Forsikring på den smarte måde

ARTIKEL: DR Nyheders økonomiske ekspert Karsten Engmann giver i denne video gode råd om forsikring. Videoen er en del af DR Gymnasiums kommende tema om privatøkonomi.

Faktaboks

Tema: Din, min og vores økonomi

På DR Gymnasium kan lærere og elever blive klogere på vigtige økonomiske emner som banker, gæld, løn, skat og aktier. Det er emner, som betyder noget for danskernes pengepunge, virksomhedernes bundlinjer og forretningen Danmark.

DR Gymnasium: Din, min og vores økonomi

Det er en rigtig god ide, at være forsikret. Men det er dumt at være overforsikret. Og så er det dyrt.

Men hvor forsikret behøver man egentlig være? DR nyheders økonomisk ekspert Karsten Engmann giver disse to råd:

- Nøjes med at forsikre dig mod de store ulykker, og sørg for at, din selvrisiko er så høj som muligt.

I videoen øverst på denne artikel uddyber Karsten Engmann de to råd. Du kan også læse videre herunder:

Ekspertens gode råd til din privatøkonomi

Boliglån, huskøb, forsikring, pension og køb af aktier. Karsten Engmann, DR Nyheders økonomiske ekspert, giver gode råd om nogle af de vigtige poster i din privatøkonomi.

Se Tema

Kun forsikring mod de store ulykker

Glem alle de små uheld. Nøjes med at forsikre dig mod de store ulykker.

Det er dem, som kan betyde økonomisk ruin for dig, hvis du bliver ramt af dem. Det er fx, hvis dit hus brænder ned, du bliver udsat for indbrud, eller du bliver ramt af en alvorlig arbejdsulykke.

Forsikring mod de små uheld er dyrt i den lange ende. Og du vil med stor sandsynlighed ende med at betale mere, end du nogensinde vil få igen af dit forsikringsselskab.

- Det koster måske kun 2.000 kroner ekstra om året at forsikre sig mod alle mulige småting. Men hvis du kigger over en længere periode, fx 10 år, så bliver det til 20.000 kroner, siger Karsten Engmann og fortsætter:

- Du har altså betalt 20.000 kroner ekstra for at forsikre dig mod alle småtingene. Men hvis du tænker nærmere over det, har du så i løbet af de sidste 10 år haft stjålne cykler og smadrede vaser for 20.000 kroner?

Sørg for at have en høj selvrisiko

Karsten Engmann foreslår også, at du sørger for at have en høj selvrisiko på din forsikring. Selvrisiko er den pris, du selv skal betale, når ulykken er ude.

Umiddelbart vil de fleste foretrække at betale så lidt som muligt selv, når uheldet er ude. Altså en lav selvrisiko.

Men en lav selvrisiko gør samtidig din forsikring en hel del dyrere. Set over en længere periode med stor sandsynlighed langt dyrere, end det du eventuelt får igen, når uheldet endelig er ude.

Gem pengene

Men lad være med at bruge de sparede penge på tant og fjas.

Karsten Engmann foreslår, at de penge, du sparer, sættes til side. Hvis nu uheldene alligevel er ude. Eller endnu bedre: at du får dem til at yngle, fx ved at investere dem.

Læs også Ekspertens gode råd til din privatøkonomi Se Tema

  1. Boliglån for begyndere
  2. Huskøb er en investering for livet
  3. Sådan tjener du penge på aktier
  4. Pension for dummies
  5. Forsikring på den smarte måde