Video: Det betyder kommunalvalget for dig

Det er kun de voksne, som kan stemme til kommunalvalget den 21. november. Alligevel har resultatet stor betydning for dig.

Politikerne i kommunen bestemmer nemlig flere ting, som har med børn at gøre.

Beslutninger omkring din skole

For eksempel er det politikerne i kommunens beslutning, hvis flere skoler skal slås sammen til én.

De bestemmer også over vejene. Derfor kan de vælge, om der skal laves en ekstra eller bedre cykelsti på vej til din skole.

Glemmer at spørge børnene

Alligevel spørger politikerne ikke altid børnene, inden de tager beslutninger om den slags. Det skete for eksempel da politikerne i Holstebro kommune slog tre skoler sammen til én.

Det spurgte de ikke børnene om inden. Derfor blev flere børn sure og kede af det.