men mange af de mål, vi har i livet, har ingen visuel målstreg. Det vigtige er at turde tage rejsen og fokusere på ét skridt ad gangen. For mit vedkommende endte det på en gletsjer på Antarktis i en smuk solopgang.