Hjælp Ultra med at samle ind til børn i Syrien

Gode Gerninger er tilbage på Ultra, og vi har brug for din hjælp! Vi har en mission om at lave så mange gode gerninger, som muligt, så vi kan samle en masse penge ind til udsatte børn i Syrien. Vi laver Gode Gerninger på Ultra fra den 4.-29. januar 2022, og projektet er en del af Danmarks Indsamling 2022.

Hvad er det, man skal?

Når du gør en god gerning, giver Novo Nordisk Fonden 20 kroner til Danmarks Indsamling. Pengene går til et Røde Kors-projekt i Syrien, der hjælper kriseramte børn og unge, der er vokset op i krig, vold og flugt, til at få en uddannelse og skabe en god fremtid for dem selv.

Du må lave alle de gode gerninger, du vil! Hver en gerning tæller, du skal bare huske at registrere den. Det kan du gøre på dit lokale bibliotek, hvor du udfylder et Gode Gerninger-bevis, eller online på dr.dk/godegerninger.

Når du har gjort en god gerning, får du et diplom som tak for din indsats!

Hvad kan være en god gerning?

Det kan være mange ting, hvor du gør noget godt. Du kan fx samle skrald i naturen, vaske din bedstemors bil, eller hjælpe din træner med at pumpe bolde inden træning. Det kan også, du har dit helt eget bud på, hvad du synes, der er en god gerning!

Hvis du har brug for lidt flere ideer, kan du finde nogle på dr.dk/godegerninger, eller hos samarbejdspartnerne FDF, Friluftsrådet og landets biblioteker, som giver masser ideer til både gode og grønne gerninger, man kan lave.

Du kan også spørge din lærer, om I kan lave gode gerninger i klassen. Fra den 10. januar kan I finde nye materialer hertil fra DR Lær på dr.dk/skole.

Hvor stort et beløb, vi får samlet ind, bliver afsløret under det store Danmarks Indsamling-show, som bliver sendt på DR1 lørdag den 29. januar 2022.

Gå ind og registrer din gode gerning her

Vi glæder os til at lave Gode Gerninger med jer!

FacebookTwitter