Anastasia og Irina flygtede fra krigen.
Nu rejser de tilbage til den.
Krigen i Ukraine
Foto: Scanpix
Foto: Scanpix
Ukrainske Irina, Anastasia og deres to respektive døtre står foran en lang rejse. Fra et busstoppested i Nordjylland sætter de kurs imod et Ukraine, hvor krigen stadig raser.
- Jeg er meget taknemmelig for den behandling, vi har fået i Danmark. Det er dejligt at være her, men jeg savner mit hjem.
Anastasia Strilenko
For to måneder siden satte Anastasia Strilenko og hendes tre-årige datter, Olga, samt Irina Vasileva og hendes 10-årige datter, Marina, fødderne på dansk jord. De seneste uger har de boet på en efterskole i Nørager i Nordjylland.
Flere og flere ukrainere er begyndt at rejse tilbage til deres eget land. Ifølge det polske grænsepoliti er mere end 279.000 ukrainske statsborgere rejst ind i Ukraine alene i april måned.
- Vores familier savner os rigtig meget, og vi savner også dem. Og vi skal i arbejde, tjene vores egne penge og forsørge os selv i vores hjemland.
Anastasia Strilenko
I de to måneder, Anastasia Strilenko og Irina Vasileva samt deres døtre har været i Danmark, har mændene været i Ukraine. Telefonopkald er ikke længere nok.
- Først og fremmest vil jeg gerne tilbage, fordi jeg savner min mand rigtig meget.
Jeg har også et job, hvor jeg har modtaget en advarsel om, at hvis jeg ikke vender tilbage inden 1. maj, så bliver jeg fyret ifølge lovgivningen.
Irina Vasileva
Hjembyen Poltava ligger 150 kilometer vest for Kharkiv. Lige nu er der relativt roligt i hjembyen, men der er ikke nogen garanti for, at sikkerheden varer ved.
- Jeg kan ikke være sikker på, at jeg træffer den rigtige beslutning om at vende hjem. Men jeg håber, at det snart vil være slut med uroligheder og krig i mit land.
Irina Vasileva
Første stop på den 3.000 kilometer lange rejse er den lille polske by, Hala Kijowska. Den ligger fem kilometer fra grænseovergangen til Ukraine.
To døgn efter at Irina, Anastasia og børnene forlod efterskolen i det nordjyske, befinder de sig for første gang i to måneder på ukrainsk jord.
I Poltava står Victor Vasiliev klar med blomster i favnen og nerverne uden på tøjet. Han er Irinas mand og Marinas far.
Victor og Irina taler løbende i telefon sammen for at koordinere, hvor og hvornår bussen ankommer.
- Vi har ikke set hinanden i to måneder. Så jeg er lidt nervøs.
Victor Vasiliev
Bussen er nu i syne og kører ind på parkeringspladsen, hvor både Irinas mand samt Anastasias forældre venter.
Efter to måneders adskillelse er familierne nu genforenet.
Og der er en 10-årig pige, der har svært ved at skjule sin begejstring over at have far tæt på igen.
Anastasia tager sammen med datteren Olga hjem til sine forældre, der bor på landet, hvor de vurderer, at risikoen for luftsirener er mindre.
Hjemme i den lejlighed, Irina og Marina Vasileva forlod for to måneder siden, er datteren begejstret for gensynet med sit eget værelse, mens mor Irina straks går i køkkenet.
Selvom det er godt at være hjemme igen, ved Irina Vasileva godt, at det ikke er uden risiko, at hun er vendt tilbage til Ukraine.
- Muligvis. Måske. Ingen ved, om krigen også kommer hertil. Det bliver, som det bliver.
Irina Vasileva
Men lige nu er der hverken luftsirener eller bombardementer, og familien skal for første gang i flere måneder spise et måltid sammen. Menuen står på borscht eller rødbedesuppe, som er den ukrainske nationalret.
10-årige Marina Vasileva har taget en souvenir med hjem. En lille del af Danmark får lov til at pryde familiens hjem i Ukraine.
Selvom der er områder i Ukraine som for eksempel Poltava, hvor krigen ikke umiddelbart er til at se, er den alligevel til stede. Om ikke andet i befolkningens bevidsthed.

Heller ikke i Rusland er dagligdagen upåvirket af krigen.
Story af: Journalister: Isabella Tvede, Adnan Sircic.
Grafiker: Diede Linnet Van de Mosselaar.