Gode råd mod "grooming" online

Det er for det meste sjovt at være på nettet og sociale medier.

Men desværre oplever politiet flere og flere sager, hvor voksne prøver at få børn til at gøre dumme ting på sociale medier.

Voksne lokker

Det kan for eksempel være ved at den voksne opretter en falsk profil, og udgiver sig for at være et barn, du kan stole på.

Og så lokker den voksne børn til at sende billeder, hvor de ikke har ret meget tøj på.

Det kalder man for "grooming".

Men der er heldigvis noget, man kan gøre. Kuno Sørensen, der er psykolog i Red Barnet, giver her nogle gode råd:

1. Hold øje

Man skal altid holde godt øje, inden man siger ja til nye venner på sociale medier.

Hvis du ikke kender den, der spørger om venskab, kan du undersøge, om det er en, dine andre venner kender. Ellers kan der være risiko for, at det er en voksen, der prøver at snyde dig.

2. Spørg om hjælp

Hvis du har på fornemmelsen, at der er noget mærkeligt, med en, du er blevet venner med, så er det en rigtig god idé at spørge om råd fra dine venner eller dine forældre.

Det kan for eksempel være, hvis han eller hun stiller mærkelige spørgsmål eller beder dig om underlige ting. Det er aldrig pinligt at bede om hjælp.

3. Gem beviset

Hvis du har oplevet, at nogen har skrevet mærkelige eller ubehagelige ting, skal du ikke slette hele samtalen.

Så er det bedst bare at lade det være. Så kan du tale med en voksen, og sammen kan I vise det til politiet. Så kan samtalen blive bevis, og den, der har gjort noget forkert, kan blive stoppet.