’Mine forældre blev spurgt, om de ville have en abort’: Trods sin defekte arm er 18-årige Oliver toptalent i gymnastik

Selvom Oliver Olin Lyng er født med en misdannet arm, har han aldrig ladet sig begrænse. Derfor drømmer han også om Verdensholdet.

’Mine forældre blev spurgt, om de ville have en abort’: Trods sin defekte arm er 18-årige Oliver toptalent i gymnastik

Selvom Oliver Olin Lyng er født med en misdannet arm, har han aldrig ladet sig begrænse. Derfor drømmer han også om Verdensholdet.

Scroll for at læse

På en mild forårsdag for 19 år siden fik to unge forældre et chok til en scanning på Skejby Sygehus.

Billederne, de så, var af en lille dreng.

Og alt så helt normalt ud. Et lille, fint liv tog form inde i maven. 

Der var bare noget med den højre arm.

- Mine forældre blev spurgt, om de ville have en abort. Det valgte de at sige nej til, for så længe det bare var noget kropsmæssigt, var de sikre på, at jeg nok skulle klare den. Og det har jeg jo også gjort.

Oliver Olin Lyng er i dag 18 år gammel og er på trods af sin defekte arm en usædvanligt talentfuld springgymnast, som kan lave spring, andre kun kan drømme om.

Her er hans historie.

Olivers start på tilværelsen har været vanskeligere end de flestes.

Han er født med radial club hand – en misdannelse af højre arm, som blev opdaget 21 uger inde i graviditeten. Og det satte tankerne og trodsigheden i gang hos førstegangsforældrene Johanne og Tonny.

- Der var en overlæge, som sagde til os, at “vi kunne få det fjernet”. Og så sidder man der. Hold da op... 6 måneder før jeg blev gravid med Oliver, havde vi tabt et barn, fortæller Johanne Olin Lyng - mor til Oliver.

- Jeg blev rasende. Det var ubehageligt, den måde det blev sagt på. Som om du bare havde fået en defekt pakke Lego, som du kunne skille dig af med. Men vi blev enige om, at hvis der ikke var noget i vejen med hovedet, ville vi kunne klare det meste, husker Olivers far Tonny Olin Lyng.

Og Oliver har gennemlevet meget. For foruden den misdannede arm blev Oliver også født med en nyrefejl.

Derfor har han i de første mange leveår været indlagt og opereret så mange gange, at hans forældre helt holdt op med at tælle. 30 indlæggelser? 40?

Johanne og Tonny er ikke helt sikre, men trods bekymringer og usikkerhed besluttede de sig tidligt for at behandle Oliver som ethvert andet barn.

- Vi indså hurtigt, at han bare skulle have lov til at køre sit eget løb og finde sine egne begrænsninger. Det var okay, at han bare hoppede ud i tingene... Og han har så sprunget lige siden, siger Johanne.

Den indstilling vækker taknemmelighed hos Oliver.

- Mine forældre har altid støttet mig – uanset hvad jeg er gået ind til. De har sat mig på lige fod med alle andre.

- Jeg har aldrig følt mig anderledes. Jeg kan ikke huske særligt meget fra de mange indlæggelser og føler egentlig, at jeg har haft en ret normal barndom.

Der er ikke optræk til de store bekymringer hos Oliver. Han er vel det, man ville kalde en glad dreng nu i en ung mands forklædning.

For selvom omverdenen måske ville sige, at han fra start har haft dårligere odds end de fleste, er det ikke en tanke, der har strejfet ham.

- Det, at jeg er født anderledes, har givet mig et helt andet mindset, så jeg bare kan klø på. Jeg har altid tænkt: “Selvfølgelig kan alt lade sig gøre!”, siger Oliver.

For ham er hånden et grundvilkår, men ikke en stopklods.

- Jeg ser ikke min hånd som et handicap. Det er ikke noget, som har forhindret mig i at gøre det, jeg gerne vil. Jeg har altid fundet en løsning på, hvordan jeg skal gøre tingene.

Det var allerede, mens Oliver var lille dreng, at han fik smag for springgymnastikken. Og den barnlige begejstring for sporten har aldrig forladt ham.

- Når jeg springer, føler jeg mig fri. Det er mit fristed, og det er der, jeg shiner.

Passionen er først blevet plejet i den lokale forening i Aarhus-forstaden Harlev og ved DGI i Østjylland; sidenhen under et efterskoleophold på BGI Akademiet ved Horsens.

Og Oliver er ambitiøs.

Han sætter sig hele tiden nye mål. Strækket kan altid blive bedre. Der kan altid føjes en halv skrue mere til springet. Og drømmen er da også engang at blive en del af DGI’s Verdenshold.

Og den drøm er bestemt inde for rækkevidde, vurderer Jan Tilsted, som er leder af gymnastikakademiet på BGI.

- I mine mere end 30 år i gymnastikken er Oliver unik. Han viser, at man kan være med på lige vilkår, selvom man har nogle fysiske udfordringer. Han er virkelig god - også sammenlignet med mange jævnaldrende!

- Oliver viser, at man kan drive sin drømme langt. Og jeg synes, at det er sundt i vores idrætskultur, at selvom man har nogle fysiske skavanker, kan man indgå på lige fod med alle andre.

Men selvom dedikationen og talentet kan drive Oliver langt, står de vidtløftige ambitioner aldrig alene:

- Jeg er et kæmpe legebarn og elsker simpelthen bare at springe, forklarer han selv.

Til sommer vil Oliver starte på en HF-uddannelse i Aarhus, og i mellemtiden har han en vikartjans ved den lokale børnehave - når corona-epidemien ellers tillader det.

Og han er fuldstændig overbevist om, at springgymnastikken kommer til at følge ham langt ind i voksenlivet. Enten som aktiv eller træner. Det sidste har han allerede taget hul på i sin lokale forening, hvor han træner børn.   

For han har selv fået så meget, som han ønsker at give videre.  

- Jeg vil gerne vise folk, som måske går med deres egne små defekter, at de sagtens kan. At give dem motivationen til at komme i gang. For man kan sagtens, selv om man er født anderledes.

Den udlægning er mor Johanne fuldstændig enig i.

- Som forældre kan man blive urolig for fremtiden, når ens barn “fejler” noget. Men vi har bare oplevet, at Oliver aldrig har ladet sig slå ud og altid fundet sin egen vej.

- Alle de bekymringer, vi kunne have, de er jo faldet til jorden. Når vi kigger på Oliver i dag, så sidder vi jo med en kæmpe glæde og stolthed. Og en forhåbning om, at han selvfølgelig når sine mål.

Credit


Tekst og tilrettelæggelse: Peter Kobbersmed


Video og foto: Jonas Gravgaard


Grafik: Maria Eriksen Volthers


Redaktør: Lars Brøndum Veller