4 x 100 meter fri

16-årig skal svømme efter OL-finale

4 x 100 meter fri

16-årig skal svømme efter OL-finale

Scroll eller brug piltasterne for at læse

Danmark sender et stærkt hold til OL i Rio i 4 x 100 meter fri. Holdet består af; Pernille Blume, Mie Ø. Nielsen, Julie Kepp og Sarah Bro.

Pernille Blume og Mie Ø. Nielsen stiller også op i de individuelle svømmediscipliner, men for de to andre på holdet er historien noget anderledes.

Julie Kepp er Danmarks suverænt yngste udøver til OL i Rio. Den 16-årige svømmer er nemlig som den eneste danske OL-udøver født i dette årtusinde.

Det er helt vildt. Jeg er så glad for, at jeg skal med. Der er intet, jeg hellere vil, end med til OL. Jeg drømmer om at komme til flere OL og svømme rigtig godt der.
Julie Kepp til Danmarks Idrætsforbund efter sin udtagelse til OL

Og det er ikke tilfældigt, at den unge dansker er udvalgt. Hun har tidligere vist, at hun sagtens kan være med blandt de bedste.

Ved European Games sidste år sikrede Julie Kepp sig to bronzemedaljer i henholdsvis 50 meter fri og 50 meter butterfly.

Julie Kepp fortæller om sine OL-forventninger

Generelt er det dog et meget ungt hold uden megen rutine, som Danmark sender afsted på 4x100 meter fri.

Pernille Blume er den mest rutinerede svømmer med hendes 22 år. Gennemsnitsalderen på det danske hold er kun lige over 19 år.

Med det unge hold i 4x100 meter fri har Dansk Idrætsforbund allerede meldt ud, at det ikke er realistisk at satse på en OL-medalje i år. I stedet er målet at svømme sig blandt de otte bedste nationer og dermed komme i finalen.

Det kræver dog en præstation af de store, hvis danskerne skal slutte blandt de otte bedste ved OL i Rio. Men miraklernes tid er ikke forbi. Det er tidligere lykkedes en meget, meget ung svømmer at sikre Danmark OL-succes.

Inge Sørensen, der blev kendt som ”Lille bedårende Inge”, var kun 12 år, da hun svømmede en OL-bronzemedalje hjem til Danmark ved legene i Berlin i 1936. Nu skal den unge kvartet gøre hende kunsten efter.

Credit




Tekst: Malte Nørgaard



Billeder: Das Büro for DIF og Team Danmark



Webdokredaktør: Maya Nissen