Velfærdsmodel: Den selektive

Den selektive velfærdsmodel findes i europæiske lande som Tyskland og Frankrig. Her vægter man et fælles ansvar mellem staten, arbejdsgivere og arbejdstagere, når borgerne skal have velfærdsydelser som børnepasning og økonomisk understøttelse.

Den selektive velfærdsmodel, som findes i Tyskland, er opbygget omkring en gruppe mennesker med ret til velfærdsydelser: nemlig folk, der er eller har været tilknyttet arbejdsmarkedet. Denne gruppe har adgang til folkepension, gratis grundskole og videre uddannelse, kontanthjælp og gratis behandling på sygehusene og hos egen læge.

Denne velfærdsmodel er en af tre forskellige modeller, som man skelner mellem inden for samfundsvidenskaberne. De to andre er den universelle velfærdsmodel, som findes i nordiske lande som Danmark og Sverige, og den residuale velfærdsmodel, som findes i for eksempel England og USA.

Du kan blive klogere på den universelle velfærdsmodel her og den residuale velfærdsmodel her.

Den selektive model

I Tyskland er den selektive velfærdsmodel i spil. Det ligger i navnet, at man i modellen udvælger en gruppe mennesker, der er fordelagtigt stillet i forhold til at få velfærd. Velfærdsydelserne bliver givet som rettigheder, hvis man er i arbejde eller har en nær arbejdsmarkedsrelation for eksempel ved at være omfattet af en ægtefælles forsikring. Det er ikke kun staten, der finansierer ydelserne. Arbejdstager og arbejdsgiver skal i fællesskab tegne lovpligtige forsikringer, som staten også betaler til.

Ydelser bliver givet til at støtte familien som enhed og udbydes ofte af civilsamfundets centrale aktører, for eksempel kirken. Alle aktører støtter familien, så den ikke oplever en social deroute eller degradering. Den selektive velfærdsmodel forsøger at bevare folks status, og derfor anses den ofte for at være konservativt opbygget.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk