TÆT PÅ Forfatter Leonora Christina Skov: Jeg tvivlede på mine forældres kærlighed

Alle skeletterne hives ud af familieskabet i Leonora Christina Skovs nye bog ’Den der lever stille’, som blandt andet handler om forholdet til hendes mor. Moren, som døde i 2015, beskyldte Leonora for at være skyld i hendes kræftsygdom. Og forældrene nægtede at møde Leonoras kvindelige kærester, da hun sprang ud som lesbisk. Fredag klokken 13 sidder Leonora Christina Skov klar til at svare på dine spørgsmål om hendes bog og forfatterskab, forholdet til familien og meget mere.

TÆT PÅ Forfatter Leonora Christina Skov: Jeg tvivlede på mine forældres kærlighed
Jannie spørger:

Du fandt meget tidligt ud af, at du ville være forfatter. Hvad kom det ønske mon af og hvordan forestillede du dig dine bøger og genre?

Leonora Christina Skov svarer:

Ja, jeg har vidst, at jeg ville være forfatter, siden jeg som 6-7-årig skrev små historier i hjemmegjorte bøger. Mine forældre læste meget for mig, fra jeg var helt lille, så min tidlige glæde ved historier og bøger kom formentlig derfra, men ingen af dem var kreative på anden vis. Jeg følte mig helt anderledes end dem og skabte mig mit eget rum, hvor historierne blev til. Jeg følte mig sikker, når jeg skrev. Det var der, i det rum, jeg kunne udfolde mig frit, og sådan har jeg det stadig. Dengang havde jeg ingen konkrete forestillinger om mine bøger og genren. Alt det begyndte først at så klart for mig, da jeg som 25-årig besluttede at forfølge min drøm om at skrive en roman.

Astrid spørger:

Kære Leonora Hvilke fordomme møder du ift. at være en smuk kvinde, der gør noget ud af udseendet, og samtidig har et stærkt intellekt?

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Astrid, tusind tak for komplimentet! Gennem årene har jeg ofte mødt den fordom fra diverse mænd, at jeg bare skal prøve dem seksuelt – så er jeg helt sikkert ikke lesbisk længere. Og så har jeg måttet skære mig igennem forestillingen om, at jeg ikke er en seriøs forfatter, fordi jeg godt kan lide farvestrålende kjoler og sko og foretrækker rød læbestift. Mange folks billede af en forfatter er stadig en person iklædt sort, uden makeup, der sidder og grubler ved skrivebordet.

Lotte Bodilsen spørger:

Kære Leonora Hvordan har Annette håndteret, at hun ikke var velkommen hos dine forældre? Har du et godt forhold til dine svigerforældre?

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Lotte, Annette har taget det oppefra og ned. Hun er 22 år ældre end mig og dermed ikke specielt meget yngre end mine forældre, og hun har mest syntes, at det var deres tab. Annette har – modsat mig – et glimrende selvværd. Det har da klart været en belastning for vores forhold, da min mor var meget syg, og jeg brugte mine fridage på at tage alene til Svendborg, mens Annette var i København, men hun har faktisk aldrig klaget over det. Det har mere været mig, der havde dårlig samvittighed. Jeg har et rigtig godt forhold til Annettes forældre, der helt fra begyndelsen har behandlet mig som en del af familien. De er over 90 og super friske, og modsat mine forældre og nu min far læser de alt, hvad Annette og jeg skriver i Weekendavisen. Det er skønt med deres støtte.

Peter spørger:

Hej Leonora, hvad er din yndlingssang om en dysfunktionel familie?

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Peter, det må helt sikkert være Flesh and Blood med Wilson Phillips (How can we be like enemies when we're only flesh and blood? What does it take to make your heart bleed? Daddy, aren't we enough?) Den hørte jeg meget, da jeg boede hjemme.

Anne-Mette Nørregaard spørger:

Hvilken effekt på dit voksenliv har det haft at dine forældre havde det svært med din seksualitet?

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Anne-Mette, det har haft vidtrækkende konsekvenser for mit voksenliv, at mine forældre gjorde deres kærlighed til mig betinget. I mange år var det svært for mig at tro på, at andre mennesker kunne elske mig eller overhovedet ville have noget med mig at gøre, og jeg gjorde alt muligt – kom med gaver, inviterede til middage, strakte mig utrolig langt – fordi jeg slet ikke forestillede mig, at jeg kunne være nok i mig selv. Det var meget tidskrævende og ulykkeligt.

Rikke spørger:

Kære Leonora, TAK for en fantastisk bog, som jeg kan spejle mig i! Overvejede du aldrig 100% at trække dig som datter? Mvh Rikke

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Rikke, tusind tak. Hvor er det dejligt, at du kan spejle dig i bogen. Nej, jeg overvejede aldrig at trække mig som datter. Jeg havde syv år, hvor jeg ikke så mine forældre, og det fungerede dårligt for mig. De voksede sig større og større i mit hoved, og da jeg endelig så dem igen, var jeg overrasket over at opdage, hvor små de var. Jeg holdt og holder meget af dem, så jeg savnede dem også de år, vi ikke sås, og jeg ønskede hele tiden, at de ville komme til fornuft, så vi kunne genoptage forbindelsen. Det gjorde de bare ikke, og sådan gik årene.

Marianne L. spørger:

Kære Leonora. Din historie rører mig dybt. Har du oplevet, at de svære ting fra barndommen er blevet bearbejdet gennem at skrive bogen?

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Marianne, Ja, jeg føler i allerhøjeste grad, at de svære ting er blevet bearbejdet ved at skrive bogen, udgive den og kunne tale om det hele uden frygt for, at nogen dør eller slår hånden af mig. Det er en stor lettelse for mig. Selve skriveprocessen var også afklarende i forhold til de dynamikker, der herskede og stadig hersker i min familie. Vi talte ikke med de familiemedlemmer, vi skulle have talt med. Vi talte om hinanden bag hinandens ryg. Sådan tror jeg, det er i mange familier, men jeg havde ikke set det så tydeligt, før jeg skrev det hele ned. KH Leonora

Tina spørger:

Kære Leonora, Hvordan har din far taget imod din nye bog? Og har det ændret noget ift. jeres forhold?

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Tina, Min far ved faktisk, at jeg sidder og chatter lige nu, og han har i det hele taget fulgt med i lanceringen og sendte mig så sent som i dag et udklip med mig fra JP. Jeg synes, at han tackler det hele flot. Han deltog også i min reception for bogen og mødte alle mine venner, og han så ud til at hygge sig. Den største gave, han har givet mig, er helt klart denne mulighed for at tale frit om det, der er sket. Mens jeg skrev, frygtede jeg alskens forfærdelige ting, men min frygt har vist sig ganske grundløs. Det er jeg meget taknemmelig over. KH Leonora

Annette spørger:

Hej 1000 tak for din bog. Jeg er ikke helt igennem den endnu, men det er god læsning, der rører mig dybt. Hvorfor ændrede du dit navn?

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Annette, Christina Skov føltes som en kradsende trøje, der var krympet i vask. Det mindede mig om Helsinge, hvor tre piger i min klasse hed Christina, og jeg derfor gik under navnet Skov, og jeg syntes ikke, at navnet passede til mig. Så Leonora føltes som en ny begyndelse. Jeg kunne genskabe mig selv med det navn. Da jeg lige var flyttet til København, opdagede jeg desuden, at der fandtes en forfatter med navnet Christian Skov, og det gav mig endnu en grund til at skifte. De to navne er jo næsten ens. Jeg er SÅ glad for, at jeg skiftede. Jeg har været vild med navnet Leonora, siden jeg var lille. KH Leonora

Kim spørger:

Jeg har en kone som på 45. År pines af aldrig at blive anerkendt af sine forældre. Hvordan kan jeg bedst hjælpe hende? Ønsker dig alt godt.

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Kim, det bedste, du kan gøre for din kone, er at elske hende betingelsesløst, så hun aldrig er i tvivl. Det har betydet alverden for mig, at min Annette har elsket mig på den måde. KH Leonora

Marianne spørger:

Kære Leonora.Skyld og skam berører alle normale mennesker og bliver aldrig uvedkommende.Hvilke emner vil du behandle i dine kommende romaner

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Marianne, I have no idea! Jeg står faktisk i den situation, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad næste bog skal handle om. Den nuværende har slugt al min tid de sidste snart tre år, og lige nu er modtagelsen mere end et fuldtidsjob på den bedst tænkelige måde. Jeg er så taknemmelig for alle de søde henvendelser, jeg får, og al den kærlige omtale, bogen har genereret. KH Leonora

Pernille spørger:

Kære Leonora. Jeg glæder mig meget til at læse din bog! Hvad er dit bedste råd til et ungt menneske med en forfatterdrøm i maven?

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Pernille, Mit allerbedste råd er helt klart at læse i den genre, og på det niveau, du gerne selv vil skrive på. Altså; hvis du gerne vil skrive en selvbiografisk bog, så læser du alle topbøgerne i genren og bider mærke i, hvordan de er skrevet og opbygget. Og så skriver du selvfølgelig en masse. Helst hver dag. KH Leonora

Gitte spørger:

Kære Leonora. Tillykke med udgivelsen?? Hvor hentede du støtte og opbakning som ung og udstødt? Er du troende? Kh Gitte

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Gitte, Ja, jeg er troende, og det hjalp mig helt klart igennem det værste. Desuden havde jeg min mormor, der på nogle områder var en fantastisk støtte, for hun var et kærligt menneske, som jeg vidste elskede mig, men samtidig havde hun en dagsorden, der bestod i, at jeg skulle genforenes med mine forældre, og den forsøgte hun at få igennem ved at give mig massiv skyldfølelse. Fx: ’Din mor er ved at dø, så du må hellere besøge hende’. Desuden har jeg tidligt haft et talent for venskab, så jeg fik hurtigt en kreds af mennesker omkring mig, der bakkede mig op. De har betydet alverden for mig og føles som min familie i dag. KH Leonora

Lone Andersen spørger:

Hvad tænker du om, at din far tilsyneladende har et andet syn på din barndom, end du selv?

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Lone, Det ville have undret mig såre, hvis min far og jeg havde samme syn på min barndom. Vi mennesker oplever jo de samme ting på vidt forskellige måder, og jeg er helt overbevist om, at min far har gjort det så godt, han kunne. I bogen har jeg forsøgt at lade være med at tolke på, hvad der sker, men i stedet fremlægge hvad der blev sagt og gjort, så læseren kan drage deres egne konklusioner. Det forekommer mig mest fair, når nu jeg skriver om virkelige personer. KH Leonora

Mariann spørger:

Hvilke forfattere kan du selv lide at læse?

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Mariann, Jeg er vild med forfattere som Delphine de Vigan, Linn Ullmann, Cheryl Strayed, Jeanette Winterson, A.M. Homes, Kathryn Harrison og mange andre, der skriver selvbiografiske bøger. Og så elsker jeg Nicole Krauss, Jennifer Egan, David Eggers, Angela Carter og mange andre. Hvis du er på Instagram, deler jeg løbende mine yndlingsbøger derinde. KH Leonora

Anja Olsen spørger:

Kære Leonora, Hvordan er dit forhold til din far i dag? Mærker du hans kærlighed og er den forandret efter din mor døde?

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Anja, Mit forhold til min far er bedre i dag, end det var, mens min mor levede. Eller sådan oplever jeg det i hvert fald. Jeg er helt utrolig glad for, at han har tacklet min bog, som han har, og jeg mærker klart kærligheden bag. Hvis min mor stadig havde levet, tror jeg slet ikke, at han ville have læst den, men det er alt sammen spekulation, for jeg ville ikke have turdet skrive den. KH Leonora

Kristjan spørger:

Ville du handle anderledes på alt det du har været igennem hvis du kunne? F.eks sige fra eller flytte tidligere?

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Kristjan, Jeg har tit overvejet, hvad jeg selv kunne have gjort anderledes, og jeg har svært ved at se, at jeg kunne have flyttet tidligere. Mine forældre styrede mig med hård hånd, mens jeg boede hjemme, så det var helt umuligt for mig at gøre oprør. Kombinationen af min fars autoritet og min mors gråd var den vildeste overmagt. I mine 20ere ville det løbende have været en god idé, hvis jeg havde talt med dem frem for at forsøge at nå dem gennem medierne, men jeg turde ikke – af de ovennævnte grunde. KH Leonora

Rikke Saltoft Andersen spørger:

Hvem har været din(e) primære person(er) når nu du har manglet anerkendelse og følelsesmæssig kontakt m særligt din mor?

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Rikke, Da jeg var lille, var min primære følelsesmæssige kontakt min dagplejemor, Ellinor, og min mormor, og op gennem 20erne var det min mormor og en håndfuld venner. Jeg var også meget glad for min far, da jeg voksede op, og følte mig meget ønsket af ham. KH Leonora

Lene spørger:

Kære Leonora, har din mors behandling af dig påvirket din beslutning om ikke selv at få børn?

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Lene, Nej, jeg vil ikke engang formulere det sådan, at jeg har besluttet ikke at få børn, for det har vitterlig aldrig været noget, jeg overvejede at vælge til. Den eneste grund til at dét med børnene er blevet et tema, er, at folk har spurgt mig om det igen og igen, så jeg er blevet tvunget til at forholde mig til det. Plus, selvfølgelig, at mange af mine venner har fået børn og går i en helt anden retning end dér, hvor jeg befinder mig. Det kan der være stor ensomhed i. Når alt dette er sagt, er jeg vældig glad for, at hele historien slutter med mig. Fire generationer af kvinder, der har pint og plaget hinanden, må være rigeligt. KH Leonora

Ida spørger:

Tak for dit forfatterskab. Hvorfor fylder dit følelser/forhold til Annette ikke fylder mere i bogen? Tænker hun må være en klippe i dit liv.

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Ida, Annette er en kæmpe støtte for mig, og jeg synes egentlig, at hun fylder meget i bogen. Det synes hun også selv. Det har været surrealistisk for hende at se sig selv på tryk. Min kære veninde, Maria, kaldte hende ’the voice of reason’, da hun læste manuskriptet igennem i sommer. Det har vi moret os meget over. KH Leonora

Peder spørger:

Har du fået en reaktion på brevet som du slutter din bog med ?

Leonora Christina Skov svarer:

Kære Peder, Ja, det kan du tro. Inga skrev tilbage, at hun tydeligt huskede min mor, men de havde kun nået at kende hinanden et halvt år, mens de gik på Økonomaskolen. Hun huskede mest, at min mor havde inviteret hende op på sit lejede værelse på Blågårdsgade og serveret hjemmelavet rugbrød med hjemmelavet leverpostej for hende. Det serverede min mor også ofte for mig. Jeg blev mao. ikke meget klogere, men jeg var glad for, at Inga tog sig tid til at svare. Jeg havde jo håbet, at hun kunne være nøglen til det hele, og det er trods alt bedre at se, om sådan en nøgle passer frem for at gå rundt og spekulere på 41. år. KH Leonora