Rettigheder eller skønsprincipper

I det følgende vil du få en introduktion til begrebet velfærd. Det beskriver, hvordan velfærdsydelser som kontanthjælp, SU, børnepasning og ældreforsørgelse fordeles og hvem, der har ansvaret for at yde til dem.

I værket "The Three Worlds of Welfare Capitalism" udviklede professor Gøsta Esping-Andersen teorierne om tre forskellige velfærdsmodeller: Den universelle, den selektive og den residuale. Hver model er opbygget forskelligt og betegner tre forskellige arketyper, der skal give os retningslinjer til at forstå nogle grundlæggende principper ved velfærdsstaten: Hvem kan få hjælp, og hvem har ansvaret for at yde denne hjælp?

For at forklare de tre velfærdsmodeller anvender Esping-Andersen en simpel model, der har tre aktører: staten, markedet og civilsamfundet. De tre aktørers størrelse ændrer sig, alt efter hvor stort et ansvar, de har for at yde velfærdsydelser. Det drejer sig for eksempel om børnepasning, sundhedspleje, økonomisk understøttelse og så videre. Klik her for at se Gøsta Esping-Andersens model.

Stat, marked og civilsamfund

Staten er den offentlige sektor generelt, og ydelserne finansieres via skatterne. Markedet består af individer, der må tilkøbe diverse velfærdsydelser. Det kan være via frivillige forsikringer mod sygdom eller via køb af hjælp hos et privathospital eller et plejehjem. Civilsamfundet består af alle individer i samfundet. Her er det humanitært arbejde eller bistand, der sikrer en vis form for hjælp. Det kan for eksempel være lokalsamfundet, kirken eller en organisation som Frelsens Hær, der træder til med en hjælpende hånd ved sygdom eller arbejdsløshed.

Rettigheder og skønsprincipper

Gøsta Esping-Andersens model har en tendens til at forsimple forskellige velfærdsstaters opbygning, da den ikke tager højde for, på hvilket grundlag velfærdsydelserne gives. Derfor kan modellen suppleres med professor Jørgen Goul Andersens model (klik her for at se modellen). Han bygger videre på Esping-Andersens model, men inddrager hvorledes principperne bag tildeling af velfærdsydelser sker.

Modellen har to akser: X-aksen viser, hvem der kan få ydelser. Y-aksen viser på hvilket grundlag, de kan få ydelserne.

Når vi kigger på x-aksen, er spørgsmålet, om det er, fordi man er borger i et land, at man kan få hjælp, eller om det er fordi, man har haft en forbindelse til arbejdsmarkedet.

Kigger vi derimod på y-aksen, så ser man på, hvordan hjælpen bliver ydet. I den ene yderlighed får man ydelsen via et retsprincip, og i den anden yderlighed får man ydelsen via et skønsprincip.

Ligger en velfærdsstat højt på y-aksen, så får man hjælp på baggrund af, at man er borger. Hjælpen er en rettighed, som staten skal sikre, man får. Fordi det er statens ansvar at yde denne hjælp, står det klart beskrevet i juridiske love, hvilken service og hjælp man kan få. Men dette kan også gælde, hvis velfærdsstaten er opbygget omkring en tilknytning til arbejdsmarkedet. Når velfærdsydelserne gives på grund af ens arbejdsmarkedsrelation, så er det også klart defineret, hvilken hjælp man kan få. Dermed bliver hjælpen også her givet som en rettighed.

Ligger en velfærdsstat derimod lavt på y-aksen, så bliver hjælpen givet ud fra et skønsprincip. Her har man ikke ret til en bestemt ydelse. Der er en instans - oftest varetaget af staten - som skal vurdere, hvad du har ret til. Man inddrager i denne vurdering både hvilken hjælp, man kan få fra omgivelserne - typisk ens familie eller en humanitær organisation - og ens egen skyld i de sociale eller sundhedsmæssige problemer. På den måde ønsker man fra statens side at undgå at give for høje ydelser og kun at give ydelser til de individer, der er allerhårdest ramt. Ordningen gælder kun, hvis individet er borger i landet.

Ud fra disse to modeller kan vi se på, hvem der har ansvaret for velfærden, og hvordan man skal yde hjælpen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk