Lis Hartel blev en af Danmarks første verdensstjerner, selvom hun var på toppen af karrieren i en tid, hvor hverken internet eller farvefjernsyn var noget, der kunne dele budskabet om hendes triumfer.

Tilbage i 1952 rejste hun til OL i Helsinki for at konkurrere i skoleridning. For første gang havde kvinder lov at deltage. Naturligvis kunne kvinder konkurrere med mænd.

Det viste Lis Hartel, selvom hun havde været tæt på totalt lammet af polio.

I Finland blev hun hjulpet op på hesten og senere op på podiet, inden hun fik en heltemodtagelse på kajen i København, da skibet stævnede ind med Lis Hartel, hesten Jubilee og en sølvmedalje fra legene i Helsinki.

Triumfen blev fulgt op med endnu en sølvmedalje i 1956.

Lis Hartel nåede alverdens forsider med de imponerende præstationer, som kun kan beskrives med et enkelt ord: enestående.

Hun havde slået stort set hele feltet, der hidtil havde været domineret af rytterofficerer.

Men så kom Lis Hartel ridende og overrumplede enhver, trods hun bare otte år forinden havde været så syg, at hun hverken kunne kravle, gå eller spise selv.

Lis Hartel havde ikke bare rejst sig. Hun havde leveret et imponerende ridt foran hele den daværende verdenspresse inklusiv Gunnar ’Nu’ Hansen, der rapporterede hjem til Danmark gennem radioen.

Lis Hartel og Jubilee boede på en gård i Fredensborg, hvor der også var indrettet træningsfaciliteter, så andre ryttere kunne lære af Lis Hartel, der efter karrieren blev ridetræner for blandt andre Nils Haagensen, som også red sig til OL efter utallige træningstimer i ’balsalen’, som hun kaldte den store ridehal på gården.

Et sted, som også barnebarnet Nicole boede de sidste af Lis Hartels leveår, da den tidligere toprytter kæmpede med eftervirkningen fra en hjerneblødning.

I dag bor Nicole stadig på gården, som i hvert et hjørne vækker minder om hendes mormor. Det hele er ordentligt, pænt og organiseret. Selv Jubilees mindesten står nymalet under grantræet: Præcis som Lis Hartel ønskede det i hendes sidste ord, før hun døde i 2009.

Kun en enkelt ting på gården er ikke, som dengang Lis Hartel var her: Ridehallen bliver i dag brugt mere til spring, end dengang hun levede.

’Men mon ikke hun ville have accepteret det’, griner Nicole og viser op i logen, hvor Lis Hartel havde udsyn over hele banen og en mikrofon, så hun kunne sende træningsinstrukser ud til dressurrytterne nede i hallen.

Her hænger også det største vidnesbyrd om de store triumfer: OL-medaljerne fra 1952 og 1956.

Medaljerne vandt Lis Hartel, selvom hun få år forinden havde været ramt af polio. En alvorlig virusinfektion, der kan angribe centralnervesystemet.

Hun var så hårdt ramt, at lægerne beskrev hendes tilfælde som ’håbløst’, og beskeden var, at hun aldrig ville komme til at gå igen.

Men med hjælp fra hjemmebyggede træningsinstrumenter kom Lis Hartel først til at kravle, inden hun senere kunne rejse sig helt.

'Kørestol ville hun i hvert fald ikke i', erindrer Lis Hartels datter, Pernille, selvom den danske dressurstjerne aldrig fik førligheden helt tilbage. Alligevel var Lis Hartel på imponerende vis tilbage på hesten kun to år efter, at hun blev syg.

- Mentalt gjorde det hende ekstremt stærk, siger datteren Pernille og supplerer:

- Jeg husker hende som meget viljestærk. Hun vidste, hvad hun ville.

Men også som rytter blev Lis Hartel bedre af den frygtede sygdom, har hun tidligere fortalt til DR.

- Jeg tror aldrig, at jeg havde fået en sølvmedalje til OL, hvis ikke jeg havde fået polio. Det lyder måske helt forrykt, men jeg havde aldrig fået den indfølelsesevne og teknik, som jeg har i dag. Før polio var jeg jo stærk, men den styrke har jeg ikke nu. Jeg rider mest på min teknik.

Samtidig blev Lis Hartel et symbol på, at det meste kan lade sig gøre. Hun blev set som en enestående fighter verden over, da hun i 1952 kunne sejle hjem fra OL i Helsinki med en sølvmedalje i kufferten.

Ikke bare havde hun slået mange mænd i konkurrencen, hun havde også slået polioen hjem. En sygdom, som mange danskere havde tæt inde på livet i efterkrigstiden.

I 1952 var Danmark ramt af en stor polioepidemi, som gjorde 7.000 syge og slog mere end 300 ihjel. Tidligere er det blandt andet blevet beskrevet af TV2 Lorry, hvordan Blegdamshospitalet i København blev ’fuldstændig oversvømmet af akutte patienter, der strømmede ind i næsten uoverskulige mængder,’ mens nogle patienter måtte have skåret hul i halsen, så de ved hjælp af manuelt drevet håndpumpe kunne trække vejret gennem en luftslange, de fik lagt i det åbne sår.

I epidemitiden var Lis Hartels historie et levende bevis på, at der selv i den mørkeste tid er håb for en lysere fremtid.

Brevene væltede derfor ind i postkassen i en sådan mængde, at hun måtte ansætte en sekretær, erindrer Lis Hartels datter Pernille.

Lis Hartel. En af Danmarks første verdensstjerner ville være fyldt 100 år i dag.

Du kan se et stort portræt af Lis Hartel i Sportsmagasinet på DR1 klokken 21.40 i aften.