Hvad er grooming?

For det meste er det sjovt at få nye venner på sociale medier.

Men desværre findes der også voksne, der prøver at snyde børn og få dem til at gøre ubehagelige ting på nettet.

Hør Silles historie i videoen.

Hvad er grooming?

Grooming kan være, når en voksen udgiver sig for at være en anden person online.

For eksempel en ven på din egen alder, du kan stole på.

Men efter noget tid lokker den voksne dig til at sende nøgenbilleder eller gøre andre ubehagelige ting.

Hvad kan man gøre?

Husk, at det er meget få voksne, der snyder børn på den måde.

Men det er IKKE i orden, når det sker.

Derfor har psykologen Kuno Sørensen fra Red Barnet tre gode råd til, hvordan du kan være opmærksom på grooming.

  1. 1

    Sig ikke ja til alle. Vær kritisk, når nogen ansøger dig om nyt venskab. Særligt hvis det er en, du ikke kender. Du kan for eksempel tjekke, om andre af dine venner kender personen.

  2. 2

    Spørg altid dine venner eller forældre om hjælp, hvis noget føles forkert. Eksempelvis hvis en ny ven stiller underlige spørgsmål eller beder dig om at gøre mærkelige ting. Det er aldrig pinligt at spørge om hjælp!

  3. 3

    Hvis du oplever noget ubehageligt, så lad være med at slette samtalen. Det er altid bedst at gemme beviset, hvis man senere skal stoppe personen i at gøre noget forkert.