TÆT PÅ Demokratiets Aften: Ringberg svarer på dine spørgsmål

Skole, ældre og partihopperi var på plakaten, da DR1 i aftes sendte 'Demokratiets aften', hvor valgets hovedpersoner blev stillet over for de vigtigste spørgsmål i den sidste etape af KV17. Og seerne kunne også være med hjemme fra sofaen. DR’s politiske analytiker, Jens Ringberg, sad nemlig klar til at svare på spørgsmål under hele debatten. Se svarene her.

TÆT PÅ Demokratiets Aften: Ringberg svarer på dine spørgsmål
Johannes spørger:

Ved man egentlig hvornår folk bestemmer sig for hvem de vil stemme på? Kan kandidaterne stadig nå at hente stemmer?

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Hej Johannes Tak for dit spørgsmål, som bliver aftenens første her på siden (jeg tyvstarter et par minutter før Demokratiets Aften:-)) Det er påvist flere gange at folk bestemmer sig meget sent, ofte helt inde i stemmeboksen. Så jeg vil svare klart JA til dit spørgsmål. Debatten på DR1 i aften kan flytte noget. Det kan alle mulige kampagneaktiviteter de næste dage også. Og der vil formentlig også være en masse trafik på de forskellige mediers kandidattests de næste par dage. Venlige hilsner Jens Ringberg

Charlie spørger:

Er det i kv-sammenhæng ikke nærmest politisk selvmord hvis man siger man vil skære i ældreområdet? ønsker de fleste ikke mere til ældre?

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Hej Charlie Selvmord er et stærkt ord, men målingerne viser at ældrepolitik er et af de emner, der optager vælgerne allermest - og et godt gæt er måske at det er fordi mange synes der skal bruges FLERE penge på dét område. Men det handler nok også om, hvilke vælgere man gerne vil have i tale. Personligt håber jeg da at alle kandidater siger lægger deres politik ærligt og direkte frem - uden for mange taktiske overvejelser. Venlige hilsner Jens Ringberg

Arvid Jensen spørger:

Hvordan kan demokratiet virke når partierne og politikerne er tavse om hvem der støtter dem?

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Hej Arvid Det er rigtigt at der er en løbende diskussion om, hvor meget partier og politikere skal oplyse om, hvem der støtter dem. Også op til det her kommunalvalg, hvor der i en avis i dag er fokus på de såkaldte erhvervsklubber. Det er en individuel sag, hvor meget åbenhed, man synes er rimelig - og hvor demokratisk man derfor synes det nuværende system er. I sidste ende er det en sag for Folketinget - så man kan jo tage det op med sin lokale kandidat, når der er valg til Christiansborg næste gang. Venlige hilsner Jens Ringberg

Thomas spørger:

Hvorfor har I valgt så mange tidligere MF'ere i panelet? Det mudrer billedet om hvad der er lands/region og kommunale opgaver...!

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Hej Thomas, Jeg er uenig med dig, for at tale lige ud af posen - de pågældende er kandidater ved valget på tirsdag, og det er dét valg, der tales om til denne udgave af Demokratiets Aften. Det kan jeg oprigtigt talt ikke se noget problem i. Venlige hilsner Jens Ringberg

HANNE spørger:

GLEMMER MAN IKKE LIDT VALG TIL REGIONSRÅD

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Hej Hanne Hvis du spørger til den udgave af Demokratiets Aften, der løber over skærmen lige nu - så handler den ganske rigtigt primært om de 98 kommuner. Jeg synes dog medierne (herunder DR) har gjort en indsats for at dække regionsvalgene også. Men vi må nok konstatere at de også denne gang har haft svært ved tage vinde kampen om opmærksomheden i forhold til kommunerne. Hvorfor? Jo, kommunerne er tættere på. Der er oftere drama og ramasjang derude. Og så ER regionerne jo også mindre stærke organer - eksempelvis kan de jo ikke selv udskrive skat. Venlige hilsner Jens Ringberg

S. Nielsen spørger:

Hvordan kan nogle partier godkende dobbeltmandater? Opgaverne i folketinget — kræver vel fuld tid.

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Kære S. Nielsen Dét kan du selvfølgelig anføre - men flere partier er uenige med dig. De synes der ligger nogle fordele i at have politikere, som arbejder på flere niveauer, så at sige. Så kan de trække på deres erfaringer fra kommunen inde på Christiansborg, og omvendt. Det vigtigste er i mine øjne at det i sidste ende er vælgerne,der bestemmer. Hvis man synes dobbeltmandater er upassende, så kan man let finde en kandidat, der vil lægge sine kræfter ét sted. Venlige hilsner Jens Ringberg

Kasper, Randers spørger:

Der er 98 kommunalvalg. Det forsøger I at reducere til et landsdækkende valg - og så glemmer I lokallisterne. Hvordan kan det være?

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Kære Kasper - og flere andre, der skriver om hvem der er på scenen i Koncerthuset i aften! Tak for jeres indlæg. Vi har i DR valgt at fokusere på de partier, der sidder i Folketinget denne aften, og derfor er partier som Nye Borgerlige og Kristendemokraterne ikke med. Og så ville det ikke være praktisk muligt at have de mange lokallister med en aften som denne. Jeg vil dog påpege at dette kun er en del af DRs samlede dækning af valget i de 98 kommuner og 5 regioner. Venlige hilsner Jens Ringberg

Elsa spørger:

Hvor meget af ældrepolitikken klappes af på borgen og hvor meget kan kommunerne rykke?

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Hej Elsa Ingen kommune kan fuldstændigt køre sit eget løb, men ældreområdet er faktisk et af de områder, hvor kommunerne har et vist spillerum til at prioritere , også økonomisk. Men det kræver selvfølgelig at kommunen har en økonomi med lidt penge i kassen - og modet til at fravælge andre ting. Men to ting hører med i billedet her, to vigtige ting: For det første at kommunernes økonomi samlet set aftales mellem kommunerne og staten. Så hvis en lang række kommuner pludselig hæver skatten for at bruge flere penge på de ældre, så bliver der bøvl med regeringen. For det andet så stiger behovet meget, simpelthen fordi der bliver flere og flere ældre, da vi lever længere her i landet. Venlige hilsner Jens Ringberg

Thomas spørger:

Hvorfor er ældreområdet så vigtigt i dette års kommunalvalg.

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Hej Thomas, Tak for dit spørgsmål. Der er vist op imod en hel håndfuld gode grunde til det. Et par hurtige stykker: Ældreområdet fylder meget i kommunernes dagligdag og økonomi - og der bliver flere ældre. Dét afspejles også, når man måler på hvad vælgerne interesserer sig for - en måling viser at den sag er den absolut mest vigtig for et stort antal vælgere. Og, nå, ja .. så ER der altså også rigtigt mange ældre blandt vælgerne. Jeg læste i et blad fra Kommunernes Landsforening at i 75 kommuner er mere en hver fjerde vælger over 65 år. Det er jo nok - naturligt nok - en grund til at det fylder så meget i valgkampen. Venlige hilsner Jens Ringberg

Peter Sand spørger:

Hej Jens. Hvordan vurderer du, at deltagernes svar repræsenterer deres partikollegers indstilling i andre kommuner?

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Hej Peter Tak for dit spørgsmål, her et godt stykke inde i Demokratiets Aften. Jeg synes egentlig fint jeg kan genkende en fælles "parti-holdning" i det, som kandidaterne siger på scenen. Jeg tænker for eksempel på LAs Laura Lindahl og Enhedslistens Per Clausen, men også de andre. Men selvfølgelig, og heldigvis, er kommunerne jo forskellige - og det er de lokale beslutninger jo også i sidste ende. Venlige hilsner Jens Ringberg

Jan spørger:

Er der nogen, der er gået til valg på kommunale skattelettelser? Jeg har ikke hørt om nogen

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Hej Jan Jeg har prøvet at følge debatten i mange forskellige kommuner, men jeg vil nu ikke svare skråsikkert på dit spørgsmål - for jeg er da ret sikker på at der er kandidater rundt omkring, der taler for lavere skat. Men.. skal vi ikke nøjes med at konstatere at spørgsmålet om lavere skat nok ikke er et dominerende tema nogen steder? Venlige hilsner Jens Ringberg PS: Men faktisk SKER der jo skattesænkninger hen ad vejes i flere kommuner, også med "rødt" styre. Lige som man nogle steder letter lidt på de afgifter, der betales af det lokale erhvervsliv.

Carsten Jansen spørger:

Sker det ofte, at partihopperne får magtbalancen til at tippe?

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Hej Carsten, Ja det er sket adskillige gange. Enten ved at nogen hopper lige efter valget - og så påvirker det direkte borgmestervalget. Eller ved at folk hopper senere, og så KAN det rykke den politiske balance og påvirke vigtige afstemninger, for eksempel om kommunens budget. Derimod kan borgmesteren ikke afsættes, når først han er valgt. Venlige hilsner Jens Ringberg

Katja Olsen spørger:

Er der nogensinde snak om at forbyde partihoppere? Kan man det?

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Hej Katja Ja, den diskussion dukker op igen og igen. Den har været der i flere partier. Og vist også i nogle kommuner og lokale partiafdelingr, hvor man har talt om at indføre en slags gentleman-aftaler om at lade være med at hoppe - eller hoppe helt ud af byrådet, hvis det endelig skal være. Den slags aftaler kan bare ikke binde, rent juridisk. Hvis du spørger til lovgivning, så er svaret et andet - nej det kan man ikke. Ifølge Grundloven er medlemmerne i Folketinget kun bundet af deres overbevisning - ikke af et parti, og det samme princip gælder for et kommunalbestyrelsesmedlem. Derfor har Folketinget heller aldrig diskuteret et sådant flertal. Men partierne kan jo gøre én ting, hvis de er imod partihopperi - de kan lade være med at tage imod partihoppere. Sådan en regel har Enhedslisten, der ikke modtaget partihoppere. Venlige hilsner Jens Ringberg

Johannes spørger:

Er partihopperi mere udbredt hos kommunalpolitikere end hos folketingspolitikere? Hvorfor det?

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Hej Johannes Ja, vil jeg klar mene, uden at sidde med en tabel. De fleste folketingssamlinger, jeg kan tænke tilbage på, har der kun været en enkelt eller to, der har forladt deres parti. Højst. Enkelte gange er der dog lidt mere gang i den på Borgen - du husker måske de SFere, der blev socialdemokrater, dengang SF forlod Thorning-regeringen. Venlige hilsner Jens Ringberg

Per spørger:

Helt ærligt Vil de fleste partier ikke tage imod en hopper når det kommer til stykket?

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Hej Per, Jo, da. Det viser al erfaring. VH Jens Ringberg

Joacim Præst spørger:

Er der nogen, der mener, at der skal færre love fra Christiansborg? Og at nationale love styrer alt for meget af kommunernes drift?

Jens Ringberg - DR's politiske analytiker svarer:

Hej Joachim Hvis jeg må være lidt fræk, så vil jeg svare sådan her: Ja, dét tror jeg egentlig et stort flertal af de kommunalpolitikere, vi vælger på tirsdag mener...:-). Og der er også tit folketingsmedlemmer, der tager om at der skal lovgives mindre. Især hvis vi taler om en meget detaljeret lovgivning (og andre regler), som bare gør livet for de ansatte i kommunerne meget besværligt. Men det hele er jo ikke så enkelt. Mange politikere, både i Folketinget og kommunerne, erkender at vi har opbygget et pænt kompliceret samfund, hvor tingene hænger sammen. Og endelig så føler mange folketingsmedlemmer at de alligevel bliver stillet til ansvar for ting, der sker rundt omkring i kommuner og regioner - så vil de også have indflydelse, i hvert tilfælde på de overordnede regler. Venlige hilsner Jens Ringberg