Caroline Cecilie Nielsen

Caroline og den nervepirrende - og tæt på katastrofale - optakt

Caroline Cecilie Nielsen

Caroline og den nervepirrende - og tæt på katastrofale - optakt

Scroll eller brug piltasterne for at læse

Caroline Cecilie Nielsen er 26 år, men på trods af rytterens stadig unge alder er hun en rutineret deltager ved de Paralympiske Lege. Konkurrencerne i Rio bliver hendes tredje omgang til den kæmpestore sportsbegivenhed.

I paraidræt er alle idrætsudøverne inddelt i klasser, efter hvor stor betydning deres handicap har. For Caroline Cecilie Nielsen blev den klassificering pludselig til et nervepirrende element i optakten til Rio.

Sidste sommer kom der et brev fra det internationale rideforbund, som fortalte, at der var blevet indgivet en protest over hendes klassifikation. En chef-klassifikatør havde observeret hende, da hun vandt de nordiske mesterskaber.

Caroline Cecilie Nielsen var placeret i grad II, og man mente, at hun skulle rykkes op i grad III. Man mente, hun var mindre handicappet, end det klassen tillod.

For Caroline Cecilie Nielsen ville det være en katastrofe at skulle rykke op. Og Rio syntes langt væk.

For at få bekræftet, at Caroline Cecilie Nielsens handicap var til grad II fik de en dansk professor til at teste hende, inden den afgørende undersøgelse skulle foregå ved EM i paradressur senere på året.

Ved EM i Frankrig i september undersøgte to klassifikatører Caroline Cecilie Nielsen, og nogle uger senere blev det slået fast, at hun hører til i grad II. Dermed kunne Rio-planerne gå i gang.

Første gang Caroline Cecilie Nielsen deltog i de Paralympiske Lege var i 2008 i Beijing. I Hongkong, hvor dressurkonkurrencen blev afholdt, overraskede den dengang 18-årige rytter alle og red en bronzemedalje hjem.

Fire år senere var hun også med ved de Paralympiske Lege i London. Her kunne Caroline Cecilie Nielsen dog ikke leve op til den kinesiske medalje. Bedste resultat var i holdkonkurrencen, hvor det blev til en sjetteplads.

Caroline Cecilie Nielsen har udover PL-deltagelserne også været med ved flere VM- og EM-stævner. I 2010 vandt hun to VM-bronzemedaljer, og i 2013 tog hun også en tredjeplads ved EM.

Det kan godt være, at Caroline Cecilie Nielsen ikke har stået øverst på skamlen ved de international stævner. Men det har hun ved de nationale. 11 gange er hun nemlig blevet dansk mester.

Caroline Cecilie Nielsen har halvsidig spastisk lammelse. Det som hedder cerebral parese. Men hun har intensiveret sin fysiske træning, og det har gjort, at hun meget bedre kan styre sin spasticitet, og det kan være svært at se hendes handicap, når hun rider.

I Rio rider Caroline Cecilie Nielsen på sin hest Leon, og hun stiller op i mesterskabsklassen, kür og holdkonkurrence. Alle sammen i grad II.

Credit


Tekst: Casper Fauerholdt



Billeder:

Dansk Ride Forbund, Morten Olsen(MortenO.com), Caroline Cecilie Nielsen Para Dressage Denmark på Facebook.