Peter Panum - Fysiologi

Peter Panum kortlagde, hvordan mæslinger bredte sig.

I dag ved vi godt, hvordan virus smitter. Men den danske læge Peter Panum var faktisk manden, der fandt ud af, at man ved at isolere mennesker kunne stoppe spredningen af smitte.

DR Viden har bedt tilrettelægger og redaktør på DR K’s serie ’Store Danske Videnskabsfolk’ Martin Sundstrøm pege på fem ting, vi bør vide om Peter Panum, der blev født i 1820 og døde i 1885.

  1. 1

    Panum Instituttet i København er opkaldt efter Peter Panum, fordi han i 1867 grundlagde det første fysiologiske laboratorium i Danmark og dermed gjorde medicin til en moderne videnskab.

  2. 2

    I 1846 bekæmpede Panum en mæslingeepidemi på Færøerne, og han beviste som den første, at sygdommen smitter fra person til person og efter en vis inkubationstid. Panum blev dermed en af epidemiologiens pionerer.

  3. 3

    Peter Panum fik i 1851 ridderkorset for sin håndtering af en koleraepidemi på Lolland. Han sørgede blandt andet for, at de syge blev isoleret, så smitten blev inddæmmet. 28 mennesker blev syge, og 15 af dem døde.

  4. 4

    Peter Panum kom voldsomt på kant med ”Dyrenes Beskyttelse” for at lave dyreforsøg og modtog ikke bare trusselsbreve fra vrede borgere, men blev også kritiseret af lægekolleger, der ikke kunne se, hvad dyreforsøg kunne bruges til.

  5. 5

    Panum forskede også i, hvorfor vi ser med to øjne, men kun ser ét billede. I dag er der stadig noget, der hedder ”Panums area” – opkaldt efter lægens forskning om øjets samsyn.