Det første sammenstød

Men på en træningslejr med landsholdet blev jeg klar over, at min krop ikke levede op til de forventninger, der var til svømmestjerner i Danmark.

Den daværende landstræner flåede mig op af vandet og sagde til mig, at han aldrig havde set nogen med så grim en teknik. Han kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg var med på sådan en lejr.

Han fortalte mig, at jeg var for lav og for tyk, og at jeg ingen chance havde for at blive en god international svømmer.

Det var ikke sjovt at få at vide, men jeg tog det alligevel til mig. Han måtte jo vide bedst, og jeg skulle på ingen måde gå rundt og tro, at jeg var noget særligt - på trods af de resultater, jeg havde opnået.

Han kaldte mig fede Sidse

På træningslejren i Frankrig tog juniorlandstræneren fat i mig igen.

Han havde fundet en vægt frem, og inden vi gik i gang med at træne, vejede han os svømmere foran hinanden.

Hvis vi vejede for meget, svinede han os til med nedladende kommentarer. Han sammenlignede mig med de andre og spurgte, hvorfor jeg ikke bare kunne se ud som dem.

Jeg husker en episode i forbindelse med et løb, hvor jeg spurgte ham til råds i forhold til mit løb. Om jeg måtte disponere det lidt anderledes. Så sagde han til mig:

“Det må du ikke selv få lov til at bestemme, fede Sidse”.

Jeg spurgte ham igen og lod som om, at jeg ikke havde hørt det.

Så tog han fat i min mave og sagde:

“Du kan selv få lov til at bestemme, hvis du taber dig, fede Sidse”

Gik ud som et lys

Da jeg kom hjem fra træningslejren, havde jeg det største ubehag ved mad, og jeg følte, at uanset hvilken social sammenhæng jeg var i, var det forkert at spise.

Jeg havde mega svært ved at sove, svært ved at finde ro, men det gik op for mig, at de piller, jeg havde fået, var så stærke, at jeg sov meget bedre, når jeg tog dem.

Jeg tog syv af de piller, jeg havde fået udleveret, og to-tre panodiler, og så gik jeg ud som et lys, når jeg gik i seng.

På den måde kom jeg igennem perioden frem mod juniorernes EM i Beograd.

Jeg spiste så lidt som muligt og var så lidt social som muligt.

Jeg blev bange for mig selv

Da jeg tog afsted til EM, havde jeg tabt 10 kilo på to måneder. Men jeg kunne slet ikke rumme at være i den fælles spisesal og spise med andre mennesker.

Jeg kunne ikke overskue at være til stævnet. At skulle svømme. At skulle sove.

Til sidst blev jeg så desperat for bare at slippe væk fra mine egne tanker og fra situationen, at jeg tog en stor håndfuld af de nye piller blandet med panodiler, og så løb jeg bare min vej ud af hotellet.

Jeg ved ikke, hvad mit formål var. Jeg ville bare væk. Men jeg blev bange. Bange for mig selv, bange for, hvad det var, jeg havde gang i, så jeg vendte tilbage til hotellet og mødte juniorlandstræneren i receptionen.

Han tog fat i mig og kunne mærke, at der var noget galt.

Han så, at jeg havde pillerne i hånden og tog dem fra mig. Jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne sove, jeg ikke kunne spise. Jeg kunne ingenting. Han hentede en drikkeyoghurt til mig og sagde, at jeg ikke behøvede at møde op til morgenmaden dagen efter.

Alting var fjernt

På det tidspunkt var jeg fuldstændig udmagret. Jeg havde sultet mig selv i flere måneder. Min krop var nedbrudt.

Alligevel skulle jeg dagen efter svømme 100 meter butterfly, som var min primære disciplin ved stævnet.

Men da jeg hoppede i vandet, mistede jeg fornemmelsen for, hvor jeg var.

Jeg følte ikke, at jeg kunne se noget, og mine arme kunne ikke mærke vandet. Det lykkedes mig på en eller anden vanvittig måde at komme i mål og kvalificere mig til semifinalen. Men det eneste jeg kunne tænke på var at komme op af vandet og ned at ligge, for jeg følte, at alting var fjernt.

Det næste, jeg husker, er, at jeg blev vækket, og der var mennesker overalt. Jeg blev kørt med en ambulance til hospitalet i Beograd. Jeg lå med saltvandsdrop i flere timer og kan ikke huske så meget fra selve indlæggelsen.

Det var kaos, og jeg var sindssyg flov over, at det var sket.

Historien blev ret hurtigt, at jeg havde fået et ildebefindende på grund af varmen, og at jeg ikke havde drukket nok vand. Så der blev ikke rigtig reageret efter episoden, og dagen efter stod jeg på bassinkanten igen og skulle svømme 50 meter butterfly.

Mit kalorieregnskab

I sommeren efter EM brugte jeg nætterne, hvor jeg ikke kunne sove, til at skrive breve til mine nærmeste.

Det var ikke afskedsbreve, og jeg lagde bare brevene i en kasse. Men jeg tænkte, at det hjalp på mit tankemylder, og så var det som om, at jeg ikke behøvede at blive konfronteret med virkeligheden.

Alligevel var jeg overbevist om, at jeg kunne blive glad igen ved at præstere på svømmebanerne og vise, at jeg var ovenpå. Men jeg fandt ud af, at det ikke rigtig virkede at sulte mig selv.

Så jeg begyndte at lave regler for mig selv. Regler som bundede i, hvad juniorlandstræneren havde fortalt om kalorieindholdet i forskellige madvarer.

De regler brugte jeg, når jeg handlede. Og når jeg var mæt, havde jeg nogle rutiner for, hvordan jeg skulle kaste op.

Tre gange, hvis jeg følte en lille smule ubehag.
Syv gange, hvis jeg havde spist noget forkert.
Ti gange, hvis jeg havde overspist.

Til at starte med var det et forsøg på at gøre noget for at føle mig tilpas. Men det blev ret hurtigt en del af min hverdag og den måde, jeg fandt mig selv igen.

Jeg troede, at jeg havde fundet mit svar på, hvordan jeg kunne blive en god svømmer.

Det var mit liv

Efter en lang periode med stævner og træningslejre begyndte min krop at opføre sig mærkeligt. Jeg var træt og kunne ikke overskue noget.

Jeg fortalte min klubtræner, at jeg troede, at mine svingende præstationer skyldtes, at jeg kastede meget op. Og først dér gik det op for mig, at der nok var noget i vejen.

Min klubtræner tog fat i Dansk Svømmeunion, som snakkede med mine forældre og juniorlandstræneren. Jeg talte med en psykolog og kunne knap nok overskue en eneste dag i mit eget liv.

Efter en udredning blev det fastslået, at jeg havde en behandlingskrævende bulimi og en depression.

Jeg gik i gang med behandling, men lykkedes alligevel med at kvalificere mig til senior EM i 2013. På intet tidspunkt var jeg i nærheden af at holde op med at svømme.

Det var mit liv, og jeg var på jagt efter den samme følelse, som da jeg vandt mine første mesterskaber. Jeg ville have betragtet det som verdens største nederlag, hvis jeg var holdt op med at svømme.

DR Sporten har været i kontakt med Michael Hinge. Han afviser at have bedt Sidse Kehlet om at stoppe med at tage p-piller. Den nu tidligere juniorlandstræner ønsker ikke at stille op til interview og henviser i stedet til direktøren i Dansk Svømmeunion, Pia Holmen Christensen. Hun siger:

- Det er på ingen måde godkendt! På ingen måde. Det er så langt ude, jeg forstår slet ikke, hvad en træner skal blande sig i omkring p-piller og sådan noget. Det er total en privat sag mellem en udøver og vedkommendes læge, forældre, eller hvad ved jeg. Det er fuldstændig uhørt, altså. Og hvis det foregår derude, at træner forholder sig til de ting, så må vi have det italesat og snakket om det, for det vil vi da ikke være mere til.

Sidse Kehlets historier om offentlige vejninger og nedladende kommentarer på det daværende juniorlandshold bakkes op af ni andre svømmere fra juniorlandsholdet i samme periode.

DR Sporten har forelagt Michael Hinge kritikken i forhold til kulturen i hans tid som ungdomslandstræner. Han afviser også disse anklager og henviser igen til direktøren i Dansk Svømmeunion.

Forholdt kritikken angående fællesvejninger og nedladende kommentarer siger Pia Holmen Christensen til DR Sporten:

- Det gør mig virkelig ked af det, når jeg hører de her historier, det må jeg bare sige. Der må jeg simpelthen bare lægge mig fladt ned. Det bryder jeg mig slet ikke om at høre, og det er ikke i orden.


Læs hele svaret fra Dansk Svømmeunion her

Se dokumentaren "Svømmestjerner - Under Overfladen"

Se hele temaet om spiseforstyrrelser i elitesport her