Konen styrede omgangene, sønnen var på drejetelefonen: Jens kørte til Frankrig og blev første dansker i Le Mans

Dyk med ned i Jens Winthers scrapbøger, og hør fortællinger fra den første dansker i det legendariske 24-timers løb på Le Mans.

Konen styrede omgangene, sønnen var på drejetelefonen: Jens kørte til Frankrig og blev første dansker i Le Mans

Dyk med ned i Jens Winthers scrapbøger, og hør fortællinger fra den første dansker i det legendariske 24-timers løb på Le Mans.

Scroll for at læse

For mange danskere klinger Le Mans nok mest på navne som Jan Magnussen og Tom Kristensen. Men første skridt mod at gøre Le Mans til dansk kæledægge blev taget for mere end 30 år siden, da 44-årige Jens Winther i 1983 debuterede som første dansker i det legendariske franske racerløb.

Allerede som 13-årige havde Jens Winther fart i blodet og grundlagde sin motorsportskareirre i en grusgrav lidt uden for Roskilde. Senere blev grusgraven til racerbanen Roskilde Ring, og 13-årige Jens Winther blev til en af dansk motorsports helt store navne.

Jens Winther Født 25 december 1938 (82 år) i Roskilde

Le Mans-deltagelser

1983: Prins Leopold, Angelo Pallavicini og Jens Winther (Udgår efter 160 omgange)

1984: David Mercer, Lars-Viggo Jensen og Jens Winther (Udgår efter 96 omgange)

1985: David Mercer, Margie Smith-Haas og Jens Winther (Udgår efter 141 omgange)

1986: David Mercer, Lars-Viggo Jensen og Jens Winther (Samlet nummer 11 – Nummer 2 i C2-klassen)

Roskilde Ring er for længst blevet nedlagt, men Jens Winther lever i bedste velgående. Det samme gør alle historierne fra en lang karriere i motorsport. Sirligt er billeder, avisudklip og andre minder gemt i meter efter meter af scrapbøger.

Sammen med Jens Winther dykker vi ned i scrapbøgerne og finder de gode historier fra fire år på Le Mans, hvor klapsammenmadder og et klap på skulderen gik hånd i hånd.

- Åhh, vores elskede bus, lyder det prompte fra Jens Winther da siden i scrapbogen bliver vendt og et billede af den rød hvide bus med det grønne tag dukker op.

- Når vi kørte, var vi vores søn, en mekaniker, min kone og jeg selv. Det var jo lækkert, at vi kunne bo foran, og så have raceren bagi. Så kunne vi skiftes til at køre, og på skift nappe en lur på sofaen. Men jeg kan dæleme love dig for, at der er langt til Le Mans, når du triller med 80 i timen.

En hurtig søgning på telefonen viser 1400 kilometer – sådan cirka, men hvad gør det, når eneste udgifter er til mad og dieselolie. Og så havde man jo tilmed bopælen med på hjul helt ind på Le Mans område.

- De var bare så gode ved os på Le Mans. Vi var jo det mindste af alle teams, og de havde måske lidt medfølelse med os. De tre år vi var dernede, blev vi placeret det samme sted, fordi der var en væg, som lige akkurat passede med, at vi kunne smide en presenning op og lave en lukket garage.

Og uden at gisne for meget om budgettet hos de andre teams, kan Winther – efter en kort tænkepause – da også sætte lidt billeder på forskellen mellem dem og os.

- Vi brugte måske lige så mange penge på en hel uge, som de andre brugte om dagen. De havde jo 6-7 mekanikere, dobbeltværelse på hotellet og mad på restaurant. Vi gik jo bare ind i bussen og smurte et stykke med leverpostej og surt, fortæller Winther med et smil på læben så man får fornemmelsen af, at det hele måske trods alt var nogenlunde, som roskildenseren gerne ville have det.

Som det så ofte er med hold med små budgetter, må man finde fordelene andre steder. I Team-Winther betød det, at alle mand hjalp til, også med de mere kuriøse opgaver.

Under Le Mans i begyndelsen af firserne var der ikke radiokontakt mellem bil og pit, og da det samtidigt ikke var tilladt at signalere til bilen, når den kørte forbi pitten, måtte der tænkes kreativt.

- Min søn stod for enden af Mulsanne-langsiden med et skilt og en drejetelefon. Inde i pitten sad min kone på en klapstol med en notesbog og holdt øje med omgangstiderne, og når det var tid til at få brændstof på bilen, så ringede hun ud til min søn og sagde; ’Frem med skiltet’, og når vi så kom kørende forbi, så blinkede vi med lygterne for at signalere, at vi havde set det.

- Men det hændte jo, at vi ikke så skiltet, så det havde min kone selvfølgelig taget højde for, for der var altid nogle omgange at løbe på, lyder det fra Winther, som ydermere bemærker om konens evner som teamchef.

- Hun var eddermame go’ til det.

Jens Winther har deltaget ved Le Mans fire gange. Første gang var i 1983, hvor han med sine egne ord bare skulle møde op med sin køredragt og sin styrthjelm, efter han var blevet ringet op af Prins Leopold og den schweiziske Porscheforhandler og racerkører Angelo Pallavicini, som begge havde bemærket at ham Jens Winther fra Danmark altid kom i mål.

At de så endte med at brænde bilen sammen og udgå klokken halv syv om morgenen var jo en streg i regningen, men Jens Winther havde fået smag for Le Mans og begyndte så småt at lede efter kørere til sit eget team – For Winther kunne bestemt gøre det bedre end prinsen og porscheforhandleren.

Men Winther tog dog vigtig erfaring med fra løbet i 1983. Frem til 1990 var Mulsanne-langsiden på Le Mans seks kilometer med fuld gas, og mod slutningen af langsiden kom den berømte Mulsanne Kink.

Et svagt højresving hvis du kører i en almindelig personbil, men et modbydeligt bekendtskab, når du kommer i en racer bil med speederen i bund og 300 kilometer i timen.

Men det var bare en nødvendighed, hvis man skulle have en chance for at køre hurtigt på Le Mans. I 1990 blev der etableret to chikaner på Mulsanne-langside for at sænke farten, da strækningen flere gange gennem årene havde været skueplads for alvorlige uheld.

Winther fortæller om Mulsanne Kink:


I 1984 var Team-Winther så klar på Le Mans, som det første danske team nogensinde. Med sig bag rattet havde Winther fået selskab af landsmanden Lars-Viggo Jensen og den britiske kendistandlæge David Mercer, som ifølge Winther havde en temmelig stor tandlægepraksis i London, hvor han ordnede bisserne på filmskuespillere og berømtheder. Og når man ser billeder af den engelske tandlæge fra Le Mans i 1984, så kan man ikke lade være med at skænke den amerikanske skuespiller Burt Reynolds en tanke

- Ja ja, det er fuldstændig rigtigt, lyder det da også fra Winther, da han bliver forholdt sammenligningen.

- Han var fandme en helt. Og vi grinte sådan af ham, for hver gang han skulle ordne noget på bilen, tog han altid handsker på, for han kunne jo ikke bruge hænderne, hvis de var sorte, griner Winther.

En side i Scrapbogen vendes, og et billede af Mercer dukker op. Tandlægen til venstre, Margie Smith-Haas i midten og Winther selv til højre.

- Det er dæleme et godt billede, ryger det ud af Winther.

Og selvom billedet er fra 1985, så kan Winther alligevel ikke lade være med at berette om en episode med Mercer fra Le Mans året før.

- Porsche havde en teamchef, som skulle dirigere hele slagets gang. Han stod og forklarede personalet i pitten, at den der hvide linje, det måtte de altså bare ikke gå ud bag ved, for der kommer bilerne bare drønende forbi. Nærmest i samme øjeblik træder han selv ud bag linjen, hvor vores bil kommer kørende. Porshechefen flyver hen over køleren og taget, rammer bagspoileren, flækker læben knækker en tand.

- Og det var jo David, som kørte bilen, så han var jo lige henne og hive fat i ham bagefter og sige, at han nok skulle ordne hans tand.

- Og da vi så ham igen noget tid efter, kunne vi ikke se, at tanden havde været flækket. Det havde David sgu lavet godt, griner Winther.

I de fire år Jens Winther kørte Le Mans, foregik det hver gang i en BMW. Det lå ligesom også lidt i kortene. Jens Winther har været bilforhandler i Roskilde siden begyndelsen af 1960’erne, og i 1966 blev han Danmarks første BMW-forhandler.

De mange timer i garagen op og ned ad det tyske bilmærke har da også gavnet Winther gennem store dele hans racerkarriere, som både har budt på rally, et dansk mesterskab i Formel 3 og altså fire deltagelser på Le Mans.

Og netop kendskabet til BMW var da også årsagen til, at han i 1984 kastede sig ud i at stable sit eget Le Mans-team på benene. Året før havde han kørt med Prins Leopold og Angelo Pallavicini. Dem som havde hentet Winther, fordi danskeren altid kom i mål. Det gjorde han bare ikke i 1983.

- Nej, vi gjorde sgu ej, flyver det ud af Winther, da snakken falder på Le Mans i 83

- Jeg havde jo kørt et par år i min egen BMW M1’er og vidste nøjagtig, hvor svaghederne var. Så da vi havde kørt ti timer, og var langt foran de andre sagde jeg til Leopold og Pallavicini; ’Slap nu af for fa’en’. De var jo ved at brænde motoren fuldstændig sammen. Men det havde de to sgu ikke tid til, og da klokken var halv syv om morgenen, var det slut. Så måtte vi pakke hele lortet sammen, og det var bare slet ikke nødvendigt. Og der tænkte jeg, at det kunne jeg sgu gøre bedre i min egen BMW M1'er.

Jens Winther kørte et enkelt år på Le Mans med sin egen M1’er, men det lille team blev ramt af uheld otte timer inde i 1984-udgaven af Le Mans. På 96. omgang gav forhjulslejet op.

- Det begyndte at vakle, og så var vi jo nødt til at stoppe. Det var jo livsfarligt, lyder det fra Winther siger, som måtte køre bilen i garagen.

- Sådan et hjulleje koster jo en formue, og skal du så have venstre eller højre med? Og hvad med baghjulene? som Winther siger, og så blev det danske team altså offer for det sparsommelige budget.

Men det er ikke kun på racerbanen, at BMW M1 har givet Jens Winther gode oplevelser. For i midten af firserne bliver Winther involveret i en affære, som omhandler den legendariske BMW-sportsvogn - som i øvrigt kun er blevet fabrikeret i 453 eksemplarer – og så den mindst lige så legendariske rejsekonge Simon Spies.

Spies havde i slutningen af 70’erne – med en smule hjælp fra Winther – købt en mørkeblå BMW M1 i Hamborg. Rejsekongen kunne dog ikke håndtere den livlige racerbil, så hans læge fik lov at køre i den. Da lægen døde i 1984, ringede Spies til Winther og tilbød ham at købe bilen. Og det tilbud kunne BMW-entusiasten ikke sige ned til.

Herunder kan du høre Jens Winter fortælle sin version af historien om Simon Spies’ BMW M1.

I 1985 havde Jens Winther egentlig besluttet, at han ikke ville køre Le Mans. Han havde kørt løbet to gange, men ville det år prøve noget andet. Og så var der jo også det der med pengene! For når man er et lille privatejet team fra Danmark, så koster det at køre Le Mans. Men i foråret 1985 bliver Jen Winther ringet op af en gammel bekendt, som siger, at han kender en, som gerne vil finansiere gildet.

Det er den amerikanske racerkvinde Margie Smith-Haas. Og hende kender Winther udmærket fra racerbanen, hvor de flere gange havde kørt som konkurrenter.

- Margie ringer til mig og spørger, om hun måtte køre med mig på Le Mans. Jeg svarer, at det må hun gerne, men at vi ikke har råd til at stille til start. Så beder hun mig regne ud, hvad det vil koste. Det gjorde jeg så og ringede tilbage til hende og sagde, at det blev så og så meget. Seks dage efter lå der en check, lyder det fra Winther, som altså nu var klar til sit tredje Le Mans på stribe.

Men i samtalen med Margie Smith-Haas sniger Winther også lige en slags klausul ind i aftalen. For motoren i Winthers bil må under ingen omstændigheder komme over 9.200 omdrejninger.

Så aftalen med Margie Smith-Haas og teamets sidste medlem, den britiske kendistandlæge David Mercer, som endnu engang var på holdkortet, lyder, at den, som kører bilen over 9.200 omdrejninger, skal betale en ny motor.

Og herfra lader vi Jens Winters fortælle resten af historien om Le Mans i 1985

- Vi var kommet godt i gang med løbet, natten havde ramt Le Mans og Margie sad bag rettet. Vi stod inde i pitten og vidste, at bilen skulle komme fordi hver gang stopuret sagde 3 minutter og 58 sekunder, og det sad min kone jo og holdt øje med.

- Men på et tidspunkt kom Margie ikke. Og der gik først fire minutter, og så fire et halvt. Og så pludselig kommer hun kørende langsomt ind i pitten, og 50 meter før vores vores pit, ville bilen ikke mere. Vi løb ned til hende og skubbede bilen op til os. Vi åbnede motorhjemlem og lyste med lygterne og kunne se, at der stort set ikke var et sted i motoren, hvor der ikke var hul.

- Så stak jeg hovedet ind i bilen og kiggede på omdrejningstælleren, og så stod den på 12.800. Og Margie sad jo inde i bilen med tårerne trillende ned ad kinderne og sagde, at hun havde ødelagt det hele, men jeg fortalte hende, at det skulle hun ikke tænke på. Hun havde gjort det så godt, hun kunne. Men det er dæleme barske løjer at begynde at pakke sammen kokken tre om natten.

- Efterfølgende sendte jeg motoren til reparation i München, og fik en regning på 35.000 D-mark (red. omkring 130.000 kroner), som jeg sendte til Margie. Seks dage efter lå checken der.

I år er det 34 år siden Jens Winther i 1986 kørte sit sidste 24-timers løb på Le Mans.

Og Winther sluttede med manér. For hvor det det foregående tre år ikke var lykkedes den danske racerkører at holde alle 24 timer, så blev 1986 året, hvor den første dansker gennemførte Le Mans. Med sig i bilen havde Winther Lars-Viggo Jensen og så selvfølgelig David Mercer.

Når der i weekenden køres Le Mans følger Jens Winther stadig med i, hvad der sker på den franske racerbane. I år bliver det måske endda med en ekstra tanke til Winthers egen deltagelser dengang i 80’erne.

For selvom scrapbøgerne gemmer på metervis af gode historier, så er det mere end 10 år siden, at Winther har haft bøgerne fremme.

- Mange af historierne havde jeg egentlig glemt, men når jeg bladrer i bøgerne, så kan jeg husker alle detaljerne, som var det i går, siger Winther, og tilføjer at han helst vil følge løbet på tv’et hjemme i stuen, for som han siger.

- Så kan jeg følge løbet på hele banen, og ikke bare kigge på et enkelt sving, som hvis jeg stod ned i Frankrig.

Credit