Guide: Det er rav-sæson! Sådan finder du strandens gyldne sten

Lige nu er chancen for at finde rav allerstørst!

Så træk i gummistøvlerne og tag en tur på stranden. Blandt de tusindvis af sten gemmer der sig måske et ældgammelt stykke rav.

Ultra Nyt giver her 4 tips til at finde rav!

1. Vent på en storm

Det bedste tidspunkt at finde rav på er efter en storm, om efteråret eller vinteren.

Her kan stormene nemlig være så voldsomme, at de rusker op i havbunden, hvor ravet ligger gemt.

2. Kig under tang

Et godt sted at kigge efter rav er under tang.

Tang samler tit træstykker, muslingeskaller OG rav med sig, når det skyller op på stranden.

Løft tangklumperne og se, om du finder du et stykke rav under!

3. Her kan du finde det

Der er størst chance for at finde rav langs de kyster, som ligger ud til åbent hav.

For eksempel langs den jyske vestkyst, som ligger ud til Vesterhavet.

4. Test dit rav

Rav kan have mange forskellige farver, og det kan nemt ligne en almindelig sten.

Der er forskellige måder at teste, om det faktisk er rav, man har fundet.

Hold det op mod lyset. Rav er tit gennemsigtigt, så du vil måske kunne se lys igennem.

Du kan også varme det sammen med en sten i din bukselomme eller hånd. Ravet vil efter kort tid være lunere end stenen.

Gem dit rav

Ravekspert Anders Leth Damgaard har fortalt til Ultra Nyt, at det er godt at GEMME sit rav lige nu.

Priserne er nemlig lave lige nu, men de kan stige igen, og så kan man måske få mange penge for det senere.

Hvis der er et insekt inde i ravklumpen, bliver den ENDNU mere værd.

For at tjekke om der er et insekt i ravklumpen, kan man slibe et område af klumpen med sandpapir og lyse igennem det med en lommelygte.

Insekterne er typisk meget små. Så man skal kigge godt efter.