Helle, Morten og Flemming udlever trænerdrømmene de vildeste steder i verden

Mød tre danske trænere, der er rejst om på den anden side af jorden for at udleve deres drømme.

Helle, Morten og Flemming udlever trænerdrømmene de vildeste steder i verden

Mød tre danske trænere, der er rejst om på den anden side af jorden for at udleve deres drømme.

Scroll for at læse

Elitetræner og eventyrer. Det er to ting, der sagtens kan kombineres. Det har flere danskere fundet ud af. DR Sporten har talt med nogle af de trænere, der er rejst længst væk for at opleve, hvordan sportens kultur også kan tage sig ud, når det hele ikke skal foregå på knoldet og mudret fodboldbane i dansk novemberkulde eller i en håndboldhal, der dufter af harpiks og cafeteriets pommes frites .

Flemming fra Vejle vil gøre Fiji til den største fodboldnation på kontinentet

På en bounty-ø midt i Stillehavet sidder Flemming Serritslev. Han er landstræner for Fijis fodboldlandshold for herrer, mens han også rådgiver kvindelandsholdets trænere. Tidligere har han i seks år været landstræner for det danske U/21-landshold på herresiden, mens han i 2015 tog imod et job som landstræner på Papua New Guinea. Dengang var det verdens tredjedårligste landshold på FIFA’s verdensrangliste. Men efter en succesfuld periode, der blandt andet bød på en sensationel finaleplads i Oceaniens svar på EM, Nations Cup, gik turen videre til Fiji i år.

Et drømmejob for den danske træner, der straks kunne se potentialet i de fysisk stærke landsholdsspillere fra den lille ø, som er placeret 2.000 kilometer fra New Zealand.

- Jeg føler mig lidt som en pioner. Mit absolutte mål er, at jeg kan bevæge fodbolden hernede, som det lykkes for mig på Papua New Guinea. Jeg tror, at mulighederne er endnu bedre på Fiji, fordi fodboldforbundets organisationen er meget, meget bedre, end den var i Papua New Guinea, siger han.

- Myten om, at vi spiller fodbold på en strand, kan vi hurtigt aflive. Fodbolden trives i bedste velgående her på øen, som den også gør i Danmark. Der er ikke en fuld professionel liga, men de bedste hold har et niveau, der svarer til den danske 2. division.

Men Flemming Serritslev tror, at der er potentiale i mere hos spillerne på Fiji. I første omgang håber han, at en del af landets spillere kan komme til Australien for at spille klubfodbold, så de kan blive udfordret på et højere niveau. Sker det, er han sikker på, at Fiji inden længe vil være at finde på verdenskortet for flere fodboldfans.

- Målet er, at Fiji skal være den bedste nation i Oceanien. Jeg håber, at vi kan nå op på samme niveau som New Zealand. Når det kunne lade sig gøre med Papua New Guinea, så er det ikke urealistisk, at det også kan lade sig gøre med Fiji, slår han fast.

Morten fra Næstved jagter OL-semifinale i Angola

Luanda, Angola. Midt i en kæmpe havneby på Afrikas vestkyst bor Morten Soubak. Han er landstræner for Angolas håndboldkvinder og er også tilknyttet som udviklingskonsulent i landets største håndboldklub, Primero de Agosto. Efter syv år som træner for Brasiliens kvindelandshold, valgte han i 2017 at flytte om på den anden side af Atlanterhavet.

Her er han blevet mødt af en meget anderledes håndboldkultur, end den han er vant til hjemme fra Danmark, fortæller han.

- I Angola er der ikke så meget pjat. Vi træner håndbold klokken 6.30 hver morgen, uanset om det er i styrkecenteret eller i hallen. Generelt begynder alt tidligt her i byen, men solen kommer også hurtigt højt på himlen. Det kan godt være lidt hårdt for en skaldet mand fra Danmark, når klokken rammer ti minutter over syv, siger han med et grin og fortsætter:

- I de første år havde vi ingen hal at spille i. Der spillede vi udendørs på et hårdt underlag, der minder om et blandingsprodukt af kork og plastik. Det var landsholdsspillere, OL-atleter, der havde de forhold. Det er ret vildt at tænke på. Så forestil dig, hvordan forholdene er i de små klubber i Angola, siger han, inden han selv kommer med svaret:

- Mange klubber spiller udendørs på cement. Deres baner er også tit mindre end en rigtig håndboldbane. Det er en form for gadehåndbold, og det er ikke specielt fedt for målmænd, fordi bolden springer helt anderledes, end på et trægulv. Driblingerne er også markant anderledes, og en stregspiller eller en fløjspiller kaster sig ikke bare rundt på banen, som vi kender det i Danmark. Det gør simpelthen for ondt at lande på underlaget. Derfor opfinder de en helt anden teknik, end den der er optimal at bruge på et trægulv.

De seneste to år har landsholdet haft en nybygget hal med trægulv at spille og træne i. Det har gjort meget for udviklingen af håndbold i Angola, mener Morten Soubak. Alligevel er det svært at lære de rutinerede spillere at spille på en ny type af underlag. Derfor vil transitionen tage tid, for Morten Soubak er bevidst om, at han ikke vil presse noget ned over de angolanske håndboldspillere.

- Jeg skal ikke prøve at komme med en eller anden dansk eller brasiliansk filosofi. Jeg bliver nødt til at kigge på, hvad der er af materiale i Angola. Derfor bliver konceptet udviklet ud fra de spillere og de kvaliteter, som jeg har til rådighed nu, siger han.

Med en ny hal og en koncept skræddersyet til spillerne håber danskeren, at de 13-dobbelte afrikanske mestre kan levere deres hidtil bedste præstation, når de kommer til OL i Tokyo næste år.

- Vi går efter at spille os i en kvartfinale – eller måske endda en semifinale, lyder den optimistiske melding fra den angolanske landstræner, der førte holdet til en 15. plads ved det seneste VM, som blev spillet i Japan.

Helle Thomsen får trænet tålmodigheden i Tyrkiet

Helle Thomsen sidder i en bus, der bumler gennem Tyrkiet. Otte timer uden aircondition. Hendes nye hold, Kastamonu, skal spille på udebane, og den danske træner er med ombord på den lange tur. Cirka halvvejs holder de en pause på en lokal cafe, så benene kan krølles ud.

Helle Thomsen skal også have fat i en oplader til sin telefon, så der også er noget at lave på den sidste del af turen. Dialogen går langt og længe på gebrokkent, venligt og langsomt engelsk.

- Thank you, lyder det. Tjeneren er gået i baglokalet for at lede, mens Helle Thomsen hurtigt tager telefonen op til øret.

- Folk er supervenlige og meget høflige, selvom de ikke er så gode til engelsk. De er faktisk så ringe, at jeg føler mig god til engelsk, når Helle Thomsen lige at indskyde i en kort, selvironisk sætning, inden hun tager imod opladeren på den tyrkiske landevejscafé. En kort skrattende lyd, opladeren er i, og interviewet kan begynde på en telefonlinje, der strækker sig helt ned til landet, der skiller kontinenterne.

I begyndelsen af august kastede Helle Thomsen sig ud på en vild rejse, da hun flyttede til den nordlige del af Tyrkiet for at blive træner i Kastamonu. En stor klub i et lille land – i hvert fald i håndboldmæssig forstand: På trods af 80 millioner indbyggere har Tyrkiet ikke nogen stor håndboldtradtion på kvindesiden. Landsholdet ligger i skrivende stund nummer 38 på verdensranglisten lige under nationer som Cuba, Paraguay, Grækenland og Den Dominikanske Republik.

Alligevel var Helle Thomsen ikke i tvivl, da det tyrkiske mesterhold bød sig til på samme tid som den russiske håndboldgigant Rostov-Don, der nåede frem til Champions League-finalen sidste år.

- Jeg bliver snart 50 år, så jeg har simpelthen valgt, at jeg vil have nogle oplevelser med mig som håndboldtræner: Nogle oplevelser, jeg kan huske tilbage på, når jeg stopper som træner. Jeg kender ingen andre danskere håndboldtrænere, der har været i Tyrkiet. Så det skulle jeg da prøve.

Hun kastede sig derfor hovedkulds ud i et eventyr, der har budt på mange andre udfordringer, end hun har været vant til tidligere i karrieren, hvor hun blandt andet har været landstræner i Holland og Sverige.

- Holdet og spillerne er professionelle, men det er noget meget andet, end det er i Danmark. Lige nu er vi på vej til kamp, og jeg sidder i et par shorts fra FC Midtjylland.

- Den var altså aldrig gået hjemme i Danmark. Der tager du klubbens eget tøj på. Men det nye spillersæt er ikke kommet endnu. Jeg har fået besked på, at det kommer i næste uge. Så der går nok en måned, siger hun og griner.
For det er særligt strukturen og tidsplanen, der skal være fleksibel, når du er træner i tyrkisk håndbold. Det har Helle Thomsen hurtigt fundet ud af.

- Blandt andet har jeg også fundet ud af, at jeg skal bestille tid til at coronateste holdet klokken 10.30, selvom vi først er færdige med at træne klokken 11. Så passer det nogenlunde med, at vi kan gå direkte fra træning til test, slutter hun af.
Det er tid til at komme tilbage i den varme holdbus igen. De er allerede et par timer forsinkede.

Credit


Tekst: Malte Nørgaard


Grafik: Maria Eriksen Volthers


Foto: Privatfoto og Scanpix


Redaktør: Ulrik Andersen