FAQ: Tilmelding til MGP 2019

Her kan du se 'Ofte stillede spørgsmål' samt regler for MGP 2019

Ofte stillede spørgsmål:

Hvornår afholdes MGP 2019?
Den eksakte dato for MGP-showet 2019 bliver offentliggjort til efteråret.

Hvor afholdes MGP 2019?
Stedet hvor showet skal afholdes i 2019 bliver offentliggjort til efteråret.

Må jeg sende mere end én sang ind til MGP?
Hvis du har skrevet mere end én sang, skal du være mere end velkommen til at sende dem til os.

Kan man tilmelde sig MGP som danser?
Nej. MGP er i udgangspunktet et musikprogram, så man kan desværre ikke tilmelde sig som danser.

Hvem er Wilke?
MGP har indtil nu brugt et ældre it-system til at håndtere indsendte sange. Men da det ikke lever op til de nye EU-regler for opbevaring af persondata, har vi indledt et samarbejde med rådgivnings- og analysevirksomheden Wilke, som sørger for at alle jeres MGP-sange bliver indsamlet og opbevaret korrekt.
Har du brug for hjælp til at uploade din sang kan du skrive til drmgp@wilke.dk.


Hvis du har flere spørgsmål kan du højst sandsynligt finde svar i vores regler for MGP – se nedenfor.


Regler for MGP 2019

Bevidst overtrædelse af nedenstående regler eller tilbageholdelse af væsentlige oplysninger i forbindelse med disse fører til diskvalifikation fra MGP.

Alder
Du kan være med i MGP 2019, hvis du er fra 8 år og til og med 15 år, når MGP-showet vises på DR.

Rettigheder
Du skal selv skrive tekst og musik til din sang - og dermed selv have samtlige rettigheder. Hvis du har fået hjælp fra eksempelvis en musiklærer, er det vigtigt, at du har en bekræftelse fra din lærer på, at rettighederne alene er dine. Dette sker ved at den, der har hjulpet, underskriver en erklæring, der bekræfter dette.

Derudover sikrer DR at rettighederne forbliver dine ved, at det er DR, der melder dig ind i KODA. Koda er en medlemsforening, der har til opgave at sørge for, at dem, der har skrevet tekst og musik, får betaling, når deres musik spilles offentligt. DR kan således sikre, at rettighederne alene går til børnene.

Sprog og fremførelse
Sangen skal synges af dig på dansk, og du skal have fast bopæl i Danmark. Du skal selv være med til at fremføre din sang på scenen, og alle, der har rettigheder til tekst og/eller musik, skal være med på scenen. DR forbeholder sig ret til at bede dig ændre din tekst, hvis teksten indeholder anstødelige ord eller indhold.

Ingen voksne må være med på scenen til MGP. I må højst være seks (6) personer på scenen - alle inklusive, men gerne færre. DR har dog ret til at dispensere for dette.

Musikalske instrumenter er tilladt på scenen, men da showet afvikles som singback (musikken afspilles fra bånd og sangen synges live), kan instrumenterne ikke være tilsluttet et lydanlæg.

Singback båndet må gerne indeholde kor sunget af kunstneren selv og/eller øvrige, der medvirker på scenen under fremførelsen af sangen.

Varighed af sang
Du kan sende en sang ind med en hvilken som helst varighed - det har ingen indflydelse på bedømmelsen af sangen. Men du skal være opmærksom på, at når din sang er produceret færdig, vil den til tv-udsendelsen have en varighed på mellem 2:30 og 3:00 minutter.

INDEN SANGENE ER UDVALGT TIL MGP - offentlig fremførelse
De 10 finalesange, som deltager i MGP 2019, må ikke have været kommercielt udgivet, før DR vælger at offentliggøre sangene i forbindelse med MGP.

Sangen må gerne have været offentligt tilgængeligt i mindre omfang fx på egen Facebook-side, ved koncerter eller lignende på lukkede, halv-offentlige eller offentlige platforme, men ikke i en grad, der på nogen måde kan give den en konkurrencemæssig fordel eller forspring i forhold til de øvrige deltagere.

Såfremt sangen har været offentliggjort eller ligget offentlig tilgængeligt skal deltageren - senest samtidig med at sangen bliver sendt ind - sørge for, at melodien ikke længere er tilgængelig på hverken lukkede, halv offentlige eller offentlige platforme. DR skal samtidigt gøres opmærksom på, hvor sangen har været spillet og hvor den evt. har været tilgængelig.

Skulle sangen have været offentlig tilgængelig, er det DR's ret at vurdere, om den har opnået en konkurrencemæssig fordel i forhold til øvrige bidrag i konkurrencen. I så fald forbeholder DR sig ret til at diskvalificere bidraget.

Repræsentation og tidligere ageren
Du må aldrig tidligere have udgivet en kommerciel CD, en musikvideo mv., og du må ikke have kontrakt med et pladeselskab eller lignende. Hvis du tidligere har været med i MGP som danser eller musiker, så må du gerne deltage flere gange. Du må ikke før eller under MGP 2019 være professionelt repræsenteret, f.eks. af en manager eller et pladeselskab. Du skal altså med andre ord være amatør.

Andre konkurrencer
Har du tidligere deltaget i, er du blevet udvalgt til eller overvejer du at melde dig til andre, større musik- eller talent-konkurrencer på tv, skal du informere DR herom. DR forbeholder sig retten til at udelukke dig fra MGP på denne baggrund, da det kan betyde en konkurrencemæssig fordel. Hvis du allerede har optrådt på tv, kan det altså betyde at du ikke kan være med i MGP. En eventuel udelukkelse afhænger dog af en konkret vurdering af den enkelte sag.

Produktionsbeslutninger
DR har den endelige afgørelse i alt vedrørende produktionen af MGP 2019, finalesangenes fremførelse samt arrangement og indspilning, herunder rekvisitter, kameragang, lyd og lys, koreografi, kostumer og styling. Din sang bliver inden MGP showet produceret af en producer udvalgt af DR. Det er ene og alene DR, der vælger den musikproducer, der producerer din færdige sang til MGP. Det er ligeledes ene og alene DR, der godkender den færdige produktion af de enkelte sange.

Udgifter
Hvis du kommer med i MGP, betaler DR efter nærmere aftale dine udgifter til transport og logi i dagene op til showet, mens du er med i MGP, samt under indspilningen af din sang. Derudover betaler DR et begrænset beløb til forældrenes udgifter.

Kostume
Du leverer selv tøj og sko til din optræden ved MGP. DR har en stylist, der rådgiver dig. DR ikke ønsker at se bare maver, voksen makeup eller udfordrende tøj på scenen.

TV-optagelser
DR erhverver eneret til at bruge optagelserne (billede og lyd), hvor den medvirkende medvirker, på alle måder og ved hjælp af alle nuværende og fremtidige tekniske metoder og på alle nuværende og fremtidige platforme. Som ikke udtømmende eksempler kan nævnes udsendelse via radio og tv, simulcast, webcast og on-demand streaming og download på Internettet, salg, fx. til visning i udlandet og udgivelse på cd, video, DVD etc.

Har du spørgsmål til reglerne for MGP eller lign. kan du skrive til redaktionen på mgp@dr.dk - vi gør opmærksom på lang svartid over sommeren.