Zlatan satte endelig gang i Sverige

Sverige indledte EM med at besejre de forsvarende, græske europamestre 2-0 i den sene kamp i gruppe D. Ingen af de to hold imponerede dog.

Sverige er naturligvis glade for Zlatan Ibrahimovic. Med ham er de farlige, selvom der er gået to og et halvt år siden hans sidste landskampsmål. (Foto: Leonhard Foeger © Scanpix)

Sverige indledte EM med at besejre de forsvarende, græske europamestre 2-0 i den sene kamp i gruppe D.                                                     I Salzburg så de 31.063 tilskuere en første halvleg, hvor ingen af de to hold hverken ville eller formåede for alvor at komme frem til chancer. Zlatan Ibrahimovic var dog tæt på efter et hovedstød med ryggen til mål.                                              Inter-stjernen lukkede så op for posen i det 67. minut efter et-to med Henrik "Henke" Larsson. Det var hans første landsholdsscoring i to og et halvt år.

Fem minutter senere slog Petter Hansson den svenske sejr fast på et ægte kludemål, som grækerne burde have forhindret.  

Sverige vandt og sikrede sig tre point i gruppe D, men holdet skal spille meget bedre for at følge med Spanien på lørdag eller for den sags skyld Rusland i den sidste gruppekamp.

Grækenland ser ikke ud til at kunne hjemføre trofæet igen.

Linderoth vraget

Sverige var uden midtbanedynamoen Tobias Linderoth i startopstillingen. Sveriges landstræner Lars Lagerbäck valgte overraskende at lade Daniel Andersson fra Malmö FF starte på den defensive midtbane frem for den tidligere FCK'er, som har kæmpet med at blive klar efter en lang skadespause.

Den schweiziske dommer Massimo Busacca havde allerede det gule kort fremme efter et lille minut, hvor græskerne store helt fra EM i Portugal for fire år siden, Angelos Charisteas, kom for sent i en tackling.   Charisteas svarede igen ved at rykke solo mod Sveriges mål efter seks minutter, men hans afslutning blev ikke hård nok, og Andreas Isaksson kunne gribe bolden. Sveriges første forsøg på mål stod Anders Svensson bag, men langskuddet fløj over mål.

Zlatans første forsøg

Efter en rodet start begyndte Sverige at vise lidt tænder efter en halv times spil. Først gav den 31-årige anfører Fredrik Ljungberg sig 100 procent i et løb fremad banen. Siden fulgte et svensk pres som kulminerede med, at Zlatan Ibrahimovic med ryggen til mål headede bolden over overliggeren.

Den græske veteran og anfører, Angelos Basinas, var tæt på at snyde den svenske keeper med et langskud kort før pausefløjtet, hvor Isaksson måtte sende bolden til hjørnespark. Men ingen af de to hold formåede at åbne modstanderens forsvar, og det stod stadig 0-0 ved pausen.

Chippens overskud

Tre minutter efter pausen havde Christian "Chippen" Wilhelmsson chancen for at bryde den græske defensiv, men helt fri foran en fremadstormende Antonis Nikopolidis i det græske mål lobbede han langt, langt over mål.

1110 minutter - så lang tid havde Sveriges megastjerne, Zlatan Ibrahimovic, mellem to scoringer for de blå/gule. Men hvad gør det, når Inter-angriberens forløsning kom til EM.

Det var ikke meget man undervejs så til Sveriges dynamiske angrebsduo Ibrahimovic og Henrik "Henke" Larsson, men de to kombinerede sig igennem den græske højreside efter 66 minutter, og til slut bankede Ibrahimovic til bolden. Nikopolidis fik kun yderspidserne af fingrene på, og så stod det 1-0 til Sverige.

Ibrahimovic, der også har kæmpet med skader denne sæson, blev skiftet ud lige efter scoringen.

Hanssons kludemål

Grækenland knækkede eller i hvert fald deres forsvar. For fem minutter senere havde Nikopolidis, Seitaridis og Kyrgiakos alle muligheder for at sparke og heade bolden langt ud af farezonen i det lille felt. Men i stedet kunne Petter Hansson score eller klude sig til sit blot andet landskampsmål.

Wilhelmsson, som ellers stod for det mest kreative i svenskernes fremadrettede spil, fik tilsyneladende en fibersprængning i låret og måtte lade sig udskifte 12 minutter før tid. Men Sverige kørte uden problemer sejren hjem.

Nu har holdet fire dage til at finde et helt andet tempo og en større skarphed foran mål frem, ellers får de store problemer mod det toptunede spanske landshold.

ExternalContent

Facebook
Twitter