Chris Froome - Er stålmanden metaltræt?

Briten er igen igen storfavorit til at vinde Tour de France, men 2017 har været fyldt med uro omkring ham, og det ses på resultaterne. Bliver det favorittens fald i år?

Chris Froome - Er stålmanden metaltræt?

Briten er igen igen storfavorit til at vinde Tour de France, men 2017 har været fyldt med uro omkring ham, og det ses på resultaterne. Bliver det favorittens fald i år?

  • Af Frederik Palle
Scroll eller brug piltasterne for at læse

De fleste regner med, at Chris Froome bliver den femte rytter i Tour de France-historien, der vinder for 4. gang, når feltet rammer Paris 23. juli.

Men et tilbageblik på 2017 viser noget andet.

Britens tre Tour de France-sejre kom nemlig efter tre forår, hvor han viste storform og vandt løb overlegent foran sine konkurrenter.

I år har Froome stadig har den første sejr til gode.

Men hvad skyldes det så? Muligvis at hans hold Team Skys varemærke - harmonien og sammenholdet blandt ledere og ryttere - er under pres.

Hele uroen startede i efteråret 2016, da Chris Froomes tidligere holdkammerat Bradley Wiggins indrømmede, at han i 2012 fik indsprøjtninger med det lovlige præparat kortikosteroid mod sin allergi.

Selvom midlet er lovligt, er det alligevel en gråzone i cykelsporten, da det blev benyttet af ryttere gennem de mørke 1990'er som et præstationsfremmende middel.

Team Skys holdmanager Dave Brailsford var med til at skaffe præparatet til Wiggins, og det er her, at Chris Froome kommer ind i billedet.
Holdkaptajnen Froome ville nemlig ikke støtte Brailsford offentligt efter afsløringen.

Chris Froome blev spurgt, om Dave Brailsford stadig havde troværdighed nok til at beskytte sine ryttere på Team Sky.

”Det kan jeg ikke svare dig på. Det er du nødt til at spørge Brailsford om,” lød svaret.

I marts viste størstedelen af Team Skys ryttere støtte til Dave Brailsford via Twitter. Alle ventede på et tweet fra Chris Froome også. Men støtten udeblev.

I stedet lagde Froome et billede op af sig selv og sin søn, der klapper en giraf.

En uges tid senere åbnede Chris Froome så munden.

”I respekt for Dave Brailsford må man sige, at han har skabt et af de største sportshold i verden. Uden Dave B er der ikke noget Team Sky,” forklarede Froome i et officielt statement.

Derfor har det været et forår uden den sædvanlige ro for Chris Froome.

De svingende resultater har også gjort, at han efter sin samlede 4.-plads i Criterium du Dauphiné, hvor han blandt andet blev kørt agterud af Jakob Fuglsang, har lagt favoritværdigheden i hatten på Richie Porte.

”Han blev fanget taktisk, og det samme gjorde hans hold i dag, men jeg vil stadig sige, at han er favoritten i juli og den stærkeste rytter i feltet lige nu,” forklarede Chris Froome til Cyclingnews efter Criterium du Dauphiné om Richie Porte.

Man må dog ikke glemme, at han tidligere har vist sig god til at bekæmpe udfordringer.

Det skete eksempelvis på 12. etape i sidste års Tour de France, hvor han på forunderlig vis mistede sin cykel ved et styrt og satte i løb op ad Mont Ventoux.

Credit



Tekst: Frederik Palle


Redigering: Lars Brøndum Nielsen og Frederik Palle


Grafik: Simone Cecilie Møller


Billeder: Getty Images og Scanpix