Dyrekort gør forældre rasende

Her er de meget populære dyrekort. (Foto: Søren Gregersen /Detektor © DR)

Mange danske børn har i de seneste uger samlet på dyrekort fra Føtex og Bilka.

Måske har du også selv samlet? Kortene har nu skabt stor debat hos mange forældre.

De synes, at kortene er for svære at få fat i, hvis man vil have hele samlingen. Derfor har mange forældre nu skrevet til Bilka og Føtex for at klage.

Hvad er dyrekort?

Det hele går ud på at samle 140 kort om havets dyr i en samlebog.

Hver gang man køber for 100 kr. får man fire kort med. 30 af kortene er specialkort, som er ekstra svære at få fat i. 

Flere har lavet byttedage, hvor man kan bytte sig til de kort man mangler.

Dyrt at samle alle kort

Hvis man vil samle alle kort, kan det hurtigt blive rigtig dyrt.

Nogle eksperter har regnet på det, og det viser sig, at det vil koste 76.400 kr.

Og så er man endda ikke helt sikker på at samle alle kortene.